Når jeg bli’r gammel….

….vil jeg sidde på en bænk, der hvor havet slår ind over molen.

Jeg går og filosofere lidt over ordene i Gnags gamle sang. Jeg tænker over, hvordan jeg gerne vil se tilbage på mit liv, når jeg sidder der på molen og ser havet slår ind.

Når jeg bli’r gammel – så vil jeg…

…se tilbage på et liv fyldt med mine børn, børnebørn og måske oldebørn – holde min dør åben og altid være der for dem.

…sidde på terrassen og grine hjerteligt sammen med min mand, ligesom min søde naboer gør det.

…have de mennesker omkring mig, som holder af mig, for den jeg er, og det jeg står for.

…være kendt for at stå fast på mine værdier og mit menneskesyn.

…være kendt som en person, som er dygtigt til det, som jeg vælger at lave.

…ikke ende som Violet Vinter – danselærerinden i Matador, en bitter kvinde som er ondskabsfuld ved alle i sine omgivelser, fordi hun ikke har opnået det i livet som hun gerne ville (min egen frie fortolkning).

…ikke være til belastning for mine nærmeste, og fokusere på de gode ting i livet

Når jeg kigger på de ting jeg har skrevet ned, er det tankevækkende, at det som jeg bruger energi på lige for tiden, er ting som i det samlede billede, synes som små ubetydelige detaljer, men som i nuet er så store, at man ikke kan se en hånd foran sig.

Som jeg også har skrevet på et opslag på instagram, så er jeg lige nu ved at skrive 101 drømme ned for mit liv.

Det skal være en dynamisk liste som jeg kan tage frem og redigere i en gang i mellem, det kan være med til at hold fokus på målet – selvom der står ting i vejen for udsynet.

Punkterne på listen er ikke kun store forkromede mål, det er også ting som:

  • “Holde en tøseaften med god mad og snak til langt ud på natten” – ligesom min 40 års fødselsdag, men der behøver ikke være en lejlighed at fejre.
  • Jeg vil også gerne bygge et miljørigtigt hus – det ligger nok lidt længere ude i fremtiden, som når drengene er flyttet hjemmefra, men det er der.
  • “Stille” weekend på Nekselø sammen med min mand.
  • Komme på retreat.
  • Få min egen computer.
  • Finde en hobby

Det er både store og små ting – lige nu har jeg 43 mål og er gået i stå der.

Hvilke mål har du??

Mindmap versus tankeroderi

 

Det står lidt stille med at lave indlæg for tiden. Det er ikke fordi lysten til at dele, eller idéerne ikke er der.

Jeg har mange tanker, som jeg tænker andre vil kunne genkende, jeg tror bare jeg mangler overblikket, måske skal jeg lave mig et mindmap.

Jeg elsker mindmaps!

Til dem som ikke aner hvad jeg taler om, så er det er det en måde at lave en brainstorm på, det handler det om at få alle mulige og umulige tanker ned på papir på en overskueligmåde – også de tanker som man ikke vidste man havde, men som dukker op i processen, fordi man lader sig inspirere undervejs.

Jeg bliver for det meste mere afklaret, og jeg får åbnet nogle “døre” som jeg ikke havde set før.

Når du laver et mindmap starter du med at skrive et ord på midten af et stykke papir, og så laver du en streg ud til et nyt ord, som tager udgangspunkt i de tanker som du har om det ord – eller emne, som der står på midten. Du kan enten skrive et nyt ord, som fører videre derfra eller flytte dig tilbage til udgangspunktet, bare med en ny vinkel. Nogle gange kan det være nødvendigt at klistre et nyt stykke papir på, for at få plads til alle ordene.

Det er dig som sætter ordene på, og som bestemmer sammenhængen og ordene – altså et et kort over dine tanker – et mindmap!

Lyder det forvirrende??

Herunder kan du se et eksempel på hvordan et et mindmap kunne se ud.

For mig giver det altid mening at lave et mindmap for at skabe overblik og kunne prioritere sine idéer, tanker eller sågar sit liv.

Jeg  havde engang en kollega, som uden nogen bestemt anledning gav mig en gave. Det var et “træ” i metal, på det træ kan man sætte små rammer på med magnet. I rammerne har jeg citater og billeder. Min kollega var kommet til at tænke mig og mine mindmaps da hun så det.

Jeg tænker at tiden er til, at jeg snart må lave mig et nyt, og få overblikket tilbage.

En hård opbremsning

 

Da jeg startede med at skrive på dette indlæg for 2 uger siden, var det med en noget anden indfaldsvinkel.

Det handlede om forår, energi og nypudsede vinduer

Det handlede om, hvor glad det gjorde mig, at slippe af med vinterens snavs, og at jeg faktisk godt kan li’ at pudse vinduer, fordi det er så tydeligt hvor langt man når – det er yderst tilfredsstillende.

Jeg skrev kort om Feng Shui og hvad teorierne siger om, hvor vigtigt det er, at energierne kan flyde frit igennem vinduerne –  jeg ved ikke rigtig, hvad jeg skal tro og det, men  ihvertfald var jeg helt høj på rene vinduer både inde og ude. Jeg gik glad i seng onsdag aften, med mod på flere forårsopgaver næste dag, men sådan skulle det ikke gå.

Kl. 05.54 ringer min telefon på natbordet – og den plejer ikke at ringe på den tid af døgnet. Det var min søster, som ringede og fortalte at vores mor var blevet indlagt akut.

I første omgang tænkte jeg at jeg skal bare se hende og sige hej, og så kunne jeg køre på arbejdet og komme igen senere, så jeg ringede til mit arbejde og sagde at jeg nok kom en lille smule for sent, for jeg skulle lige se til min mor, -sådan kom det heller ikke til at gå.

Jeg kan huske at jeg gik ind på stuen, hvor hun lå, og så gik tiden i stå. Der lå min mor og kæmpede for sit liv, med slanger i næse, mund og hals, og de talte om at hun stadig ikke var stabil.

Gassen gik af ballonen!

En rigtig god talemåde som levende beskriver den fornemmelse jeg stod med – alt blev sat “Stand By”, energien forsvandt  og “foråret blev slukket”.

Heldigvis er min mor en fighter. Hun har overrasket alle de læger hun er stødt på, med hvor hurtigt hun er kommet på højkant igen og efter 1½ uge kunne jeg hente hende på sygehuset og kører hende hjem igen til hunden, som har ventet på hende med længsel, og nu “klistre” til hende hvor hun går, fordi den godt kan mærke, at hun ikke er hundrede procent på toppen endnu. Ddet tager tid at komme ovenpå igen, når man har være helt derude hvor hun har.

Nu er “maskineriet” snart oppe at kører igen – både min mors og og mit.

De små forårsprojekter kan påbegyndes igen, dog med den lille parentes, at jeg håber jeg bliver bedre til at prioritere det vigtige, som da jeg fik den pludselige indskydelse, at lave pandekager til drengene når kom hjem fra spejder, så kunne vi samles rundt om bordet, inden vi sagde godnat – jeg kan selvfølgelig ikke lave pandekager hver dag, men jeg kan finde de små huller hvor jeg bare “er her“, og helst sammen med dem som betyder noget for mig, og jeg ved fra min taknemmelighedskalender, at når dagen ender, og jeg skal sætte ord på det, som gør mig taknemmelig, er det ofte de helt små oplevelser med dem, der betyder noget for mig, som jeg husker og notere. Læs også: “Nytårsforsæt”

Håber at jeg også kan huske det, når hverdagen er igang igen, og køkkenet skal vaskes, græsset skal klippes, maden skal laves…….

Rotten flytter ind

 

En tidlig kold morgen i cykelskuret mødte min mand et af de små skravl med en grim hale.

den tittede lige frem fra bag nogle brædder som vi havde stående. Den havde fundet ud af, at der var dejlig læ for kulden.

Den havde ikke nået at bygge rede, og den var ikke så gammel – vurderet på størrelsen af kræet, så skaden var ikke så stor, men vi syntes alligevel ikke, at vi havde lyst til, at have den som logerende i vores cykelskur, så….

…vi brugte en times tid i weekenden på at rydde op i vores cykelskur og værkstedet, og inden vi fik set os om, havde vi fyldt traileren – endnu engang, med ting som egentlig ikke rodede, men det var heller ikke ting, som vi havde brug for – flere gange sagde vi til hinanden:

“Hvorfor har vi gemt det??”

Så tænker jeg bare – kan man blive blind for sit eget rod, eller er det fordi ens behov ændre sig?

Det er sikkert en kombination.

og så kørte tankerne videre – der er også det rod, som man ikke ser, fordi det er opbevaret steder hvor man ikke ser det til daglig.

Vi har ad flere omgange fået opmagasineret nogle af vores ting hos mine forældre, det har været når vi har bygget ud og om. Det er ikke det hele vi har fået hjem endnu, på trods af at vi er færdige – det er jo så nemt bare at lade det stå, så skal vi ikke forholde os til det, men…

…det er jo ikke rimeligt at fylde andre menneskers liv, med sit rod.

Så nu afsætter vi en dag hvor vi kører til min mor og henter vores ting på loftet, så er vi også fri for at skulle ringe og spørge og vi har det ene og det andet stående på loftet, når vi synes vi mangler nogle ting, så kan vi kombinerer dagen med at hjælpe i haven, så laver min mor nok lidt mad til os – det er win-win for alle parter.

Tanker om sundhed og BEVÆGELSE

 

Jeg har altid en masse “gode” undskyldninger for ikke at lave motion.

I mange år har jeg været forhindret af, at jeg ofte var alene hjemme med drengene, og derfor ikke kunne være sikker på, at kunne komme afsted. Når jeg havde meldt mig på et hold, kunne jeg ikke komme 1/3 af gangene fordi min mand arbejdede.

Så har jeg tænkt: “Løbe” det kan man da gøre når som helst. Jeg har også købt lange løbetights så jeg kan komme tidligere i gang i år (sidste år fik jeg løbet hele 45,6 km ialt på hele året – og her kunne jeg godt bruge en smiley – gerne en der kunne illustrere  ironien bag det som jeg har skrevet).

Jeg har trænet foran fjernsynet til “baller af stål” med Charlotte Bircow – kan du se det for dig? Pinligt hvis naboerne kigger ind af vinduerne.

Jeg har også forsøgt mig med at købe et sjippetov, som jeg kunne bruge i stuen, når drengene var lagt i seng. Jeg havde fundet et oversigt over, at hvis jeg hoppede 3 gange om ugen i fem minutter i den første uge, og næste uge øgede træningen til 5 1/2 min ad gangen og så videre, så ville jeg til sidst kunne hoppe i 20 min 4-7 gange om ugen, når jeg når til uge 20 – og der var ikke den ting det ikke var godt for – jeg tror jeg nåede op på 5 min, så det blev heller ikke til noget, fordi det var for besværligt at klæde om for 5 min og jeg var forøvrigt også for træt.

Eller da jeg lavede hoppeprogram på trampolinen.

Sidste år kom jeg rent faktisk i gang med at lave noget, jeg begyndte til træning et sted hvor jeg kunne melde mig til alle mulige hold på de tidspunkter som passede ind i vores liv.

Der var forskellige slags Yoga, tai chi, som også indeholdte qui gon, der var passusego og cirkeltræning. Jeg var afsted til 3 hold om ugen og ofte mere, og derudover fik jeg lyst til at løbe.

Desværre blev tilbuddet lukket ned i den form det var og åbnet et andet sted, hvor der ikke var styr på tingene, og det ovenikøbet blev betragteligt dyrere, og siden da har jeg ikke været i gang med noget – det gad jeg ikke.

Det er jo ikke fordi min form er så dårlig – jeg cykler på arbejdet og bevæger mig i løbet af dagen, mit BMI ligger ca. midt i normalområdet, men min form kunne sagtens være bedre – både den ene og den anden form,

…jeg bliver bare ikke motiveret af, at komme først, længst og hurtigst, og jeg gider ikke træne, til jeg kaster op. 

Men måske skal der heller ikke så meget til?

DR´s udsendelse “Lægen flytter ind”  besøger lægen en dame som er flyttet på plejehjem for et år siden. Hun kan ikke gå 50 meter uden at holde fire pauser hvor hun falder sammen over rollatoren og er helt forpustet.  Med få lette øvelser og tiltag i hverdagen ender hun med 4 uger senere at have fået 1/2 kg mere muskelmasse og hun kan tage turen uden stop og i et pænt tempo og hun er gladere, og når hun er gladere får hun også lyst til at være mere social deltage i flere ting som gjorde hende i bedre form.

Det er jo ikke fordi jeg vil sammeligne mig med en ældre dame på plejehjem, men princippet i de små tiltag kan være god.

Det er den omvendte tragt.

Hvis man fylder for mange ting i entragt på én gang stopper den til og så kommer der sket ikke noget ud af den:

Den omvendte tragt betyder, at jeg vender tingene lidt på hovedet. Jeg skal ikke tænke stort (hvertfald ikke i første omgang), jeg skal tænke på de små ting, som jeg får gjort i hverdagen.

Fokus på én ting ad gangen giver større sandsynlighed for at tingen kommer igennem:

Lige nu har jeg 2 håndvægte liggende på køkkenbordet, som jeg laver øvelser med når jeg går forbi, for at få styrke i min ryg.

Jeg har fået ny cykel, så nu cykler jeg på arbejdet hver dag, og jeg snupper også cyklen hvis jeg bare lige skal hente et par liter mælk, eller som i går da jeg hentede pensionisttasken ned fra loftet for at gå i Lidl for at lave de ugentlige indkøb.

Jeg og min mand går ofte en aftentur, når drengene er puttet – der får man også nogle gode snakke, det er win-win på flere niveauer.

Jeg ville gerne løbe, lave Yoga, cirkeltræning osv.  det nytter bare heller ikke at blive irriteret over alt det, som jeg ikke får lavet, når jeg kan glæde mig over det, som jeg rent faktisk allerede får gjort, og ikke sætte baren for højt

Hvem siger at vi alle sammen skal deltage i ultraløb eller have fuldført et marathon.

Endnu engang handler det for mig om at finde balancen for mig.

Tanker om sundhed og MAD

 

Jeg har for nogle år siden lavet et mindmap, over de tanker jeg gjorde mig omkring det at blive mere sund – det var et STORT mindmap

Det var både drikke mere vand, ikke spise slik, bruge tandtråd en gang om dagen, rense min hud både morgen og aften, dyrke motion, lufte ud hver dag………..og MEGET mere.

Som du nok kan læse, så var ønskerne mange, og jeg ville helst starte med det hele på én gang.

Jeg kan godt afsløre – det lykkedes ikke!!!!!

Jeg var ikke helt klar på mine værdier omkring det sunde liv.

I forhold til det ,som vi indtager er der mange overvejelser. Skal det være økologi, vegansk, LCHF (Low Fat High Carb), 5:2, Low fodmap, syre-base mad, superfood, regnbuemad osv, osv….

Der er masser at tage stilling til, og der er en mange kloge mennesker, som ved meget om sundhed, men de kloge mennesker bliver også hele tiden klogere, og pludselig vender de madpyramiden på hovedet, og hvad gør man så??

Jeg har indset, at jeg duer ikke til strenge og mærkelige kure, og jeg vil ikke betale for økologi for økologiens skyld, som forøvrigt også er dårligt for CO2 regnskabet i mange tilfælde.

Jeg har mod mine principper købt en dansk agurk i går (og jeg nyder den med største velbehag) – selvom jeg stræber efter at købe dansk, fordi jeg ved der ikke er brugt CO2 på at transportere maden langvejs fra, og fordi jeg er overbevist at vi i Danmark har en lovgivning, som passer bedre på vores dyr og vores miljø – altså i forhold til så mange andre lande.

Mad skal være sæsonbetonet – agurker bliver ikke fremdyrket i Danmark på denne årstid, med mindre der har været varme på drivhusene, og det er en streg i CO2 regningen.

Jeg har forøvrigt en dreng, som glæder sig til, det ikke mere er sæson for SELLERI.

Jeg vil gerne betale for kvalitet – hvis det giver mening. Havregryn er efter min mening havregryn, med mindre man har brug for glutenfrit, som vi har, derfor køber jeg 2 slags, der er forskel på at betale 9,- og 30,- for et kg havregryn, når man bruger 5-6 kg om måneden.

Honning køber jeg dansk – ALTID, fordi jeg ikke vil have sukkervand kogt op med en smule honning for smagen.

Peanutbutter køber jeg økologisk, fordi det indeholder 99,3% jordnødder og derfor ikke er blandet op med kokosolie, som er hærdet fedt.

Vi spiser spiser ikke så meget oksekød, som vi har gjort, og vi har kødfrie dage med kikærtefrikadeller og linsebøffer – og jo det smager faktisk rigtig godt. Alt sammen fordi vi gerne vil tage hensyn til CO2 regnskabet……og økonomien.

Vi tænker meget på at minimere madspil, og udnytter alt maden, det er sjældent, at vi smider noget ud.

Jeg kan lide at lave maden fra bunden, så jeg ved hvad der er i den, men jeg kan også sagten købe den færdig, hvis tiden eller overskuddet ikke lige er der.

Vi spiser ikke (så meget) slik i løbet af ugen (her vil jeg personligt gerne blive bedre), der er sjældent sodavand på bordet, men der skal også være plads til at lave pandekager, bare fordi det er torsdag.

Nu har jeg fået mine principper lidt mere på plads. De er en blanding af fokus på sundhed, økonomi, hygge og CO2 regnskabet..

Selvom det ikke er lykkedes at ændre alting, kan jeg godt se at jeg har rykket mig. Vi spiser flere grove grøntsager- som indeholder flere fibre, vi spiser brune ris og fuldkornspasta – hold op hvor var det svært at vænne sig til, nu kan jeg nærmest ikke lide de hvide pastaer mere.

Jeg bruger olie i stedet for margarine og forskellige slags olie til forskellige ting, alt efter om de kan tåle varme eller ej.

Der er altid plads til forbedringer – mest på sukkerindtaget,  måske det også er muligt, at ændre på det hen ad vejen, man kan jo altid håbe.

 

Lidt royal har man vel lov til at være

 

Vi møder hver dag mange mennesker både “in real life” og som billeder. Nogle printer sig lettere ind i ens bevidsthed end andre, på den ene eller den anden måde.

Jeg læste på et tidspunkt om skyggebilleder- jeg kan ikke rigtig huske hvor det var, men det handle om at man i mødet med andre mennesker, skal prøve at forholde sig til, hvilke følelser de fremkalder i en.

Jeg synes det er rigtig interessant, når man møder et menneske, som på en eller anden måde tricker noget inde i mig, som ikke nødvendigvis er positivt.

Det er her, jeg finder ud af mine egen værdier og holdninger, hvis jeg skulle være i tvivl – det er her mine skyggesider bliver tydelige for mig, og sommetider finder jeg årsagen til min reaktion og måske opdager jeg at det er et meget interessant menneske, som jeg står overfor – en person som kan give mig en masse input.

I virkeligheden skal jeg se indad, og se på mig selv og min skyggeside.

Når det er positive følelser, prøver jeg at holde lidt fast i dem, det kan være et udtryk for nogle sidder i mig selv, som jeg er glad for eller noget jeg mig ønsker mere af.

Jeg studere den pågældende mere indgående, og prøver at overføre deres kompetencer til mig selv – jeg bruger det specielt i situationer, hvor jeg er lidt udfordret.

Jeg har mine helt egne rollemodeller som jeg hiver frem i forskellige situationer.

For eksempel så er en af mine rollemodeller Kronprinsesse Mary – det er jo ikke fordi jeg har lyst til at være kronprinsesse eller overtage hende opgaver, det passer nok også meget dårligt til den introverte person jeg er.

Det som jeg kan bruge fra hende, er hendes ro og værdige fremtoning, når hun indtager et rum. I virkeligheden handler det nok om grounding, jeg bruger det i situationer, hvor jeg skal være “på”.

På en eller anden måde er det lettere for mig at finde fornemmelsen frem indeni, når jeg har billeder på.

Det kan være både det indre og det ydre, som jeg søger inspiration til f.eks tøjstil, indretning eller “mod”.

Jeg har mine helt egne rollemodeller fra mine nærmeste omgivelser, som jeg spejler mig i og lærer af, afhængigt af situationen.

Prøv en gang at se dig omkring og studer dine nærmeste – måske finder du “guld”.

Sunde vaner – er det nu?

 

Jeg har indtil nu, undgået det næste punkt på min liste, men nu må jeg vist lidt videre:

“Sunde vaner”

Det er ikke fordi jeg lever specielt usundt, men der er  mange ting som sagtens kunne blive bedre – specielt mit sukkerindtag altså hyggespisning.

Det sker ofte når jeg jeg et svagt øjeblik, og jeg synes at det er lidt synd for mig – og der skal ikke så meget til, når det gælder om at trøste mig med sukker.

Og så motionen, som er nærmest ikke eksisterende lige nu, er et kapitel for sig.

Sidste år var jeg godt igang med yoga, cirkeltræning og noget træning som hedder PassuSego,.

Det var fantastiske, og når jeg var i gang, så fik jeg også løbet nogle småture og var i det hele taget meget aktiv.

Men så skete der nogle ting, der hvor jeg trænede, som gjorde at jeg stoppede, og vupti så var jeg på nul igen -er der andre der kender det??

heldigvis er det sådan at når man har brug for noget, så kommer det til én.

Så kan man jo argumentere for, at det er fordi man er åben overfor at få øje på det – det er i hvert fald sket for mig.

I sidste uge, da jeg åbnede min facebook, dukkede der et opslag frem fra Kræftens bekæmpelse, de tilbyder, at man kan melde sig til 10-kampen.

10-kampen er et forløb på 10 uger hvor man modtager en udfordring hver uge med henblik på at  få indarbejdet  nogle sunde vaner – det har jeg meldt mig til. Jeg har delt deres opslag på min facebook, så der kan du finde det.

Jeg ved ikke rigtig hvad udfordringerne kan være, men det må vi jo se.

Vi er nogle stykker på mit arbejde, som har talt om, at det kunne være hyggeligt at gøre det til et fælles projekt, for dem som har lyst.

Jeg glæder mig til at komme i gang, men det starter først d. 5. marts, så nu vil jeg lave mig et krus kaffe og en  “kop kage” i micro, smide mig på sofaen og slappe af.

TID – i overskud?

 

Min kære mand har altid arbejdet meget, og specielt i de senere år. Det har betydet, at det er mig, som har taget sig af det meste herhjemme.

Vi har aftalt, at det skulle være sådan, og af samme grund gik jeg ned i tid  på mit arbejde.

Jeg har taget udfordringen op omkring det at få en hverdag til at hænge sammen, med fritidsaktiviteter, indkøb, madlavning, forældreråd og alt hvad der hører til et liv med børn.

Det har været nødvendigt at finde en model, som kunne hænge sådan sammen, at jeg kunne klare det hele selv, i de perioder hvor jeg var meget alene.

Det var faktisk først, da jeg tog beslutningen om, at jeg med min planlægning skulle kunne klare det selv,  at jeg fik ro i min hverdag, fordi i stedet for at være irriteret over at stå med tingene selv, så kunne jeg glæde mig over at være 2, når vi var fælles om tingene – det skaber positiv energi frem for negativ.

Jeg føler ikke at jeg har været overladt til mig selv, for min mand har altid været en del af alt det som skulle laves hverdagen – når han havde fri.

Selvom han først var kommet hjem sent om natten, er han altid stået op for at spise morgenmad med os, og sige farvel til drengene når de kørte i skole. Vi har været sammen om det projekt som hedder: “vores familie”

Jeg må da indrømme, at når jeg endnu engang, har været den som har stået alene med rengøring af huset, så har jeg ikke været den gladeste kone at komme hjem til.

Lige for tiden har min mand meget mere tid herhjemme. Det betyder, at når jeg kommer hjem fra arbejde, har han handlet ind, fundet på hvad vi skal have at spise og lavet mad, vasket tøj, malet paneler, og så er der ikke noget tilbage at lave for mig – og du skal ikke høre at jeg beklager mig – for det er dejligt (og lidt grænseoverskridende), at give slip på den kontrol, som jeg har holdt min hverdag sammen i flere år.

Dog har min mand bemærket, at jeg bliver rastløs når jeg kommer hjem, og når han spørger, hvorfor jeg har det sådan, så kan jeg kun svare, at jeg ikke ved, hvad jeg skal lave, fordi jeg føler det er forkert at sætte mig og lave noget jeg har lyst til – jeg er vant til at der altid er et eller andet som jeg burde lave (læs også “Lidt om ord”). Jeg er ikke vant til, at jeg kan lave noget – bare fordi!

Måske skulle jeg begynde at strikke eller sy igen, jeg kan læse eller … der er mange muligheder.

Jeg har i mange år nedprioriteret den del af mig, som hedder Anne, til fordel for den del som hedder mor.

Jeg har følt mig privilegeret over, at få lov til at være helt tæt på mine drenges hverdag og opvækst. Jeg ville ikke for noget i verdenen undvære det som jeg har fået, og vi har været enige om fordelingen langt hen ad vejen.

Nu skal jeg bare finde ud af at lave lidt mere plads til “Anne” – der er allerede sat gang i tankerne – humlebierne summer i mit hoved, denne gang på den gode måde (læs også “Humlebier på spil”)

Stille eftertænksomhed

 

Jeg har taget afsked med et familiemedlem i denne uge.

Til begravelsen talte præsten om, at sorgen aldrig bliver mindre, men mennesket som bærer sorgen bliver større – at vi udvikler os og bliver stærkere, når vi møder livet, med at hvad det indebærer af glæder og sorger.

Det ramte mig i forhold til tabet af min egen far, som jeg mistede for 4 år siden. Hans helbred havde igennem flere år været svingende. Jeg havde flere gange fornemmelsen af, at nu var det tid.

Da det skete, og far sagde farvel til livet, var det ubeskrivelig hårdt, og samtidig gik jeg igennem det med en følelse af at blive styrket – hvis jeg kunne klare det her, kunne jeg klare alt.

Det er ambivalente følelser, som jeg lige pludselig forstod betydningen af, da jeg sad der og lyttede til præsten ved begravelsen.

Min far popper stadig op i mine tanker og er nærværende i mit liv – jeg kan tænke på ham uden at blive helt vildt ked af det, men det betyder ikke at sorgen er blevet mindre, jeg er bare blevet større, som præsten sagde.

Tænk at der skulle gå 4 år, før jeg rigtig forstod.