Næste stop på rejsen

 

Søndag aften – efterårsferien er ved at være nået til vejs ende og hverdagen går i gang igen – eller næsten hverdagen, for jeg ser frem til en uge, som er lidt anderledes end de fleste.

Jeg skal på mit andet modul af min coachuddannelsen. Det betyder en uge med 3 lange dag i København.

“Lange” i denne forbindelse, skal bestemt ikke høres med en negativ klang.

“Jeg glæder mig”

Det er det bedste, jeg længe har gjort for mig selv – at tilmelde mig coachuddannelsen.

Da vi startede på uddannelsen, fik vi flere gange at vide, at det er en rejse, som vi har begivet os ud på.

Jeg kender ikke den endelige destination, men jeg er sikker på at det var den rejse, med lige præcis den rejsebeskrivelse, jeg søgte, da jeg for lidt under et år siden lagde min første blogindlæg op på “Orkideer og rod” (læs mit indlæg “Mit lykkeprojekt”) – jeg ville finde ud af hvordan jeg kunne blive lykkeligere – selvom jeg ikke var ulykkelig.

Rejsen mod at finde det tror jeg er, at finde ud af hvad jeg brænder for. Finde det som definere mig som person, og ikke kun som mor, kone, søster datter….

Jeg søger efter, lige præcis det jeg gerne vil huskes og kendes for som person. Jeg søger det, som giver mig glæde, som udmønter sig i mere energi og overskud, så jeg derved bliver en endnu bedre mor, kone, søster, datter… og ANNE!

Jeg ved allerede én ting som gør mig glad.

Jeg bliver glad, når jeg øver mig i at coache!

På uddannelsen har vi set hvordan vores lærer coacher, og det øjeblik hvor klienten får en erkendelse af, hvad der skal til for at for at overkomme det, som er svært, er rummet ladet af en en energi som jeg ikke rigtig kan beskrive, men jeg mærker den.

Det VIL jeg også lære!!!

Og jeg øver mig, og det er ikke så let som det ser ud, men jeg kan mærke at jeg rykker mig for hver gang.

Udover – at det er en teknik vi lære, så rykker uddannelsen også ved den måde jeg ser og tænker på og om mig selv.

Lige så stille begynder jeg, at sætte spørgsmålstegn ved de negative ting jeg kan finde på at sige til mig selv, og den tvivl jeg har – om jeg nu også kan klare det? Er jeg god nok? Er jeg vigtig nok for nogen? 

Det handler jo ikke om at jeg ikke har nogen mennesker i mit liv som ser mig som vigtig, det ved jeg, at jeg har – det fortæller de mig! Det handler om den dybe indre fornemmelse af at være god nok.

Jeg har lært, at når jeg føler mig trådt på eller ikke respekteret, så handler det ofte om at jeg ikke har været tydelig nok omkring mig selv, fordi jeg ikke har defineret for mig selv hvem jeg er – men det er jeg godt på vej hen imod,  og hvor jeg lige ender, når jeg til marts forhåbentlig står  med mit certfikat og bevis på, at jeg er coach, det ved jeg ikke med sikkerhed endnu, men en ting er sikker, jeg vil ikke være helt den samme person.

– jeg vil være meget mere Anne

Jeg gør det sgu!

 

KLIK” – så er der godkendt i netbanken.

Om lige under 4 uger hopper jeg på toget første gang og kører til København, for jeg skal på “skolebænken” igen – en drøm går i opfyldelse.

I begyndelsen vidste jeg ikke engang, at det var en drøm.

Det lille “frø” blev plantet af en kollega, og det fik næring hver gang jeg mødte et menneske, som uafhængigt af alle de andre kom med samme indfald.

I flere år turde jeg ikke engang sige det højt til andre end mig selv.

Endelig fik jeg taget mod til at fortælle det, nærmest som en indskudt sætning, til en rigtig god veninde…

…og hun grinede ikke engang af mig (selvfølgelig gjorde hun ikke det!)

Efterhånden fik jeg sagt det højt til andre, som heller ikke grinede af min store drøm.

Jeg tager en Coach-uddannelse

Jeg aner ikke, hvor den tager mig hen i livet, men jeg ved, at jeg glæder mig.

Jeg glæder mig til, at blive klogere på mig selv, og på at afprøve om det er den vej jeg skal.

Som et skridt på vejen, har jeg “tygget” mig igennem “bjerge” af bøger, jeg har ryddet ud i mine ting og mine tanker, og så har jeg lavet min blog, som jeg bruger til refleksion og mental oprydning.

Først og fremmest skriver jeg for mig selv, men når folk kommenterer og kommer med deres input, så bliver jeg glad, fordi jeg har skubbet til noget i nogen.

Jeg tror at drømmen har været der i mange år, men jeg har ikke turde åbne den “boks” – lidt ligesom pandoras æske – bange for at når først den er åben, så kan den ikke lukkes igen – da min kollega første gang nævnte det, så var tanken sluppet løs. Nu ønsker jeg ikke at lukke boksen igen.

Der har været mange undskyldninger – det økonomiske! Hvad skal jeg bruge det til bagefter? Kan jeg finde ud af af det? Har jeg overskuddet?

Lige nu tænker jeg, at jeg skal finde svarende på vejen.

Tidligere tænkte jeg mig selv, som en der går både med livrem og seler, en som ikke tager chancer og er modig, en som ikke tør kaste sig ud i “eventyr”.

Jeg gør det sgu!

Ferie, ferie, ferie….

 

Jeg elsker at holde ferie med min mand og børn.

Artiklerne i diverse aviser og ugebladene fortæller ofte, at statistikkerne viser, at skilsmisseprocenten stiger, og  parterapeuterne har højsæson ved ferietid.

For os har ferierne altid været der, hvor vi lader op og kommer tættere på hinanden igen, efter en travl hverdag.

Når det er sagt, så:

…..elsker jeg også at være helt alene hjemme, og gerne flere dage ad gangen.

For nogle år siden, var jeg ved at “brænde lidt ud” i hverdagen, jeg tror jeg sagde noget i retning af at:

“Jeg er ved at blive vanvittig af, at have børn omkring mig hele tiden”

Det kræver nok lige en forklaring, for det var jo ikke fordi at jeg ikke elskede mine børn, jeg var bare meget alene med dem, fordi min mand arbejdede meget, mens børnene var små.

Det betød at jeg afleverede børn på vej på arbejdet, og hentede dem igen på vej hjem. Jeg havde dem med ude at handle, når jeg lavede mad, når jeg gik på toilettet bankede de på døren eller var med derude – de var altid der hvor jeg var.

Hvis jeg havde 5 øre for hver gang jeg hørte ordet “Mor”

Til orientering:

“Mor-ordet” kan både bruges i starten og slutningen af en sætning – oftest bruges det begge steder.

I  virkeligheden skulle jeg hellere have sagt:

“Jeg har brug for tid til mig selv”

Det at være mor er det vigtigste i mit liv, når alt, kommer til alt, har jeg fuldstændig styr på mine prioriteter – børnene kommer først.

Nogle gange er jeg bare nødt til at prioriterer mig selv først, for at kunne “give” til mine børn, lidt ligesom, man selv skal tage iltmasken på, inden man hjælper andre ved trykfald i en flykabine.

Min søde mand” satte iltmasken på mig”.

Iltmasken betød i dette tilfælde, at han ville sørge for morgenmad til drengene, hver morgen, mens jeg gjorde mig klar på badeværelset, det betød et kvarter for mig slev – hver morgen. Ingen børn som hev i mig og og ingen stress – en rolig start på dagen.

Det lyder ikke af meget, men det kvarter gjorde underværker.

Jeg fandt ud af vigtigheden i, at skabe små oaser, hvor jeg bare var mig selv, og at det er ok at prioritere sådan, fordi det til alles bedste.

Det var i forlængelse afdet at jeg fik indført mine faste café-besøg med min veninde (læs om det i mit indlæg om “Voksentid”)

I denne uge var min mand og store søn afsted på spejderlejr og mine 2 yngste tog afsted til mormor og moster, det betød ren ferie for mig – mandag til fredag helt alene. Jeg var godt nok på arbejdet, men når jeg kørte hjem derfra så var der bare mig selv, så jeg skal ikke hjem og lave den store aftensmad, og der skal kun laves madpakke til mig selv – Fantastisk!!!

Jeg har fået lavet praktiske opgave og krydset opgaver af på “listen”, oset rundt i butikkerne, haft sociale aftaler – både de på forhånd aftalte, og de impulsive, bl.a en spontant opstået snak lige midt i Bilka med en gammel klassekammerat, vi snakkede sammen i 1 ½ time  – det var bare så hyggeligt, og så har jeg slappet af med lidt Netflix.

Batteriet er ladet op igen.

Nu sidder jeg på terrassen – hele familien er samlet igen, jeg har hentet drengene hos moster og mormor i går og de 2 spejdere kom hjem lige før aftensmaden, så nu er familien, som jeg helst vil ha’ det, det meste af tiden – samlet.

Jeg gør det sgu – snart

 

Er der en dybere mening med det som vi gør?

Det er et lidt større filosofisk spørgsmål, som jeg har stillet mig selv i den sidste tid.

Jeg har i mange år været af den overbevisning, at jeg blev pædagog, fordi jeg blev presset til at vælge uddannelse på det tidpunkt, som jeg gjorde.

Jeg var ikke parat til at tage stilling til mit videre liv, og da jeg arbejdede, som medhjælper i et fritidshjem, var det meget nærliggende, at vælge lige netop den uddannelse.

At jeg startede på den uddannelse var første skridt på vejen, til at finde ud af hvem jeg selv er. Uddannelsen lærte mig at stå frem, og turde stå ved det, som jeg tror på.

Det kunne en anden uddannelse sikkert også have gjort – jeg tror at al uddannelse er med til at udvikle og definere dig som menneske, men at jeg havnede på netop den hylde, er bare så heldigt i forhold til, at skulle takle de udfordringer, som vi møder lige nu i forhold til vores søn, som har Asberger læs også “Nu mor til dreng med Asberger”

Det giver så meget mening i det store billede

Jeg tog selv beslutningen om at søge ind som pædagog, det kan jeg ikke give andre “skylden for”.

Jeg sagde ikke fra og sagde “Jeg vil noget andet, jeg ved bare ikke hvad”.

Jeg famler stadig lidt efter, hvem jeg er, hvis jeg bare får lov til at være “Anne”, som ikke gør ting, kun fordi jeg tror det forventes af mig.

Måske havde jeg aldrig fået en uddannelse, hvis jeg ikke var blevet presset til det og så havde jeg måske aldrig udviklet mig personligt, eller i hvertfald ikke i den grad som jeg gør nu – hvem ved? Og så er det jo en god ting at jeg kom i gang på det tidspunkt som jeg gjorde.

I forhold til mine drenge, synes jeg nogle gange, det kan være en udfordring at balancere mellem at bakke op om deres ønske og samtidig ikke presse så meget på, at de glemmer at mærke om de er på rette vej.

Sidste år flyttede 2 af mine drenge til en ny gymnastikklub. De gik der det meste af en sæson, inden den ene af mine drenge fortalte mig, at han ikke kunne lide at gå til gymnastik, der hvor han gjorde, fordi han følte sig udenfor. Da jeg spurgte ham hvorfor han ikke havde sagt noget før, svarede han: “Jamen jeg troede, at du syntes det var rigtig godt”, og så kunne jeg jo godt genkende mig selv tale meget rosende omkring den nye klub og dens trænere, og så havde han ikke turde sige noget – jeg ku’ ha’ bidt tungen af mig selv, men så fik vi en god snak om, at det er vigtigt at han tør sige tingene, på trods af min mening, og det som jeg giver udtryk for, for jeg har ikke nødvendigvis ret.

Jeg synes ellers, at jeg gør et stort nummer ud af at sige til dem, at om de bliver professor eller renovations-arbejder har ikke den store betydning for mig, bare de er glade for det, som de laver – det gælder også fritidsinteresser, fik vi så lige fastslået

Jeg øver mig i at holde af de kompetencer, som jeg har fået gennem årene, netop fordi jeg er god til at mærke hvad andre ønsker og forventer af mig, har jeg også en meget god radar, som fortæller mig hvordan andre har det, og jeg kan mærke stemninger i et rum.

Jeg ved at den jeg er i dag, og de valg jeg træffer i dag, træffer jeg på baggrund af den erfaring, jeg har med mig.

Jeg ville ikke kunne gå den sti jeg er på vej af nu, for 20 år siden – der havde jeg ikke været parat.

Der er noget nyt i vente i nærmeste fremtid, noget som kan hjælpe mig endnu mere på vej i min udvikling – en drøm som jeg har haft i flere år, men som jeg ikke har turde sige højt, og jeg glæder mig til at fortælle om det, når det hele falder mere på plads

Jeg føler mig klar til at tage springet!

Nu mor til dreng med Asberger

 

Vi har nu fået papirerne, som fortæller, at vi er forældre til et barn med autisme.

Vi vidste det godt et eller andet sted – vi havde selv nævnt ordet Asperger, før vi kom til psykiateren. Alligevel var det hårdt, at få papirerne og se det sort på hvidt -hold nu op jeg græd snot. Der er jo ingen forældre, der ønsker, at deres børn skal udfordres ud over det nødvendige,og på den anden side skal han jo stadig kæmpe med med det, nu ved vi bare hvad det er, vi skal arbejde med.

Det er en hel ny verden at sætte sine ben i. Pludselig skal man til at forholde sig til PPR, bevillinger, kurser og spørgsmål som “hvem er jeres sagsbehandler?” – “Øh, det ved jeg ikke”.

Lærer som siger “det kommer ikke helt bag på mig” og hvorfor har de så ikke handlet noget før? – Han går i 5. kl. Det er os selv, som har kontaktet egen læge og der igennem fået en henvisning til en børnepsykiater.

Allerede i børnehaven sagde vi, at der var noget, som ikke var, som det var med de 2 andre børn, der var det også os, som sagde at vi ville have gjort noget.

Der kom en meget dygtig ergoterapeut, som fortalte os, at han er sensitiv – hvilket han også er, det er nok også derfor at han ikke er “faldet igennem” før, fordi de tiltag, som man er nødt til at tage omkring et sensitivt barn, er nogle af de samme, som et barn med autisme har brug for, og ergoterapeuten var rigtig dygtig til at give os redskaber til at håndtere de udfordringer, som vores søn oplevede i sin hverdag.

Vi har brugt meget tid på at fortælle vidt og bredt at han er sensitiv, og hvad det betyder.

Han har brug for pauser og hans “kiksepakke” bliver hurtigere brugt op, i “Og barnets navn er” bliver “kiksepakken” forklaret.

Alt det har vi fortalt til lærerene, klassekammeraterne og forældrene i hans klasse – vi har ringet til forældrene hver gang, han har været involveret i episoder i klassen og forklaret, undskyldt og selvfølgelig fortalt, at vi tager hånd om der herhjemme også.

Det som vi hører er, at han fungere rigtig godt i sin klasse, “fordi de andre i klassen er gode til at tage hensyn til hans særlige behov”, det var faktisk denne udtalelse fra klasselæreren til en skole-hjem samtale, som for alvor fik sat gang i vores overvejelser om, at få udredt om der lå andet end hans sensitivitet til grund for hans udfordringer.

I hans videre færden, altså efter folkeskolen, kan det være svært at navigere i, hvis der ikke er en forklaring.

At få papirerne, som jo symbolisere diagnosen, har også været en lettelse, for det er samtidig en anerkendelse af, at vi ikke er curlingforældre, men at vi forsøger at gøre vores søns verden så overskuelig som muligt, og som psykiateren siger: “Vi er med til at sænke hans stress niveau”

Jeg har allerede fundet ud af at tingene ikke er så lette hele tiden, pludselig er man en del af hele den snak om inklusion i folkeskolen – set fra den anden side med alt hvad det indebærer af nedskæringer mv.

Forhåbentlig får han nu den hjælp, som han har brug for, og vi har lige pludselig en anden tilgang, når der opstår konflikter mellem vores drenge, fordi vi havde nogle forventninger til, hvordan en dreng på 12 bør agere, men han er udfordret – ikke fordi han er uopdragen eller dårligt opdraget, han har bare brug for lidt ekstra hjælp til at “læse” de sociale interaktioner, som han indgår i, og når hans brødre ved det, er deres “snor” også lidt længere – det mærker vi allerede.

Heldigvis har vi en fantastisk, humoristisk, imødekommende, charmerende veltalende dreng, som tilfældigvis også har et handicap, og er det ikke sådan at de fleste af os har nogle udfordringer af den ene eller anden slags – det er mangfoldigheden der gør livet spændenede.

Han er vores orkidé-dreng og vil altid være det, han bliver til den smukkeste blomst, hvis vi sørger for de rette vilkår. Hvis du ikke allerede har læst om orkidé-børn, kan du læse om dem i mit blogindlæg “Og barnets navn er”

Når jeg bli’r gammel….

 

….vil jeg sidde på en bænk, der hvor havet slår ind over molen.

Jeg går og filosofere lidt over ordene i Gnags gamle sang. Jeg tænker over, hvordan jeg gerne vil se tilbage på mit liv, når jeg sidder der på molen og ser havet slår ind.

Når jeg bli’r gammel – så vil jeg…

…se tilbage på et liv fyldt med mine børn, børnebørn og måske oldebørn – holde min dør åben og altid være der for dem.

…sidde på terrassen og grine hjerteligt sammen med min mand, ligesom min søde naboer gør det.

…have de mennesker omkring mig, som holder af mig, for den jeg er, og det jeg står for.

…være kendt for at stå fast på mine værdier og mit menneskesyn.

…være kendt som en person, som er dygtigt til det, som jeg vælger at lave.

…ikke ende som Violet Vinter – danselærerinden i Matador, en bitter kvinde som er ondskabsfuld ved alle i sine omgivelser, fordi hun ikke har opnået det i livet som hun gerne ville (min egen frie fortolkning).

…ikke være til belastning for mine nærmeste, og fokusere på de gode ting i livet

Når jeg kigger på de ting jeg har skrevet ned, er det tankevækkende, at det som jeg bruger energi på lige for tiden, er ting som i det samlede billede, synes som små ubetydelige detaljer, men som i nuet er så store, at man ikke kan se en hånd foran sig.

Som jeg også har skrevet på et opslag på instagram, så er jeg lige nu ved at skrive 101 drømme ned for mit liv.

Det skal være en dynamisk liste som jeg kan tage frem og redigere i en gang i mellem, det kan være med til at hold fokus på målet – selvom der står ting i vejen for udsynet.

Punkterne på listen er ikke kun store forkromede mål, det er også ting som:

  • “Holde en tøseaften med god mad og snak til langt ud på natten” – ligesom min 40 års fødselsdag, men der behøver ikke være en lejlighed at fejre.
  • Jeg vil også gerne bygge et miljørigtigt hus – det ligger nok lidt længere ude i fremtiden, som når drengene er flyttet hjemmefra, men det er der.
  • “Stille” weekend på Nekselø sammen med min mand.
  • Komme på retreat.
  • Få min egen computer.
  • Finde en hobby

Det er både store og små ting – lige nu har jeg 43 mål og er gået i stå der.

Hvilke drømme har du??

Mindmap versus tankeroderi

 

Det står lidt stille med at lave indlæg for tiden. Det er ikke fordi lysten til at dele, eller idéerne ikke er der.

Jeg har mange tanker, som jeg tænker andre vil kunne genkende, jeg tror bare jeg mangler overblikket, måske skal jeg lave mig et mindmap.

Jeg elsker mindmaps!

Til dem som ikke aner hvad jeg taler om, så er det er det en måde at lave en brainstorm på, det handler det om at få alle mulige og umulige tanker ned på papir på en overskueligmåde – også de tanker som man ikke vidste man havde, men som dukker op i processen, fordi man lader sig inspirere undervejs.

Jeg bliver for det meste mere afklaret, og jeg får åbnet nogle “døre” som jeg ikke havde set før.

Når du laver et mindmap starter du med at skrive et ord på midten af et stykke papir, og så laver du en streg ud til et nyt ord, som tager udgangspunkt i de tanker som du har om det ord – eller emne, som der står på midten. Du kan enten skrive et nyt ord, som fører videre derfra eller flytte dig tilbage til udgangspunktet, bare med en ny vinkel. Nogle gange kan det være nødvendigt at klistre et nyt stykke papir på, for at få plads til alle ordene.

Det er dig som sætter ordene på, og som bestemmer sammenhængen og ordene – altså et et kort over dine tanker – et mindmap!

Lyder det forvirrende??

Herunder kan du se et eksempel på hvordan et et mindmap kunne se ud.

For mig giver det altid mening at lave et mindmap for at skabe overblik og kunne prioritere sine idéer, tanker eller sågar sit liv.

Jeg  havde engang en kollega, som uden nogen bestemt anledning gav mig en gave. Det var et “træ” i metal, på det træ kan man sætte små rammer på med magnet. I rammerne har jeg citater og billeder. Min kollega var kommet til at tænke mig og mine mindmaps da hun så det.

Jeg tænker at tiden er til, at jeg snart må lave mig et nyt, og få overblikket tilbage.

En hård opbremsning

 

Da jeg startede med at skrive på dette indlæg for 2 uger siden, var det med en noget anden indfaldsvinkel.

Det handlede om forår, energi og nypudsede vinduer

Det handlede om, hvor glad det gjorde mig, at slippe af med vinterens snavs, og at jeg faktisk godt kan li’ at pudse vinduer, fordi det er så tydeligt hvor langt man når – det er yderst tilfredsstillende.

Jeg skrev kort om Feng Shui og hvad teorierne siger om, hvor vigtigt det er, at energierne kan flyde frit igennem vinduerne –  jeg ved ikke rigtig, hvad jeg skal tro og det, men  ihvertfald var jeg helt høj på rene vinduer både inde og ude. Jeg gik glad i seng onsdag aften, med mod på flere forårsopgaver næste dag, men sådan skulle det ikke gå.

Kl. 05.54 ringer min telefon på natbordet – og den plejer ikke at ringe på den tid af døgnet. Det var min søster, som ringede og fortalte at vores mor var blevet indlagt akut.

I første omgang tænkte jeg at jeg skal bare se hende og sige hej, og så kunne jeg køre på arbejdet og komme igen senere, så jeg ringede til mit arbejde og sagde at jeg nok kom en lille smule for sent, for jeg skulle lige se til min mor, -sådan kom det heller ikke til at gå.

Jeg kan huske at jeg gik ind på stuen, hvor hun lå, og så gik tiden i stå. Der lå min mor og kæmpede for sit liv, med slanger i næse, mund og hals, og de talte om at hun stadig ikke var stabil.

Gassen gik af ballonen!

En rigtig god talemåde som levende beskriver den fornemmelse jeg stod med – alt blev sat “Stand By”, energien forsvandt  og “foråret blev slukket”.

Heldigvis er min mor en fighter. Hun har overrasket alle de læger hun er stødt på, med hvor hurtigt hun er kommet på højkant igen og efter 1½ uge kunne jeg hente hende på sygehuset og kører hende hjem igen til hunden, som har ventet på hende med længsel, og nu “klistre” til hende hvor hun går, fordi den godt kan mærke, at hun ikke er hundrede procent på toppen endnu. Ddet tager tid at komme ovenpå igen, når man har være helt derude hvor hun har.

Nu er “maskineriet” snart oppe at kører igen – både min mors og og mit.

De små forårsprojekter kan påbegyndes igen, dog med den lille parentes, at jeg håber jeg bliver bedre til at prioritere det vigtige, som da jeg fik den pludselige indskydelse, at lave pandekager til drengene når kom hjem fra spejder, så kunne vi samles rundt om bordet, inden vi sagde godnat – jeg kan selvfølgelig ikke lave pandekager hver dag, men jeg kan finde de små huller hvor jeg bare “er her“, og helst sammen med dem som betyder noget for mig, og jeg ved fra min taknemmelighedskalender, at når dagen ender, og jeg skal sætte ord på det, som gør mig taknemmelig, er det ofte de helt små oplevelser med dem, der betyder noget for mig, som jeg husker og notere. Læs også: “Nytårsforsæt”

Håber at jeg også kan huske det, når hverdagen er igang igen, og køkkenet skal vaskes, græsset skal klippes, maden skal laves…….

Rotten flytter ind

 

En tidlig kold morgen i cykelskuret mødte min mand et af de små skravl med en grim hale.

den tittede lige frem fra bag nogle brædder som vi havde stående. Den havde fundet ud af, at der var dejlig læ for kulden.

Den havde ikke nået at bygge rede, og den var ikke så gammel – vurderet på størrelsen af kræet, så skaden var ikke så stor, men vi syntes alligevel ikke, at vi havde lyst til, at have den som logerende i vores cykelskur, så….

…vi brugte en times tid i weekenden på at rydde op i vores cykelskur og værkstedet, og inden vi fik set os om, havde vi fyldt traileren – endnu engang, med ting som egentlig ikke rodede, men det var heller ikke ting, som vi havde brug for – flere gange sagde vi til hinanden:

“Hvorfor har vi gemt det??”

Så tænker jeg bare – kan man blive blind for sit eget rod, eller er det fordi ens behov ændre sig?

Det er sikkert en kombination.

og så kørte tankerne videre – der er også det rod, som man ikke ser, fordi det er opbevaret steder hvor man ikke ser det til daglig.

Vi har ad flere omgange fået opmagasineret nogle af vores ting hos mine forældre, det har været når vi har bygget ud og om. Det er ikke det hele vi har fået hjem endnu, på trods af at vi er færdige – det er jo så nemt bare at lade det stå, så skal vi ikke forholde os til det, men…

…det er jo ikke rimeligt at fylde andre menneskers liv, med sit rod.

Så nu afsætter vi en dag hvor vi kører til min mor og henter vores ting på loftet, så er vi også fri for at skulle ringe og spørge og vi har det ene og det andet stående på loftet, når vi synes vi mangler nogle ting, så kan vi kombinerer dagen med at hjælpe i haven, så laver min mor nok lidt mad til os – det er win-win for alle parter.

Tanker om sundhed og BEVÆGELSE

 

Jeg har altid en masse “gode” undskyldninger for ikke at lave motion.

I mange år har jeg været forhindret af, at jeg ofte var alene hjemme med drengene, og derfor ikke kunne være sikker på, at kunne komme afsted. Når jeg havde meldt mig på et hold, kunne jeg ikke komme 1/3 af gangene fordi min mand arbejdede.

Så har jeg tænkt: “Løbe” det kan man da gøre når som helst. Jeg har også købt lange løbetights så jeg kan komme tidligere i gang i år (sidste år fik jeg løbet hele 45,6 km ialt på hele året – og her kunne jeg godt bruge en smiley – gerne en der kunne illustrere  ironien bag det som jeg har skrevet).

Jeg har trænet foran fjernsynet til “baller af stål” med Charlotte Bircow – kan du se det for dig? Pinligt hvis naboerne kigger ind af vinduerne.

Jeg har også forsøgt mig med at købe et sjippetov, som jeg kunne bruge i stuen, når drengene var lagt i seng. Jeg havde fundet et oversigt over, at hvis jeg hoppede 3 gange om ugen i fem minutter i den første uge, og næste uge øgede træningen til 5 1/2 min ad gangen og så videre, så ville jeg til sidst kunne hoppe i 20 min 4-7 gange om ugen, når jeg når til uge 20 – og der var ikke den ting det ikke var godt for – jeg tror jeg nåede op på 5 min, så det blev heller ikke til noget, fordi det var for besværligt at klæde om for 5 min og jeg var forøvrigt også for træt.

Eller da jeg lavede hoppeprogram på trampolinen.

Sidste år kom jeg rent faktisk i gang med at lave noget, jeg begyndte til træning et sted hvor jeg kunne melde mig til alle mulige hold på de tidspunkter som passede ind i vores liv.

Der var forskellige slags Yoga, tai chi, som også indeholdte qui gon, der var passusego og cirkeltræning. Jeg var afsted til 3 hold om ugen og ofte mere, og derudover fik jeg lyst til at løbe.

Desværre blev tilbuddet lukket ned i den form det var og åbnet et andet sted, hvor der ikke var styr på tingene, og det ovenikøbet blev betragteligt dyrere, og siden da har jeg ikke været i gang med noget – det gad jeg ikke.

Det er jo ikke fordi min form er så dårlig – jeg cykler på arbejdet og bevæger mig i løbet af dagen, mit BMI ligger ca. midt i normalområdet, men min form kunne sagtens være bedre – både den ene og den anden form,

…jeg bliver bare ikke motiveret af, at komme først, længst og hurtigst, og jeg gider ikke træne, til jeg kaster op. 

Men måske skal der heller ikke så meget til?

DR´s udsendelse “Lægen flytter ind”  besøger lægen en dame som er flyttet på plejehjem for et år siden. Hun kan ikke gå 50 meter uden at holde fire pauser hvor hun falder sammen over rollatoren og er helt forpustet.  Med få lette øvelser og tiltag i hverdagen ender hun med 4 uger senere at have fået 1/2 kg mere muskelmasse og hun kan tage turen uden stop og i et pænt tempo og hun er gladere, og når hun er gladere får hun også lyst til at være mere social deltage i flere ting som gjorde hende i bedre form.

Det er jo ikke fordi jeg vil sammeligne mig med en ældre dame på plejehjem, men princippet i de små tiltag kan være god.

Det er den omvendte tragt.

Hvis man fylder for mange ting i entragt på én gang stopper den til og så kommer der sket ikke noget ud af den:

Den omvendte tragt betyder, at jeg vender tingene lidt på hovedet. Jeg skal ikke tænke stort (hvertfald ikke i første omgang), jeg skal tænke på de små ting, som jeg får gjort i hverdagen.

Fokus på én ting ad gangen giver større sandsynlighed for at tingen kommer igennem:

Lige nu har jeg 2 håndvægte liggende på køkkenbordet, som jeg laver øvelser med når jeg går forbi, for at få styrke i min ryg.

Jeg har fået ny cykel, så nu cykler jeg på arbejdet hver dag, og jeg snupper også cyklen hvis jeg bare lige skal hente et par liter mælk, eller som i går da jeg hentede pensionisttasken ned fra loftet for at gå i Lidl for at lave de ugentlige indkøb.

Jeg og min mand går ofte en aftentur, når drengene er puttet – der får man også nogle gode snakke, det er win-win på flere niveauer.

Jeg ville gerne løbe, lave Yoga, cirkeltræning osv.  det nytter bare heller ikke at blive irriteret over alt det, som jeg ikke får lavet, når jeg kan glæde mig over det, som jeg rent faktisk allerede får gjort, og ikke sætte baren for højt

Hvem siger at vi alle sammen skal deltage i ultraløb eller have fuldført et marathon.

Endnu engang handler det for mig om at finde balancen for mig.