“Sommerfugleeffekten”

I torsdags pakkede vi bilen og kørte til et sommerhus tæt på Ebeltoft. Der skulle vi være i påsken sammen med en del af familien.

En af dagene gik turen til Mols Bjerge – et fantastisk smukt sted. Der er så mange smukke steder i Danmark – jeg bliver gang på gang betaget af, at vi i et så lille land, kan opleve så stor forskellighed i naturen.

I Mols Bjerge bliver områderne naturplejet af kvæg og heste, for at skabe bedre vilkår for blandt andet sommerfugle.

Vi så da også en masse sommerfugle – ”Okkergul Pletvinge” hed de. De fløj fra blomst til blomst, og var ret hurtige, så de var bestemt ikke lette at fotografere, derfor har jeg fundet et billede, som jeg tror er sådan en.

Da jeg gik der i ”Bjergene”, og kiggede på sommerfugle, kom jeg til at tænke på, et lille notat, jeg har siddende på et træ på min hylde:

”Edward Norton Lorenz – Sommerfugleeffekten”   

Edward Norton Lorenz var en amerikansk meteorolog og matematiker, som fremsatte en kaosteori, som han beskrev under et foredrag med et udsagn:

”Et lille vingeslag fra en sommerfugl i Brasilien, kan forårsage en tornado i Texas.”

Den teori har fulgt mig, siden jeg læste om det første  gang. Den giver mig lidt ro, når jeg bliver bekymret over f.eks. miljøproblemerne. Den giver mig oplevelsen af, at jeg også har en betydning – om end den er lille i den store globale sammenhæng.

Men jeg tror på at det betyder noget når jeg:

  • sortere mit affald.
  • fryser en runken tomat, og bruger den næste gang jeg laver tomatsuppe.
  • spiser mindre kød og bruger alle rester
  • kører på sommerferie i Holland i stedet for at flyve til London.
  • skriver det her indlæg omkring sommerfugleeffekten, og hvis der er bare én person, som læser det og gør sig nogle tanker om, hvad de kan gøre for at mindske deres CO2 udslip i det daglige, så har jeg gjort en (ja – indrømmet) LILLE effekt for miljøet, men dog en effekt.

I forhold til min uddannelse til coach og det at starte en virksomhed op, har jeg lært, at det er vigtigt, at jeg tager det første skridt, for at nå mine mål.

Måske ændre målene sig hen ad vejen, fordi jeg gør endnu et vingeslag og ændre retning, men…..

…hvis jeg ingenting gør, så kommer jeg aldrig afsted.

Det kunne f.eks være, at jeg har lavet mine visitkort, selvom jeg ikke ved hvad mit logo skal være endnu, fordi:

Det er bedre lave et ”vingeslag” og komme afsted – tænk hvad det kan føre med sig.

Den vildeste “rejse”

En sommerdag i juni sidste år, steg jeg på toget med kriller i maven.

Jeg havde meldt mig til en introaften til en coachuddannelse i Sofias Hus på Frederiksberg i København.

Det, at jeg havde fået taget mig sammen til at melde mig til og bestille togbilletter, og at jeg oven i købet gjorde det helt alene – og skulle afsted alene, fortalte mig, at det var ret vigtigtig for mig.

Inden aftenen var omme, havde jeg truffet en beslutning om, at det blev jeg nødt til at gå efter, og her sidder jeg mindre end et år efter og er certificeret coach.

På det halve år er der sket så mange ting i mig, som gør at jeg står stærkere i mig selv

Jeg har været “helt nede i kælderen” og “helt oppe at flyve”

Det har været fedt, svært, gjort ondt, været lærerigt, givende og meget, meget mere end det.

På sidste modul blev alle brikkerne samlet – det hele faldt på plads.

Jeg havde hele uddannelsen igennem været bange for ikke at få brugt den, når jeg blev fædig, for jeg var ikke sikker på at jeg havde modet til at blive selvstændig.

Nu har jeg oprettet CVR nr. og hjemmeside er godt på vej. Om lidt bestiller jeg telefonnr. til virksomheden, og så er det ellers bare igang.

Jeg kan stadig næsten ikke tro det – det er for vildt!

Røsnæs, Tolkien og den hemmelig verden

En kølig lørdag i januar, var jeg ude at gå en tur med en veninde.

Vi havde lånt min svigerfar sommerhus, som ligger på Røsnæs i nogle meget smukke omgivelser.

Egentlig kunne vi bare være blevet hjemme hos mig, for jeg var alene hjemme. Min mand og vores drenge var i Østrig på skiferie, og skulle være afsted i 10 dage, men der er noget særligt ved at pakke bilen og køre et helt andet sted hen, det er ligesom en mental kasse uden alle de forstyrrende elementer fra hverdagen.

Vi sad oppe den halve nat og fik vendt stort og små, så da vi endelig vågnede lørdag formiddag efter en god – og lidt sen morgenmad, tog vi varmt tøj på og begav os ud i det kølige, let overskyet vintervejr.

Turen vi gik, var den samme, som jeg plejer at gå med familien, når vi besøger svigerfar og hans kone i sommerhuset. Ned til stranden – om sommeren for at bade, og på de mere kølige dage, kaster vi bare sten i vandet. Det plejer at være enormt hyggeligt. Jeg elsker at gå turen, og vi får snakket en masse, mens drengene og deres kusiner løber i forvejen, eller snakker mindst lige så meget som os voksne.

Vi plejer at sige at det er et smukt område – og det er det, men den morgen sammen med min veninde, så jeg pludselig området med helt andre øjne.

Stien vi følger går igennem et område, som bliver naturplejet af dyr. For at komme derind skal vi igennem en låge.

Denne dag åbnede lågen op til en helt eventyrlig verden.

Lågen til den magiske verden

Vi befandt os pludselig i et Tolkien univers, hvor vi næsten forventede at møde Frodo, Elevere, orker, trolde og det så ud som om, den onde Saurons fæstning lå ude i det fjerne lige derude ved Kalundborg fjord.

Træerne var bevokset med efeu – grønne på stammen, og de nøgne grene så helt uhyggelige ud op mod vinterhimlen.

Efeu og nøgne grene

Stien, som vi gik på, bugtede sig, og det var lige pludselig spændende, hvad der befandt sig rundt om det næste sving – ville vi møde kæmpe-edderkopperne, eller ville træerne pludselig trække deres rødder op vise sig som Enterene fra Ringenes Herre.

Hvad gemmer sig derude?

Deroppe ad stien, som bugtede sig imellem træerne, kunne vi se lyset forude. Vi spurgte hinanden, hvad fremtiden mon byder sig derude i lyset.

Jeg har set og nydt det fantastiske område tidligere, men jeg havde aldrig ”set” området på samme måde, som jeg så det den morgen i januar. Der var pludselig kommet flere dimensioner og anskuelse i min oplevelse.

Forskellen var roen og inspirationen fra et andet menneske, men nok også at min tilgang til tingene har ændret sig, og så er det spændende, at dele ting fra sit liv, med et menneske som har en anderledes tilgang til tingene.

Vi læser begge til coach, og har valgt hver vores retning, som passer rigtig godt til hver vores tilgang til livet. Vi er ret forskellige, men fordi vi respektere og lytter til hinanden, er det med til at åbne vores syn på tingene, og måske er det lige netop derfor jeg oplevede turen så anderledes den dag – fordi jeg gik sammen med et menneske, som inspirerede mig til at anskue tingene lidt på hovedet, i forhold til hvad jeg plejer.

Denne kølige morgen, på en sti på Røsnæs, løftede jeg blikket, skruede tempoet ned, og så lidt længere ud, end bare lige der hvor jeg sætter foden.

Hvem ved hvilke muligheder der så kan åbne sig for mig, hvis jeg bare gør det i hverdagen? Er der andre ”hemmelige” verdener, som vil åbne sig for mig?

Status over 2018

De sidste 12 år har jeg lavet et årsbrev, som opsumere hvad året har budt på af oplevelser, for vores famile. Jeg er lige blevet færdig med dette års årsbrev, og 2018 har været det vildeste år at tænke tilbage på.

Den første store forandring var, at jeg har fået har fået min mand “hjem”.

Det har han sådan set hele tiden været, han har bare arbejdet rigtig, rigtig meget de sidste mange år, og alt den tid jeg har kendt ham, har han arbejdet aften og weekender.

Nu har han fri hver aften og hver weekend – og telefonen har slet ikke ringet med arbejdsrelaterede opkald hele julen -det er fantastisk.

I starten må jeg indrømme at det var lidt svært “at finde sig selv”. Når jeg kom hjem fra arbejdet var tingene gjort – eller der var dage hvor jeg ikke skule sørge for aftensmad, så sagde min mand til mig, at så kunne jeg bare gøre noget for mig selv, men det eneste der skete var, at jeg blev rastløs, fordi jeg ikke vidste, hvad det så skulle være. Det gik hele foråret med.

(Læs også: http://orkideerogrod.dk/tid-i-overskud/)

Så kom den næste store forandring.Det var egentlig ikke en forandring, for det har altid været sådan, men nu blev der sat ord på: “vores søn har asberger”

(Læs også: http://orkideerogrod.dk/nu-mor-til-dreng-med-asberger/)

Han har altid været vores orkidé-dreng – et barn, som havde brug for lidt mere ro og overskuelighed, men ellers en glad, fjollet, meget intelligent, elskelig, kærlig og empatisk dreng – som psykiateren sagde, da vi fik svaret: “Han er jo stadig jeres Gustav, som I kender ham”. Det har hun jo ret i.

Det er meget godt, at vi har fået lidt mere specifikt at vide, hvad det er, han har af udfordringer, for de har vist sig tydeligt efter sommerferien. Det som er svært for vores dreng er at “læse” de signaler, som vi allesammen udsender i vores kommunikation med andre. Han kan ikke “læse mellem linierne” og ironi eller sarkasme er svært.

Derudover kommer der alle de udfordringer, som opstår i forbindelse med pubertet og hormoner. Flirt og små signaler er ikke et sprog han taler.

Kravene til at kunne arbejde i grupper og på eget initiativ stiger – endnu en udfordring, dels det sociale og dels den del der handler om at strukturere opgaverne .

Alle de udfordringer har resulteret i, han ikke kan have fuldt skoleskema, og han kan ikke altid gå i skole, fordi “hans batterier” er flade.

Tredje store udfordring er selvvalgt: Coachuddannelse.

Jeg har i mange år gået med en drøm om at læse til coach. Jeg vidste, at jeg gik ind til noget, som ville kræve noget energi, men det har været svært at forstå – hvor meget.

Uddannelsen arbejder i 2 plan. Dels er der teknikken, som vi skal lære, og så er der den indre udvikling. Der er virkelig kommet nogle erkendelser, som har gjort ondt og været svære. Jeg har været igennem en masse følelser: overraskelse, vrede, frustration, lettelse, frihed, lethed, lethed, lethed ……

Og alting bliver lettere, men jeg får fyldt så meget på, at mit hoved til tider føles som om, at det er ved at eksplodere.

Jeg har til tider været bekymret for, om jeg måske er ved at blive lidt små-dement, fordi jeg har haft svært ved at huske selv helt enkle ting, men jeg er også noget frem til den konklussion, at den mængde af ny viden, som trods alt sidder fast, nok ikke var blevet derinde, hvis det var tilfældet. Jeg tænker at min hjerne nok bare på lidt overarbejde lige nu.

Jeg elsker det, og jeg elsker når jeg coacher – særligt lige det øjeblik, hvor det menneske som jeg coacher, får en erkendelse og en aha-oplevelse, det kan give helt gåsehud. Jeg glæder mig til jeg bliver færdig til marts, selvom jeg ved, at det ikke er slut der – jeg er nødt til at lære mere.

Læs også: http://orkideerogrod.dk/naeste-stop-paa-rejsen/

og: http://orkideerogrod.dk/jeg-goer-det-sgu/

Mine ønsker for 2019

Det har været et travlt 2018, og særlig efteråret har, udover at have været booket med mange aftaler, også været mentalt booket, så jeg håber, at kunne sætte farten lidt ned, så jeg ikke føler, at jeg halser bagefter.

Jeg tror på, at jeg bliver mere afklaret omkring mange ting i mit liv – vi går med nogle tanker og ideer omkring, hvad vi vil prioriterer i fremtiden – måske kommer der mere om det i det nye år.

Jeg håber at jeg får plads til at være mere kreativ og måske finde mig en hobby.

Et håb for 2019 er at vi får flere opevelser med vores venner – det kan vi nemlig godt gøre lidt bedre, da 2018 har været et “fyldt” år, har vi i perioder været lidt mere os selv.

Så glæder jeg mig til at sidde her om et år og kigge tilbage på 2019 og se hvor jeg så befinder mig

Godt Nytår

Næste stop på rejsen

 

Søndag aften – efterårsferien er ved at være nået til vejs ende og hverdagen går i gang igen – eller næsten hverdagen, for jeg ser frem til en uge, som er lidt anderledes end de fleste.

Jeg skal på mit andet modul af min coachuddannelsen. Det betyder en uge med 3 lange dag i København.

“Lange” i denne forbindelse, skal bestemt ikke høres med en negativ klang.

“Jeg glæder mig”

Det er det bedste, jeg længe har gjort for mig selv – at tilmelde mig coachuddannelsen.

Da vi startede på uddannelsen, fik vi flere gange at vide, at det er en rejse, som vi har begivet os ud på.

Jeg kender ikke den endelige destination, men jeg er sikker på at det var den rejse, med lige præcis den rejsebeskrivelse, jeg søgte, da jeg for lidt under et år siden lagde min første blogindlæg op på “Orkideer og rod” (læs mit indlæg “Mit lykkeprojekt”) – jeg ville finde ud af hvordan jeg kunne blive lykkeligere – selvom jeg ikke var ulykkelig.

Rejsen mod at finde det tror jeg er, at finde ud af hvad jeg brænder for. Finde det som definere mig som person, og ikke kun som mor, kone, søster datter….

Jeg søger efter, lige præcis det jeg gerne vil huskes og kendes for som person. Jeg søger det, som giver mig glæde, som udmønter sig i mere energi og overskud, så jeg derved bliver en endnu bedre mor, kone, søster, datter… og ANNE!

Jeg ved allerede én ting som gør mig glad.

Jeg bliver glad, når jeg øver mig i at coache!

På uddannelsen har vi set hvordan vores lærer coacher, og det øjeblik hvor klienten får en erkendelse af, hvad der skal til for at for at overkomme det, som er svært, er rummet ladet af en en energi som jeg ikke rigtig kan beskrive, men jeg mærker den.

Det VIL jeg også lære!!!

Og jeg øver mig, og det er ikke så let som det ser ud, men jeg kan mærke at jeg rykker mig for hver gang.

Udover – at det er en teknik vi lære, så rykker uddannelsen også ved den måde jeg ser og tænker på og om mig selv.

Lige så stille begynder jeg, at sætte spørgsmålstegn ved de negative ting jeg kan finde på at sige til mig selv, og den tvivl jeg har – om jeg nu også kan klare det? Er jeg god nok? Er jeg vigtig nok for nogen? 

Det handler jo ikke om at jeg ikke har nogen mennesker i mit liv som ser mig som vigtig, det ved jeg, at jeg har – det fortæller de mig! Det handler om den dybe indre fornemmelse af at være god nok.

Jeg har lært, at når jeg føler mig trådt på eller ikke respekteret, så handler det ofte om at jeg ikke har været tydelig nok omkring mig selv, fordi jeg ikke har defineret for mig selv hvem jeg er – men det er jeg godt på vej hen imod,  og hvor jeg lige ender, når jeg til marts forhåbentlig står  med mit certfikat og bevis på, at jeg er coach, det ved jeg ikke med sikkerhed endnu, men en ting er sikker, jeg vil ikke være helt den samme person.

– jeg vil være meget mere Anne