“Sommerfugleeffekten”

I torsdags pakkede vi bilen og kørte til et sommerhus tæt på Ebeltoft. Der skulle vi være i påsken sammen med en del af familien.

En af dagene gik turen til Mols Bjerge – et fantastisk smukt sted. Der er så mange smukke steder i Danmark – jeg bliver gang på gang betaget af, at vi i et så lille land, kan opleve så stor forskellighed i naturen.

I Mols Bjerge bliver områderne naturplejet af kvæg og heste, for at skabe bedre vilkår for blandt andet sommerfugle.

Vi så da også en masse sommerfugle – ”Okkergul Pletvinge” hed de. De fløj fra blomst til blomst, og var ret hurtige, så de var bestemt ikke lette at fotografere, derfor har jeg fundet et billede, som jeg tror er sådan en.

Da jeg gik der i ”Bjergene”, og kiggede på sommerfugle, kom jeg til at tænke på, et lille notat, jeg har siddende på et træ på min hylde:

”Edward Norton Lorenz – Sommerfugleeffekten”   

Edward Norton Lorenz var en amerikansk meteorolog og matematiker, som fremsatte en kaosteori, som han beskrev under et foredrag med et udsagn:

”Et lille vingeslag fra en sommerfugl i Brasilien, kan forårsage en tornado i Texas.”

Den teori har fulgt mig, siden jeg læste om det første  gang. Den giver mig lidt ro, når jeg bliver bekymret over f.eks. miljøproblemerne. Den giver mig oplevelsen af, at jeg også har en betydning – om end den er lille i den store globale sammenhæng.

Men jeg tror på at det betyder noget når jeg:

  • sortere mit affald.
  • fryser en runken tomat, og bruger den næste gang jeg laver tomatsuppe.
  • spiser mindre kød og bruger alle rester
  • kører på sommerferie i Holland i stedet for at flyve til London.
  • skriver det her indlæg omkring sommerfugleeffekten, og hvis der er bare én person, som læser det og gør sig nogle tanker om, hvad de kan gøre for at mindske deres CO2 udslip i det daglige, så har jeg gjort en (ja – indrømmet) LILLE effekt for miljøet, men dog en effekt.

I forhold til min uddannelse til coach og det at starte en virksomhed op, har jeg lært, at det er vigtigt, at jeg tager det første skridt, for at nå mine mål.

Måske ændre målene sig hen ad vejen, fordi jeg gør endnu et vingeslag og ændre retning, men…..

…hvis jeg ingenting gør, så kommer jeg aldrig afsted.

Det kunne f.eks være, at jeg har lavet mine visitkort, selvom jeg ikke ved hvad mit logo skal være endnu, fordi:

Det er bedre lave et ”vingeslag” og komme afsted – tænk hvad det kan føre med sig.

Forår

….ny start, fra vintertid til sommertid, av i hele kroppen, oprydning, duft og fuglekvidren, utålmodighed/tilstedeværelse i nuet.

Jeg elsker at bo i et land som Danmark – særligt når årstiderne skifter.

Jeg har ikke en yndlingsårtid, for alle årstiderne har sin egen ganske særlige værdi for mig.

Alle årstider kan noget forskelligt, og hver gang en ny årstid nærmer sig, længes jeg efter forandringen.

Jeg hører til de mennesker som elsker, når urene stilles til sommertid og vintertid. Omstillingen hjælper til at gøre overgangen til det nye tydligere.

Jeg elsker at det pludselig er længere lyst, ligesom jeg elsker, at vi pludselig kan hygge med sterinlys til aftensmaden – et sikkert tegn på at vinteren og julen nærmer sig.

Forår for mig betyder energien tilbage, lyst til at rydde op (og ud) og begyndelsen på noget nyt.

Duften af forår sidder et helt bestemt sted i næsen, og når fuglene samtidig kvidre på den der helt bestemte måde, så er det forår.

Da jeg gik til coach for nogle år siden, var jeg et sted, hvor jeg ikke rigtig kunne mærke noget som helst omkring mig. Min coach rådede mig til at gå nogle langsommelige ture og lægge mærke til mine omgivelser.

Det hele gik stærkt for mig på alle fronter, at jeg kun kunne høre mine egne fortravlede tanker – da jeg satte tempoet ned åbnede verdene sig for mig og jeg kunne mærke det hele igen.

I går havde jeg en dag i haven – egentlig ville jeg bare have ordnet indkørslen, men da jeg var i gang, så kom min store dreng ud og var med, så dels nåede jeg meget mere end jeg havde regnet med på kortere tid, og så er det bare sådan med mig at når jeg er i haven, så tænker jeg: “Jeg ku’ da også lige…..”

Det er så her at mit “av- av” kommer ind, for hold nu op hvor er jeg øm i hele skroget, men det høre med.

Forår betyder også en ny begyndelse. I år er det mit firma, der er i opstarten, jeg glæder mig over at være i den proces og finde ud af hvor den fører mig hen, i løbet af året og gennem alle årstiderne.

Jeg havde glædet mig til at kunne lave en masse i forhold til det i weekenden, men der kom et lille “Forår” i vejen og med forårsarbejde i haven, fulgte en spændingshovedpine, som klistrede min seng på ryggen af mig, så jeg må huske på de ord som underviserne på coachuddannelsen sagde til os hele tiden under uddannelsen:

“Husk, du er lige der hvor du skal være”.

Det er en god sætning at have med sig, specielt i foråret hvor jeg godt kan føle utålmodighed i forhold til at det nye jeg gerne vil sætte i værk, så jeg vil have et mantra i disse dage – hvor utålmodigheden fylder mig:

“Jeg er lige der, hvor jeg skal være!”

Nyd foråret – vær i det! Måske får du øje på muligheder, du ikke har set før.

Røsnæs, Tolkien og den hemmelig verden

En kølig lørdag i januar, var jeg ude at gå en tur med en veninde.

Vi havde lånt min svigerfar sommerhus, som ligger på Røsnæs i nogle meget smukke omgivelser.

Egentlig kunne vi bare være blevet hjemme hos mig, for jeg var alene hjemme. Min mand og vores drenge var i Østrig på skiferie, og skulle være afsted i 10 dage, men der er noget særligt ved at pakke bilen og køre et helt andet sted hen, det er ligesom en mental kasse uden alle de forstyrrende elementer fra hverdagen.

Vi sad oppe den halve nat og fik vendt stort og små, så da vi endelig vågnede lørdag formiddag efter en god – og lidt sen morgenmad, tog vi varmt tøj på og begav os ud i det kølige, let overskyet vintervejr.

Turen vi gik, var den samme, som jeg plejer at gå med familien, når vi besøger svigerfar og hans kone i sommerhuset. Ned til stranden – om sommeren for at bade, og på de mere kølige dage, kaster vi bare sten i vandet. Det plejer at være enormt hyggeligt. Jeg elsker at gå turen, og vi får snakket en masse, mens drengene og deres kusiner løber i forvejen, eller snakker mindst lige så meget som os voksne.

Vi plejer at sige at det er et smukt område – og det er det, men den morgen sammen med min veninde, så jeg pludselig området med helt andre øjne.

Stien vi følger går igennem et område, som bliver naturplejet af dyr. For at komme derind skal vi igennem en låge.

Denne dag åbnede lågen op til en helt eventyrlig verden.

Lågen til den magiske verden

Vi befandt os pludselig i et Tolkien univers, hvor vi næsten forventede at møde Frodo, Elevere, orker, trolde og det så ud som om, den onde Saurons fæstning lå ude i det fjerne lige derude ved Kalundborg fjord.

Træerne var bevokset med efeu – grønne på stammen, og de nøgne grene så helt uhyggelige ud op mod vinterhimlen.

Efeu og nøgne grene

Stien, som vi gik på, bugtede sig, og det var lige pludselig spændende, hvad der befandt sig rundt om det næste sving – ville vi møde kæmpe-edderkopperne, eller ville træerne pludselig trække deres rødder op vise sig som Enterene fra Ringenes Herre.

Hvad gemmer sig derude?

Deroppe ad stien, som bugtede sig imellem træerne, kunne vi se lyset forude. Vi spurgte hinanden, hvad fremtiden mon byder sig derude i lyset.

Jeg har set og nydt det fantastiske område tidligere, men jeg havde aldrig ”set” området på samme måde, som jeg så det den morgen i januar. Der var pludselig kommet flere dimensioner og anskuelse i min oplevelse.

Forskellen var roen og inspirationen fra et andet menneske, men nok også at min tilgang til tingene har ændret sig, og så er det spændende, at dele ting fra sit liv, med et menneske som har en anderledes tilgang til tingene.

Vi læser begge til coach, og har valgt hver vores retning, som passer rigtig godt til hver vores tilgang til livet. Vi er ret forskellige, men fordi vi respektere og lytter til hinanden, er det med til at åbne vores syn på tingene, og måske er det lige netop derfor jeg oplevede turen så anderledes den dag – fordi jeg gik sammen med et menneske, som inspirerede mig til at anskue tingene lidt på hovedet, i forhold til hvad jeg plejer.

Denne kølige morgen, på en sti på Røsnæs, løftede jeg blikket, skruede tempoet ned, og så lidt længere ud, end bare lige der hvor jeg sætter foden.

Hvem ved hvilke muligheder der så kan åbne sig for mig, hvis jeg bare gør det i hverdagen? Er der andre ”hemmelige” verdener, som vil åbne sig for mig?

Status over 2018

De sidste 12 år har jeg lavet et årsbrev, som opsumere hvad året har budt på af oplevelser, for vores famile. Jeg er lige blevet færdig med dette års årsbrev, og 2018 har været det vildeste år at tænke tilbage på.

Den første store forandring var, at jeg har fået har fået min mand “hjem”.

Det har han sådan set hele tiden været, han har bare arbejdet rigtig, rigtig meget de sidste mange år, og alt den tid jeg har kendt ham, har han arbejdet aften og weekender.

Nu har han fri hver aften og hver weekend – og telefonen har slet ikke ringet med arbejdsrelaterede opkald hele julen -det er fantastisk.

I starten må jeg indrømme at det var lidt svært “at finde sig selv”. Når jeg kom hjem fra arbejdet var tingene gjort – eller der var dage hvor jeg ikke skule sørge for aftensmad, så sagde min mand til mig, at så kunne jeg bare gøre noget for mig selv, men det eneste der skete var, at jeg blev rastløs, fordi jeg ikke vidste, hvad det så skulle være. Det gik hele foråret med.

(Læs også: http://orkideerogrod.dk/tid-i-overskud/)

Så kom den næste store forandring.Det var egentlig ikke en forandring, for det har altid været sådan, men nu blev der sat ord på: “vores søn har asberger”

(Læs også: http://orkideerogrod.dk/nu-mor-til-dreng-med-asberger/)

Han har altid været vores orkidé-dreng – et barn, som havde brug for lidt mere ro og overskuelighed, men ellers en glad, fjollet, meget intelligent, elskelig, kærlig og empatisk dreng – som psykiateren sagde, da vi fik svaret: “Han er jo stadig jeres Gustav, som I kender ham”. Det har hun jo ret i.

Det er meget godt, at vi har fået lidt mere specifikt at vide, hvad det er, han har af udfordringer, for de har vist sig tydeligt efter sommerferien. Det som er svært for vores dreng er at “læse” de signaler, som vi allesammen udsender i vores kommunikation med andre. Han kan ikke “læse mellem linierne” og ironi eller sarkasme er svært.

Derudover kommer der alle de udfordringer, som opstår i forbindelse med pubertet og hormoner. Flirt og små signaler er ikke et sprog han taler.

Kravene til at kunne arbejde i grupper og på eget initiativ stiger – endnu en udfordring, dels det sociale og dels den del der handler om at strukturere opgaverne .

Alle de udfordringer har resulteret i, han ikke kan have fuldt skoleskema, og han kan ikke altid gå i skole, fordi “hans batterier” er flade.

Tredje store udfordring er selvvalgt: Coachuddannelse.

Jeg har i mange år gået med en drøm om at læse til coach. Jeg vidste, at jeg gik ind til noget, som ville kræve noget energi, men det har været svært at forstå – hvor meget.

Uddannelsen arbejder i 2 plan. Dels er der teknikken, som vi skal lære, og så er der den indre udvikling. Der er virkelig kommet nogle erkendelser, som har gjort ondt og været svære. Jeg har været igennem en masse følelser: overraskelse, vrede, frustration, lettelse, frihed, lethed, lethed, lethed ……

Og alting bliver lettere, men jeg får fyldt så meget på, at mit hoved til tider føles som om, at det er ved at eksplodere.

Jeg har til tider været bekymret for, om jeg måske er ved at blive lidt små-dement, fordi jeg har haft svært ved at huske selv helt enkle ting, men jeg er også noget frem til den konklussion, at den mængde af ny viden, som trods alt sidder fast, nok ikke var blevet derinde, hvis det var tilfældet. Jeg tænker at min hjerne nok bare på lidt overarbejde lige nu.

Jeg elsker det, og jeg elsker når jeg coacher – særligt lige det øjeblik, hvor det menneske som jeg coacher, får en erkendelse og en aha-oplevelse, det kan give helt gåsehud. Jeg glæder mig til jeg bliver færdig til marts, selvom jeg ved, at det ikke er slut der – jeg er nødt til at lære mere.

Læs også: http://orkideerogrod.dk/naeste-stop-paa-rejsen/

og: http://orkideerogrod.dk/jeg-goer-det-sgu/

Mine ønsker for 2019

Det har været et travlt 2018, og særlig efteråret har, udover at have været booket med mange aftaler, også været mentalt booket, så jeg håber, at kunne sætte farten lidt ned, så jeg ikke føler, at jeg halser bagefter.

Jeg tror på, at jeg bliver mere afklaret omkring mange ting i mit liv – vi går med nogle tanker og ideer omkring, hvad vi vil prioriterer i fremtiden – måske kommer der mere om det i det nye år.

Jeg håber at jeg får plads til at være mere kreativ og måske finde mig en hobby.

Et håb for 2019 er at vi får flere opevelser med vores venner – det kan vi nemlig godt gøre lidt bedre, da 2018 har været et “fyldt” år, har vi i perioder været lidt mere os selv.

Så glæder jeg mig til at sidde her om et år og kigge tilbage på 2019 og se hvor jeg så befinder mig

Godt Nytår

Jeg gør det sgu!

 

KLIK” – så er der godkendt i netbanken.

Om lige under 4 uger hopper jeg på toget første gang og kører til København, for jeg skal på “skolebænken” igen – en drøm går i opfyldelse.

I begyndelsen vidste jeg ikke engang, at det var en drøm.

Det lille “frø” blev plantet af en kollega, og det fik næring hver gang jeg mødte et menneske, som uafhængigt af alle de andre kom med samme indfald.

I flere år turde jeg ikke engang sige det højt til andre end mig selv.

Endelig fik jeg taget mod til at fortælle det, nærmest som en indskudt sætning, til en rigtig god veninde…

…og hun grinede ikke engang af mig (selvfølgelig gjorde hun ikke det!)

Efterhånden fik jeg sagt det højt til andre, som heller ikke grinede af min store drøm.

Jeg tager en Coach-uddannelse

Jeg aner ikke, hvor den tager mig hen i livet, men jeg ved, at jeg glæder mig.

Jeg glæder mig til, at blive klogere på mig selv, og på at afprøve om det er den vej jeg skal.

Som et skridt på vejen, har jeg “tygget” mig igennem “bjerge” af bøger, jeg har ryddet ud i mine ting og mine tanker, og så har jeg lavet min blog, som jeg bruger til refleksion og mental oprydning.

Først og fremmest skriver jeg for mig selv, men når folk kommenterer og kommer med deres input, så bliver jeg glad, fordi jeg har skubbet til noget i nogen.

Jeg tror at drømmen har været der i mange år, men jeg har ikke turde åbne den “boks” – lidt ligesom pandoras æske – bange for at når først den er åben, så kan den ikke lukkes igen – da min kollega første gang nævnte det, så var tanken sluppet løs. Nu ønsker jeg ikke at lukke boksen igen.

Der har været mange undskyldninger – det økonomiske! Hvad skal jeg bruge det til bagefter? Kan jeg finde ud af af det? Har jeg overskuddet?

Lige nu tænker jeg, at jeg skal finde svarende på vejen.

Tidligere tænkte jeg mig selv, som en der går både med livrem og seler, en som ikke tager chancer og er modig, en som ikke tør kaste sig ud i “eventyr”.

Jeg gør det sgu!

Ferie, ferie, ferie….

 

Jeg elsker at holde ferie med min mand og børn.

Artiklerne i diverse aviser og ugebladene fortæller ofte, at statistikkerne viser, at skilsmisseprocenten stiger, og  parterapeuterne har højsæson ved ferietid.

For os har ferierne altid været der, hvor vi lader op og kommer tættere på hinanden igen, efter en travl hverdag.

Når det er sagt, så:

…..elsker jeg også at være helt alene hjemme, og gerne flere dage ad gangen.

For nogle år siden, var jeg ved at “brænde lidt ud” i hverdagen, jeg tror jeg sagde noget i retning af at:

“Jeg er ved at blive vanvittig af, at have børn omkring mig hele tiden”

Det kræver nok lige en forklaring, for det var jo ikke fordi at jeg ikke elskede mine børn, jeg var bare meget alene med dem, fordi min mand arbejdede meget, mens børnene var små.

Det betød at jeg afleverede børn på vej på arbejdet, og hentede dem igen på vej hjem. Jeg havde dem med ude at handle, når jeg lavede mad, når jeg gik på toilettet bankede de på døren eller var med derude – de var altid der hvor jeg var.

Hvis jeg havde 5 øre for hver gang jeg hørte ordet “Mor”

Til orientering:

“Mor-ordet” kan både bruges i starten og slutningen af en sætning – oftest bruges det begge steder.

I  virkeligheden skulle jeg hellere have sagt:

“Jeg har brug for tid til mig selv”

Det at være mor er det vigtigste i mit liv, når alt, kommer til alt, har jeg fuldstændig styr på mine prioriteter – børnene kommer først.

Nogle gange er jeg bare nødt til at prioriterer mig selv først, for at kunne “give” til mine børn, lidt ligesom, man selv skal tage iltmasken på, inden man hjælper andre ved trykfald i en flykabine.

Min søde mand” satte iltmasken på mig”.

Iltmasken betød i dette tilfælde, at han ville sørge for morgenmad til drengene, hver morgen, mens jeg gjorde mig klar på badeværelset, det betød et kvarter for mig slev – hver morgen. Ingen børn som hev i mig og og ingen stress – en rolig start på dagen.

Det lyder ikke af meget, men det kvarter gjorde underværker.

Jeg fandt ud af vigtigheden i, at skabe små oaser, hvor jeg bare var mig selv, og at det er ok at prioritere sådan, fordi det til alles bedste.

Det var i forlængelse afdet at jeg fik indført mine faste café-besøg med min veninde (læs om det i mit indlæg om “Voksentid”)

I denne uge var min mand og store søn afsted på spejderlejr og mine 2 yngste tog afsted til mormor og moster, det betød ren ferie for mig – mandag til fredag helt alene. Jeg var godt nok på arbejdet, men når jeg kørte hjem derfra så var der bare mig selv, så jeg skal ikke hjem og lave den store aftensmad, og der skal kun laves madpakke til mig selv – Fantastisk!!!

Jeg har fået lavet praktiske opgave og krydset opgaver af på “listen”, oset rundt i butikkerne, haft sociale aftaler – både de på forhånd aftalte, og de impulsive, bl.a en spontant opstået snak lige midt i Bilka med en gammel klassekammerat, vi snakkede sammen i 1 ½ time  – det var bare så hyggeligt, og så har jeg slappet af med lidt Netflix.

Batteriet er ladet op igen.

Nu sidder jeg på terrassen – hele familien er samlet igen, jeg har hentet drengene hos moster og mormor i går og de 2 spejdere kom hjem lige før aftensmaden, så nu er familien, som jeg helst vil ha’ det, det meste af tiden – samlet.

Jeg gør det sgu – snart

 

Er der en dybere mening med det som vi gør?

Det er et lidt større filosofisk spørgsmål, som jeg har stillet mig selv i den sidste tid.

Jeg har i mange år været af den overbevisning, at jeg blev pædagog, fordi jeg blev presset til at vælge uddannelse på det tidpunkt, som jeg gjorde.

Jeg var ikke parat til at tage stilling til mit videre liv, og da jeg arbejdede, som medhjælper i et fritidshjem, var det meget nærliggende, at vælge lige netop den uddannelse.

At jeg startede på den uddannelse var første skridt på vejen, til at finde ud af hvem jeg selv er. Uddannelsen lærte mig at stå frem, og turde stå ved det, som jeg tror på.

Det kunne en anden uddannelse sikkert også have gjort – jeg tror at al uddannelse er med til at udvikle og definere dig som menneske, men at jeg havnede på netop den hylde, er bare så heldigt i forhold til, at skulle takle de udfordringer, som vi møder lige nu i forhold til vores søn, som har Asberger læs også “Nu mor til dreng med Asberger”

Det giver så meget mening i det store billede

Jeg tog selv beslutningen om at søge ind som pædagog, det kan jeg ikke give andre “skylden for”.

Jeg sagde ikke fra og sagde “Jeg vil noget andet, jeg ved bare ikke hvad”.

Jeg famler stadig lidt efter, hvem jeg er, hvis jeg bare får lov til at være “Anne”, som ikke gør ting, kun fordi jeg tror det forventes af mig.

Måske havde jeg aldrig fået en uddannelse, hvis jeg ikke var blevet presset til det og så havde jeg måske aldrig udviklet mig personligt, eller i hvertfald ikke i den grad som jeg gør nu – hvem ved? Og så er det jo en god ting at jeg kom i gang på det tidspunkt som jeg gjorde.

I forhold til mine drenge, synes jeg nogle gange, det kan være en udfordring at balancere mellem at bakke op om deres ønske og samtidig ikke presse så meget på, at de glemmer at mærke om de er på rette vej.

Sidste år flyttede 2 af mine drenge til en ny gymnastikklub. De gik der det meste af en sæson, inden den ene af mine drenge fortalte mig, at han ikke kunne lide at gå til gymnastik, der hvor han gjorde, fordi han følte sig udenfor. Da jeg spurgte ham hvorfor han ikke havde sagt noget før, svarede han: “Jamen jeg troede, at du syntes det var rigtig godt”, og så kunne jeg jo godt genkende mig selv tale meget rosende omkring den nye klub og dens trænere, og så havde han ikke turde sige noget – jeg ku’ ha’ bidt tungen af mig selv, men så fik vi en god snak om, at det er vigtigt at han tør sige tingene, på trods af min mening, og det som jeg giver udtryk for, for jeg har ikke nødvendigvis ret.

Jeg synes ellers, at jeg gør et stort nummer ud af at sige til dem, at om de bliver professor eller renovations-arbejder har ikke den store betydning for mig, bare de er glade for det, som de laver – det gælder også fritidsinteresser, fik vi så lige fastslået

Jeg øver mig i at holde af de kompetencer, som jeg har fået gennem årene, netop fordi jeg er god til at mærke hvad andre ønsker og forventer af mig, har jeg også en meget god radar, som fortæller mig hvordan andre har det, og jeg kan mærke stemninger i et rum.

Jeg ved at den jeg er i dag, og de valg jeg træffer i dag, træffer jeg på baggrund af den erfaring, jeg har med mig.

Jeg ville ikke kunne gå den sti jeg er på vej af nu, for 20 år siden – der havde jeg ikke været parat.

Der er noget nyt i vente i nærmeste fremtid, noget som kan hjælpe mig endnu mere på vej i min udvikling – en drøm som jeg har haft i flere år, men som jeg ikke har turde sige højt, og jeg glæder mig til at fortælle om det, når det hele falder mere på plads

Jeg føler mig klar til at tage springet!

Nu mor til dreng med Asperger

 

Vi har nu fået papirerne, som fortæller, at vi er forældre til et barn med autisme.

Vi vidste det godt et eller andet sted – vi havde selv nævnt ordet Asperger, før vi kom til psykiateren. Alligevel var det hårdt, at få papirerne og se det sort på hvidt -hold nu op jeg græd snot. Der er jo ingen forældre, der ønsker, at deres børn skal udfordres ud over det nødvendige,og på den anden side skal han jo stadig kæmpe med med det, nu ved vi bare hvad det er, vi skal arbejde med.

Det er en hel ny verden at sætte sine ben i. Pludselig skal man til at forholde sig til PPR, bevillinger, kurser og spørgsmål som “hvem er jeres sagsbehandler?” – “Øh, det ved jeg ikke”.

Lærer som siger “det kommer ikke helt bag på mig” og hvorfor har de så ikke handlet noget før? – Han går i 5. kl. Det er os selv, som har kontaktet egen læge og der igennem fået en henvisning til en børnepsykiater.

Allerede i børnehaven sagde vi, at der var noget, som ikke var, som det var med de 2 andre børn, der var det også os, som sagde at vi ville have gjort noget.

Der kom en meget dygtig ergoterapeut, som fortalte os, at han er sensitiv – hvilket han også er, det er nok også derfor at han ikke er “faldet igennem” før, fordi de tiltag, som man er nødt til at tage omkring et sensitivt barn, er nogle af de samme, som et barn med autisme har brug for, og ergoterapeuten var rigtig dygtig til at give os redskaber til at håndtere de udfordringer, som vores søn oplevede i sin hverdag.

Vi har brugt meget tid på at fortælle vidt og bredt at han er sensitiv, og hvad det betyder.

Han har brug for pauser og hans “kiksepakke” bliver hurtigere brugt op, i “Og barnets navn er” bliver “kiksepakken” forklaret.

Alt det har vi fortalt til lærerene, klassekammeraterne og forældrene i hans klasse – vi har ringet til forældrene hver gang, han har været involveret i episoder i klassen og forklaret, undskyldt og selvfølgelig fortalt, at vi tager hånd om der herhjemme også.

Det som vi hører er, at han fungere rigtig godt i sin klasse, “fordi de andre i klassen er gode til at tage hensyn til hans særlige behov”, det var faktisk denne udtalelse fra klasselæreren til en skole-hjem samtale, som for alvor fik sat gang i vores overvejelser om, at få udredt om der lå andet end hans sensitivitet til grund for hans udfordringer.

I hans videre færden, altså efter folkeskolen, kan det være svært at navigere i, hvis der ikke er en forklaring.

At få papirerne, som jo symbolisere diagnosen, har også været en lettelse, for det er samtidig en anerkendelse af, at vi ikke er curlingforældre, men at vi forsøger at gøre vores søns verden så overskuelig som muligt, og som psykiateren siger: “Vi er med til at sænke hans stress niveau”

Jeg har allerede fundet ud af at tingene ikke er så lette hele tiden, pludselig er man en del af hele den snak om inklusion i folkeskolen – set fra den anden side med alt hvad det indebærer af nedskæringer mv.

Forhåbentlig får han nu den hjælp, som han har brug for, og vi har lige pludselig en anden tilgang, når der opstår konflikter mellem vores drenge, fordi vi havde nogle forventninger til, hvordan en dreng på 12 bør agere, men han er udfordret – ikke fordi han er uopdragen eller dårligt opdraget, han har bare brug for lidt ekstra hjælp til at “læse” de sociale interaktioner, som han indgår i, og når hans brødre ved det, er deres “snor” også lidt længere – det mærker vi allerede.

Heldigvis har vi en fantastisk, humoristisk, imødekommende, charmerende veltalende dreng, som tilfældigvis også har et handicap, og er det ikke sådan at de fleste af os har nogle udfordringer af den ene eller anden slags – det er mangfoldigheden der gør livet spændenede.

Han er vores orkidé-dreng og vil altid være det, han bliver til den smukkeste blomst, hvis vi sørger for de rette vilkår. Hvis du ikke allerede har læst om orkidé-børn, kan du læse om dem i mit blogindlæg “Og barnets navn er”

Når jeg bli’r gammel….

 

….vil jeg sidde på en bænk, der hvor havet slår ind over molen.

Jeg går og filosofere lidt over ordene i Gnags gamle sang. Jeg tænker over, hvordan jeg gerne vil se tilbage på mit liv, når jeg sidder der på molen og ser havet slår ind.

Når jeg bli’r gammel – så vil jeg…

…se tilbage på et liv fyldt med mine børn, børnebørn og måske oldebørn – holde min dør åben og altid være der for dem.

…sidde på terrassen og grine hjerteligt sammen med min mand, ligesom min søde naboer gør det.

…have de mennesker omkring mig, som holder af mig, for den jeg er, og det jeg står for.

…være kendt for at stå fast på mine værdier og mit menneskesyn.

…være kendt som en person, som er dygtigt til det, som jeg vælger at lave.

…ikke ende som Violet Vinter – danselærerinden i Matador, en bitter kvinde som er ondskabsfuld ved alle i sine omgivelser, fordi hun ikke har opnået det i livet som hun gerne ville (min egen frie fortolkning).

…ikke være til belastning for mine nærmeste, og fokusere på de gode ting i livet

Når jeg kigger på de ting jeg har skrevet ned, er det tankevækkende, at det som jeg bruger energi på lige for tiden, er ting som i det samlede billede, synes som små ubetydelige detaljer, men som i nuet er så store, at man ikke kan se en hånd foran sig.

Som jeg også har skrevet på et opslag på instagram, så er jeg lige nu ved at skrive 101 drømme ned for mit liv.

Det skal være en dynamisk liste som jeg kan tage frem og redigere i en gang i mellem, det kan være med til at hold fokus på målet – selvom der står ting i vejen for udsynet.

Punkterne på listen er ikke kun store forkromede mål, det er også ting som:

  • “Holde en tøseaften med god mad og snak til langt ud på natten” – ligesom min 40 års fødselsdag, men der behøver ikke være en lejlighed at fejre.
  • Jeg vil også gerne bygge et miljørigtigt hus – det ligger nok lidt længere ude i fremtiden, som når drengene er flyttet hjemmefra, men det er der.
  • “Stille” weekend på Nekselø sammen med min mand.
  • Komme på retreat.
  • Få min egen computer.
  • Finde en hobby

Det er både store og små ting – lige nu har jeg 43 mål og er gået i stå der.

Hvilke drømme har du??

Mindmap versus tankeroderi

 

Det står lidt stille med at lave indlæg for tiden. Det er ikke fordi lysten til at dele, eller idéerne ikke er der.

Jeg har mange tanker, som jeg tænker andre vil kunne genkende, jeg tror bare jeg mangler overblikket, måske skal jeg lave mig et mindmap.

Jeg elsker mindmaps!

Til dem som ikke aner hvad jeg taler om, så er det er det en måde at lave en brainstorm på, det handler det om at få alle mulige og umulige tanker ned på papir på en overskueligmåde – også de tanker som man ikke vidste man havde, men som dukker op i processen, fordi man lader sig inspirere undervejs.

Jeg bliver for det meste mere afklaret, og jeg får åbnet nogle “døre” som jeg ikke havde set før.

Når du laver et mindmap starter du med at skrive et ord på midten af et stykke papir, og så laver du en streg ud til et nyt ord, som tager udgangspunkt i de tanker som du har om det ord – eller emne, som der står på midten. Du kan enten skrive et nyt ord, som fører videre derfra eller flytte dig tilbage til udgangspunktet, bare med en ny vinkel. Nogle gange kan det være nødvendigt at klistre et nyt stykke papir på, for at få plads til alle ordene.

Det er dig som sætter ordene på, og som bestemmer sammenhængen og ordene – altså et et kort over dine tanker – et mindmap!

Lyder det forvirrende??

Herunder kan du se et eksempel på hvordan et et mindmap kunne se ud.

For mig giver det altid mening at lave et mindmap for at skabe overblik og kunne prioritere sine idéer, tanker eller sågar sit liv.

Jeg  havde engang en kollega, som uden nogen bestemt anledning gav mig en gave. Det var et “træ” i metal, på det træ kan man sætte små rammer på med magnet. I rammerne har jeg citater og billeder. Min kollega var kommet til at tænke mig og mine mindmaps da hun så det.

Jeg tænker at tiden er til, at jeg snart må lave mig et nyt, og få overblikket tilbage.