Jeg gør det sgu!

 

KLIK” – så er der godkendt i netbanken.

Om lige under 4 uger hopper jeg på toget første gang og kører til København, for jeg skal på “skolebænken” igen – en drøm går i opfyldelse.

I begyndelsen vidste jeg ikke engang, at det var en drøm.

Det lille “frø” blev plantet af en kollega, og det fik næring hver gang jeg mødte et menneske, som uafhængigt af alle de andre kom med samme indfald.

I flere år turde jeg ikke engang sige det højt til andre end mig selv.

Endelig fik jeg taget mod til at fortælle det, nærmest som en indskudt sætning, til en rigtig god veninde…

…og hun grinede ikke engang af mig (selvfølgelig gjorde hun ikke det!)

Efterhånden fik jeg sagt det højt til andre, som heller ikke grinede af min store drøm.

Jeg tager en Coach-uddannelse

Jeg aner ikke, hvor den tager mig hen i livet, men jeg ved, at jeg glæder mig.

Jeg glæder mig til, at blive klogere på mig selv, og på at afprøve om det er den vej jeg skal.

Som et skridt på vejen, har jeg “tygget” mig igennem “bjerge” af bøger, jeg har ryddet ud i mine ting og mine tanker, og så har jeg lavet min blog, som jeg bruger til refleksion og mental oprydning.

Først og fremmest skriver jeg for mig selv, men når folk kommenterer og kommer med deres input, så bliver jeg glad, fordi jeg har skubbet til noget i nogen.

Jeg tror at drømmen har været der i mange år, men jeg har ikke turde åbne den “boks” – lidt ligesom pandoras æske – bange for at når først den er åben, så kan den ikke lukkes igen – da min kollega første gang nævnte det, så var tanken sluppet løs. Nu ønsker jeg ikke at lukke boksen igen.

Der har været mange undskyldninger – det økonomiske! Hvad skal jeg bruge det til bagefter? Kan jeg finde ud af af det? Har jeg overskuddet?

Lige nu tænker jeg, at jeg skal finde svarende på vejen.

Tidligere tænkte jeg mig selv, som en der går både med livrem og seler, en som ikke tager chancer og er modig, en som ikke tør kaste sig ud i “eventyr”.

Jeg gør det sgu!

Ferie, ferie, ferie….

 

Jeg elsker at holde ferie med min mand og børn.

Artiklerne i diverse aviser og ugebladene fortæller ofte, at statistikkerne viser, at skilsmisseprocenten stiger, og  parterapeuterne har højsæson ved ferietid.

For os har ferierne altid været der, hvor vi lader op og kommer tættere på hinanden igen, efter en travl hverdag.

Når det er sagt, så:

…..elsker jeg også at være helt alene hjemme, og gerne flere dage ad gangen.

For nogle år siden, var jeg ved at “brænde lidt ud” i hverdagen, jeg tror jeg sagde noget i retning af at:

“Jeg er ved at blive vanvittig af, at have børn omkring mig hele tiden”

Det kræver nok lige en forklaring, for det var jo ikke fordi at jeg ikke elskede mine børn, jeg var bare meget alene med dem, fordi min mand arbejdede meget, mens børnene var små.

Det betød at jeg afleverede børn på vej på arbejdet, og hentede dem igen på vej hjem. Jeg havde dem med ude at handle, når jeg lavede mad, når jeg gik på toilettet bankede de på døren eller var med derude – de var altid der hvor jeg var.

Hvis jeg havde 5 øre for hver gang jeg hørte ordet “Mor”

Til orientering:

“Mor-ordet” kan både bruges i starten og slutningen af en sætning – oftest bruges det begge steder.

I  virkeligheden skulle jeg hellere have sagt:

“Jeg har brug for tid til mig selv”

Det at være mor er det vigtigste i mit liv, når alt, kommer til alt, har jeg fuldstændig styr på mine prioriteter – børnene kommer først.

Nogle gange er jeg bare nødt til at prioriterer mig selv først, for at kunne “give” til mine børn, lidt ligesom, man selv skal tage iltmasken på, inden man hjælper andre ved trykfald i en flykabine.

Min søde mand” satte iltmasken på mig”.

Iltmasken betød i dette tilfælde, at han ville sørge for morgenmad til drengene, hver morgen, mens jeg gjorde mig klar på badeværelset, det betød et kvarter for mig slev – hver morgen. Ingen børn som hev i mig og og ingen stress – en rolig start på dagen.

Det lyder ikke af meget, men det kvarter gjorde underværker.

Jeg fandt ud af vigtigheden i, at skabe små oaser, hvor jeg bare var mig selv, og at det er ok at prioritere sådan, fordi det til alles bedste.

Det var i forlængelse afdet at jeg fik indført mine faste café-besøg med min veninde (læs om det i mit indlæg om “Voksentid”)

I denne uge var min mand og store søn afsted på spejderlejr og mine 2 yngste tog afsted til mormor og moster, det betød ren ferie for mig – mandag til fredag helt alene. Jeg var godt nok på arbejdet, men når jeg kørte hjem derfra så var der bare mig selv, så jeg skal ikke hjem og lave den store aftensmad, og der skal kun laves madpakke til mig selv – Fantastisk!!!

Jeg har fået lavet praktiske opgave og krydset opgaver af på “listen”, oset rundt i butikkerne, haft sociale aftaler – både de på forhånd aftalte, og de impulsive, bl.a en spontant opstået snak lige midt i Bilka med en gammel klassekammerat, vi snakkede sammen i 1 ½ time  – det var bare så hyggeligt, og så har jeg slappet af med lidt Netflix.

Batteriet er ladet op igen.

Nu sidder jeg på terrassen – hele familien er samlet igen, jeg har hentet drengene hos moster og mormor i går og de 2 spejdere kom hjem lige før aftensmaden, så nu er familien, som jeg helst vil ha’ det, det meste af tiden – samlet.

Jeg gør det sgu – snart

 

Er der en dybere mening med det som vi gør?

Det er et lidt større filosofisk spørgsmål, som jeg har stillet mig selv i den sidste tid.

Jeg har i mange år været af den overbevisning, at jeg blev pædagog, fordi jeg blev presset til at vælge uddannelse på det tidpunkt, som jeg gjorde.

Jeg var ikke parat til at tage stilling til mit videre liv, og da jeg arbejdede, som medhjælper i et fritidshjem, var det meget nærliggende, at vælge lige netop den uddannelse.

At jeg startede på den uddannelse var første skridt på vejen, til at finde ud af hvem jeg selv er. Uddannelsen lærte mig at stå frem, og turde stå ved det, som jeg tror på.

Det kunne en anden uddannelse sikkert også have gjort – jeg tror at al uddannelse er med til at udvikle og definere dig som menneske, men at jeg havnede på netop den hylde, er bare så heldigt i forhold til, at skulle takle de udfordringer, som vi møder lige nu i forhold til vores søn, som har Asberger læs også “Nu mor til dreng med Asberger”

Det giver så meget mening i det store billede

Jeg tog selv beslutningen om at søge ind som pædagog, det kan jeg ikke give andre “skylden for”.

Jeg sagde ikke fra og sagde “Jeg vil noget andet, jeg ved bare ikke hvad”.

Jeg famler stadig lidt efter, hvem jeg er, hvis jeg bare får lov til at være “Anne”, som ikke gør ting, kun fordi jeg tror det forventes af mig.

Måske havde jeg aldrig fået en uddannelse, hvis jeg ikke var blevet presset til det og så havde jeg måske aldrig udviklet mig personligt, eller i hvertfald ikke i den grad som jeg gør nu – hvem ved? Og så er det jo en god ting at jeg kom i gang på det tidspunkt som jeg gjorde.

I forhold til mine drenge, synes jeg nogle gange, det kan være en udfordring at balancere mellem at bakke op om deres ønske og samtidig ikke presse så meget på, at de glemmer at mærke om de er på rette vej.

Sidste år flyttede 2 af mine drenge til en ny gymnastikklub. De gik der det meste af en sæson, inden den ene af mine drenge fortalte mig, at han ikke kunne lide at gå til gymnastik, der hvor han gjorde, fordi han følte sig udenfor. Da jeg spurgte ham hvorfor han ikke havde sagt noget før, svarede han: “Jamen jeg troede, at du syntes det var rigtig godt”, og så kunne jeg jo godt genkende mig selv tale meget rosende omkring den nye klub og dens trænere, og så havde han ikke turde sige noget – jeg ku’ ha’ bidt tungen af mig selv, men så fik vi en god snak om, at det er vigtigt at han tør sige tingene, på trods af min mening, og det som jeg giver udtryk for, for jeg har ikke nødvendigvis ret.

Jeg synes ellers, at jeg gør et stort nummer ud af at sige til dem, at om de bliver professor eller renovations-arbejder har ikke den store betydning for mig, bare de er glade for det, som de laver – det gælder også fritidsinteresser, fik vi så lige fastslået

Jeg øver mig i at holde af de kompetencer, som jeg har fået gennem årene, netop fordi jeg er god til at mærke hvad andre ønsker og forventer af mig, har jeg også en meget god radar, som fortæller mig hvordan andre har det, og jeg kan mærke stemninger i et rum.

Jeg ved at den jeg er i dag, og de valg jeg træffer i dag, træffer jeg på baggrund af den erfaring, jeg har med mig.

Jeg ville ikke kunne gå den sti jeg er på vej af nu, for 20 år siden – der havde jeg ikke været parat.

Der er noget nyt i vente i nærmeste fremtid, noget som kan hjælpe mig endnu mere på vej i min udvikling – en drøm som jeg har haft i flere år, men som jeg ikke har turde sige højt, og jeg glæder mig til at fortælle om det, når det hele falder mere på plads

Jeg føler mig klar til at tage springet!

Nu mor til dreng med Asberger

 

Vi har nu fået papirerne, som fortæller, at vi er forældre til et barn med autisme.

Vi vidste det godt et eller andet sted – vi havde selv nævnt ordet Asperger, før vi kom til psykiateren. Alligevel var det hårdt, at få papirerne og se det sort på hvidt -hold nu op jeg græd snot. Der er jo ingen forældre, der ønsker, at deres børn skal udfordres ud over det nødvendige,og på den anden side skal han jo stadig kæmpe med med det, nu ved vi bare hvad det er, vi skal arbejde med.

Det er en hel ny verden at sætte sine ben i. Pludselig skal man til at forholde sig til PPR, bevillinger, kurser og spørgsmål som “hvem er jeres sagsbehandler?” – “Øh, det ved jeg ikke”.

Lærer som siger “det kommer ikke helt bag på mig” og hvorfor har de så ikke handlet noget før? – Han går i 5. kl. Det er os selv, som har kontaktet egen læge og der igennem fået en henvisning til en børnepsykiater.

Allerede i børnehaven sagde vi, at der var noget, som ikke var, som det var med de 2 andre børn, der var det også os, som sagde at vi ville have gjort noget.

Der kom en meget dygtig ergoterapeut, som fortalte os, at han er sensitiv – hvilket han også er, det er nok også derfor at han ikke er “faldet igennem” før, fordi de tiltag, som man er nødt til at tage omkring et sensitivt barn, er nogle af de samme, som et barn med autisme har brug for, og ergoterapeuten var rigtig dygtig til at give os redskaber til at håndtere de udfordringer, som vores søn oplevede i sin hverdag.

Vi har brugt meget tid på at fortælle vidt og bredt at han er sensitiv, og hvad det betyder.

Han har brug for pauser og hans “kiksepakke” bliver hurtigere brugt op, i “Og barnets navn er” bliver “kiksepakken” forklaret.

Alt det har vi fortalt til lærerene, klassekammeraterne og forældrene i hans klasse – vi har ringet til forældrene hver gang, han har været involveret i episoder i klassen og forklaret, undskyldt og selvfølgelig fortalt, at vi tager hånd om der herhjemme også.

Det som vi hører er, at han fungere rigtig godt i sin klasse, “fordi de andre i klassen er gode til at tage hensyn til hans særlige behov”, det var faktisk denne udtalelse fra klasselæreren til en skole-hjem samtale, som for alvor fik sat gang i vores overvejelser om, at få udredt om der lå andet end hans sensitivitet til grund for hans udfordringer.

I hans videre færden, altså efter folkeskolen, kan det være svært at navigere i, hvis der ikke er en forklaring.

At få papirerne, som jo symbolisere diagnosen, har også været en lettelse, for det er samtidig en anerkendelse af, at vi ikke er curlingforældre, men at vi forsøger at gøre vores søns verden så overskuelig som muligt, og som psykiateren siger: “Vi er med til at sænke hans stress niveau”

Jeg har allerede fundet ud af at tingene ikke er så lette hele tiden, pludselig er man en del af hele den snak om inklusion i folkeskolen – set fra den anden side med alt hvad det indebærer af nedskæringer mv.

Forhåbentlig får han nu den hjælp, som han har brug for, og vi har lige pludselig en anden tilgang, når der opstår konflikter mellem vores drenge, fordi vi havde nogle forventninger til, hvordan en dreng på 12 bør agere, men han er udfordret – ikke fordi han er uopdragen eller dårligt opdraget, han har bare brug for lidt ekstra hjælp til at “læse” de sociale interaktioner, som han indgår i, og når hans brødre ved det, er deres “snor” også lidt længere – det mærker vi allerede.

Heldigvis har vi en fantastisk, humoristisk, imødekommende, charmerende veltalende dreng, som tilfældigvis også har et handicap, og er det ikke sådan at de fleste af os har nogle udfordringer af den ene eller anden slags – det er mangfoldigheden der gør livet spændenede.

Han er vores orkidé-dreng og vil altid være det, han bliver til den smukkeste blomst, hvis vi sørger for de rette vilkår. Hvis du ikke allerede har læst om orkidé-børn, kan du læse om dem i mit blogindlæg “Og barnets navn er”

Når jeg bli’r gammel….

 

….vil jeg sidde på en bænk, der hvor havet slår ind over molen.

Jeg går og filosofere lidt over ordene i Gnags gamle sang. Jeg tænker over, hvordan jeg gerne vil se tilbage på mit liv, når jeg sidder der på molen og ser havet slår ind.

Når jeg bli’r gammel – så vil jeg…

…se tilbage på et liv fyldt med mine børn, børnebørn og måske oldebørn – holde min dør åben og altid være der for dem.

…sidde på terrassen og grine hjerteligt sammen med min mand, ligesom min søde naboer gør det.

…have de mennesker omkring mig, som holder af mig, for den jeg er, og det jeg står for.

…være kendt for at stå fast på mine værdier og mit menneskesyn.

…være kendt som en person, som er dygtigt til det, som jeg vælger at lave.

…ikke ende som Violet Vinter – danselærerinden i Matador, en bitter kvinde som er ondskabsfuld ved alle i sine omgivelser, fordi hun ikke har opnået det i livet som hun gerne ville (min egen frie fortolkning).

…ikke være til belastning for mine nærmeste, og fokusere på de gode ting i livet

Når jeg kigger på de ting jeg har skrevet ned, er det tankevækkende, at det som jeg bruger energi på lige for tiden, er ting som i det samlede billede, synes som små ubetydelige detaljer, men som i nuet er så store, at man ikke kan se en hånd foran sig.

Som jeg også har skrevet på et opslag på instagram, så er jeg lige nu ved at skrive 101 drømme ned for mit liv.

Det skal være en dynamisk liste som jeg kan tage frem og redigere i en gang i mellem, det kan være med til at hold fokus på målet – selvom der står ting i vejen for udsynet.

Punkterne på listen er ikke kun store forkromede mål, det er også ting som:

  • “Holde en tøseaften med god mad og snak til langt ud på natten” – ligesom min 40 års fødselsdag, men der behøver ikke være en lejlighed at fejre.
  • Jeg vil også gerne bygge et miljørigtigt hus – det ligger nok lidt længere ude i fremtiden, som når drengene er flyttet hjemmefra, men det er der.
  • “Stille” weekend på Nekselø sammen med min mand.
  • Komme på retreat.
  • Få min egen computer.
  • Finde en hobby

Det er både store og små ting – lige nu har jeg 43 mål og er gået i stå der.

Hvilke mål har du??

Mindmap versus tankeroderi

 

Det står lidt stille med at lave indlæg for tiden. Det er ikke fordi lysten til at dele, eller idéerne ikke er der.

Jeg har mange tanker, som jeg tænker andre vil kunne genkende, jeg tror bare jeg mangler overblikket, måske skal jeg lave mig et mindmap.

Jeg elsker mindmaps!

Til dem som ikke aner hvad jeg taler om, så er det er det en måde at lave en brainstorm på, det handler det om at få alle mulige og umulige tanker ned på papir på en overskueligmåde – også de tanker som man ikke vidste man havde, men som dukker op i processen, fordi man lader sig inspirere undervejs.

Jeg bliver for det meste mere afklaret, og jeg får åbnet nogle “døre” som jeg ikke havde set før.

Når du laver et mindmap starter du med at skrive et ord på midten af et stykke papir, og så laver du en streg ud til et nyt ord, som tager udgangspunkt i de tanker som du har om det ord – eller emne, som der står på midten. Du kan enten skrive et nyt ord, som fører videre derfra eller flytte dig tilbage til udgangspunktet, bare med en ny vinkel. Nogle gange kan det være nødvendigt at klistre et nyt stykke papir på, for at få plads til alle ordene.

Det er dig som sætter ordene på, og som bestemmer sammenhængen og ordene – altså et et kort over dine tanker – et mindmap!

Lyder det forvirrende??

Herunder kan du se et eksempel på hvordan et et mindmap kunne se ud.

For mig giver det altid mening at lave et mindmap for at skabe overblik og kunne prioritere sine idéer, tanker eller sågar sit liv.

Jeg  havde engang en kollega, som uden nogen bestemt anledning gav mig en gave. Det var et “træ” i metal, på det træ kan man sætte små rammer på med magnet. I rammerne har jeg citater og billeder. Min kollega var kommet til at tænke mig og mine mindmaps da hun så det.

Jeg tænker at tiden er til, at jeg snart må lave mig et nyt, og få overblikket tilbage.

En hård opbremsning

 

Da jeg startede med at skrive på dette indlæg for 2 uger siden, var det med en noget anden indfaldsvinkel.

Det handlede om forår, energi og nypudsede vinduer

Det handlede om, hvor glad det gjorde mig, at slippe af med vinterens snavs, og at jeg faktisk godt kan li’ at pudse vinduer, fordi det er så tydeligt hvor langt man når – det er yderst tilfredsstillende.

Jeg skrev kort om Feng Shui og hvad teorierne siger om, hvor vigtigt det er, at energierne kan flyde frit igennem vinduerne –  jeg ved ikke rigtig, hvad jeg skal tro og det, men  ihvertfald var jeg helt høj på rene vinduer både inde og ude. Jeg gik glad i seng onsdag aften, med mod på flere forårsopgaver næste dag, men sådan skulle det ikke gå.

Kl. 05.54 ringer min telefon på natbordet – og den plejer ikke at ringe på den tid af døgnet. Det var min søster, som ringede og fortalte at vores mor var blevet indlagt akut.

I første omgang tænkte jeg at jeg skal bare se hende og sige hej, og så kunne jeg køre på arbejdet og komme igen senere, så jeg ringede til mit arbejde og sagde at jeg nok kom en lille smule for sent, for jeg skulle lige se til min mor, -sådan kom det heller ikke til at gå.

Jeg kan huske at jeg gik ind på stuen, hvor hun lå, og så gik tiden i stå. Der lå min mor og kæmpede for sit liv, med slanger i næse, mund og hals, og de talte om at hun stadig ikke var stabil.

Gassen gik af ballonen!

En rigtig god talemåde som levende beskriver den fornemmelse jeg stod med – alt blev sat “Stand By”, energien forsvandt  og “foråret blev slukket”.

Heldigvis er min mor en fighter. Hun har overrasket alle de læger hun er stødt på, med hvor hurtigt hun er kommet på højkant igen og efter 1½ uge kunne jeg hente hende på sygehuset og kører hende hjem igen til hunden, som har ventet på hende med længsel, og nu “klistre” til hende hvor hun går, fordi den godt kan mærke, at hun ikke er hundrede procent på toppen endnu. Ddet tager tid at komme ovenpå igen, når man har være helt derude hvor hun har.

Nu er “maskineriet” snart oppe at kører igen – både min mors og og mit.

De små forårsprojekter kan påbegyndes igen, dog med den lille parentes, at jeg håber jeg bliver bedre til at prioritere det vigtige, som da jeg fik den pludselige indskydelse, at lave pandekager til drengene når kom hjem fra spejder, så kunne vi samles rundt om bordet, inden vi sagde godnat – jeg kan selvfølgelig ikke lave pandekager hver dag, men jeg kan finde de små huller hvor jeg bare “er her“, og helst sammen med dem som betyder noget for mig, og jeg ved fra min taknemmelighedskalender, at når dagen ender, og jeg skal sætte ord på det, som gør mig taknemmelig, er det ofte de helt små oplevelser med dem, der betyder noget for mig, som jeg husker og notere. Læs også: “Nytårsforsæt”

Håber at jeg også kan huske det, når hverdagen er igang igen, og køkkenet skal vaskes, græsset skal klippes, maden skal laves…….

Lidt royal har man vel lov til at være

 

Vi møder hver dag mange mennesker både “in real life” og som billeder. Nogle printer sig lettere ind i ens bevidsthed end andre, på den ene eller den anden måde.

Jeg læste på et tidspunkt om skyggebilleder- jeg kan ikke rigtig huske hvor det var, men det handle om at man i mødet med andre mennesker, skal prøve at forholde sig til, hvilke følelser de fremkalder i en.

Jeg synes det er rigtig interessant, når man møder et menneske, som på en eller anden måde tricker noget inde i mig, som ikke nødvendigvis er positivt.

Det er her, jeg finder ud af mine egen værdier og holdninger, hvis jeg skulle være i tvivl – det er her mine skyggesider bliver tydelige for mig, og sommetider finder jeg årsagen til min reaktion og måske opdager jeg at det er et meget interessant menneske, som jeg står overfor – en person som kan give mig en masse input.

I virkeligheden skal jeg se indad, og se på mig selv og min skyggeside.

Når det er positive følelser, prøver jeg at holde lidt fast i dem, det kan være et udtryk for nogle sidder i mig selv, som jeg er glad for eller noget jeg mig ønsker mere af.

Jeg studere den pågældende mere indgående, og prøver at overføre deres kompetencer til mig selv – jeg bruger det specielt i situationer, hvor jeg er lidt udfordret.

Jeg har mine helt egne rollemodeller som jeg hiver frem i forskellige situationer.

For eksempel så er en af mine rollemodeller Kronprinsesse Mary – det er jo ikke fordi jeg har lyst til at være kronprinsesse eller overtage hende opgaver, det passer nok også meget dårligt til den introverte person jeg er.

Det som jeg kan bruge fra hende, er hendes ro og værdige fremtoning, når hun indtager et rum. I virkeligheden handler det nok om grounding, jeg bruger det i situationer, hvor jeg skal være “på”.

På en eller anden måde er det lettere for mig at finde fornemmelsen frem indeni, når jeg har billeder på.

Det kan være både det indre og det ydre, som jeg søger inspiration til f.eks tøjstil, indretning eller “mod”.

Jeg har mine helt egne rollemodeller fra mine nærmeste omgivelser, som jeg spejler mig i og lærer af, afhængigt af situationen.

Prøv en gang at se dig omkring og studer dine nærmeste – måske finder du “guld”.

TID – i overskud?

 

Min kære mand har altid arbejdet meget, og specielt i de senere år. Det har betydet, at det er mig, som har taget sig af det meste herhjemme.

Vi har aftalt, at det skulle være sådan, og af samme grund gik jeg ned i tid  på mit arbejde.

Jeg har taget udfordringen op omkring det at få en hverdag til at hænge sammen, med fritidsaktiviteter, indkøb, madlavning, forældreråd og alt hvad der hører til et liv med børn.

Det har været nødvendigt at finde en model, som kunne hænge sådan sammen, at jeg kunne klare det hele selv, i de perioder hvor jeg var meget alene.

Det var faktisk først, da jeg tog beslutningen om, at jeg med min planlægning skulle kunne klare det selv,  at jeg fik ro i min hverdag, fordi i stedet for at være irriteret over at stå med tingene selv, så kunne jeg glæde mig over at være 2, når vi var fælles om tingene – det skaber positiv energi frem for negativ.

Jeg føler ikke at jeg har været overladt til mig selv, for min mand har altid været en del af alt det som skulle laves hverdagen – når han havde fri.

Selvom han først var kommet hjem sent om natten, er han altid stået op for at spise morgenmad med os, og sige farvel til drengene når de kørte i skole. Vi har været sammen om det projekt som hedder: “vores familie”

Jeg må da indrømme, at når jeg endnu engang, har været den som har stået alene med rengøring af huset, så har jeg ikke været den gladeste kone at komme hjem til.

Lige for tiden har min mand meget mere tid herhjemme. Det betyder, at når jeg kommer hjem fra arbejde, har han handlet ind, fundet på hvad vi skal have at spise og lavet mad, vasket tøj, malet paneler, og så er der ikke noget tilbage at lave for mig – og du skal ikke høre at jeg beklager mig – for det er dejligt (og lidt grænseoverskridende), at give slip på den kontrol, som jeg har holdt min hverdag sammen i flere år.

Dog har min mand bemærket, at jeg bliver rastløs når jeg kommer hjem, og når han spørger, hvorfor jeg har det sådan, så kan jeg kun svare, at jeg ikke ved, hvad jeg skal lave, fordi jeg føler det er forkert at sætte mig og lave noget jeg har lyst til – jeg er vant til at der altid er et eller andet som jeg burde lave (læs også “Lidt om ord”). Jeg er ikke vant til, at jeg kan lave noget – bare fordi!

Måske skulle jeg begynde at strikke eller sy igen, jeg kan læse eller … der er mange muligheder.

Jeg har i mange år nedprioriteret den del af mig, som hedder Anne, til fordel for den del som hedder mor.

Jeg har følt mig privilegeret over, at få lov til at være helt tæt på mine drenges hverdag og opvækst. Jeg ville ikke for noget i verdenen undvære det som jeg har fået, og vi har været enige om fordelingen langt hen ad vejen.

Nu skal jeg bare finde ud af at lave lidt mere plads til “Anne” – der er allerede sat gang i tankerne – humlebierne summer i mit hoved, denne gang på den gode måde (læs også “Humlebier på spil”)

Stille eftertænksomhed

 

Jeg har taget afsked med et familiemedlem i denne uge.

Til begravelsen talte præsten om, at sorgen aldrig bliver mindre, men mennesket som bærer sorgen bliver større – at vi udvikler os og bliver stærkere, når vi møder livet, med at hvad det indebærer af glæder og sorger.

Det ramte mig i forhold til tabet af min egen far, som jeg mistede for 4 år siden. Hans helbred havde igennem flere år været svingende. Jeg havde flere gange fornemmelsen af, at nu var det tid.

Da det skete, og far sagde farvel til livet, var det ubeskrivelig hårdt, og samtidig gik jeg igennem det med en følelse af at blive styrket – hvis jeg kunne klare det her, kunne jeg klare alt.

Det er ambivalente følelser, som jeg lige pludselig forstod betydningen af, da jeg sad der og lyttede til præsten ved begravelsen.

Min far popper stadig op i mine tanker og er nærværende i mit liv – jeg kan tænke på ham uden at blive helt vildt ked af det, men det betyder ikke at sorgen er blevet mindre, jeg er bare blevet større, som præsten sagde.

Tænk at der skulle gå 4 år, før jeg rigtig forstod.