Humlebier på spil

 

Selvom det ydre ikke roder, og der ER kommet styr på en masse ting, så kan hovedet alligevel godt være fyldt med “humlebier”, som – også selvom det ikke lige er sæson for de små fyre, summer og forstyrer.

Det er bare ikke bier, men tanker der flyver omkring:

Bzzzzzz!         Kan jeg……!          Bzzzzzz!       Hvad nu hvis….?         Bzzzzzz!  Har jeg styr på….?

De tingene som “summer” rundt i hovedet er nogle, som jeg synes er lidt svære at kaste mig ud i – kan jeg nu klare det?

Så skubber jeg dem foran mig, også selvom jeg skriver om at få ryddet ud i opgaverne, og få gjort noget ved dem, jeg er jo også bare et menneske.

Jeg kan rigtig godt lide humlebien, den for mig et symbol på, at man bare skal gøre tingene og kaste sig ud i det, uden at tænke for meget på, hvad der kan gå galt – Humlebi-syndromet:

Jeg ved ikke, at jeg ikke kan flyve, så jeg flyver.

I virkeligheden er det en sejlivet myte, at Humlebien ikke kan flyve.

Det var en tysk ekspert i aerodynamik tilbage i 1930’erne, som ikke havde taget højde for at humlebiens vinger var ru på overfladen og bøjelige – det er derfor de alligevel er i stand til at komme i  luften (jeg har været på google – og læst illustreret videnskab)

Jeg synes bare Humlebien et lidt sejere, når jeg tænker på humlebi-syndromet.

Jeg vil have humlebien i tankerne, og så få taget hul på nogle af de lidt sværere ting på min uskrevne to do-liste, måske de så bliver lidt mere stille i mit hoved.

Jeg ved ikke, at jeg ikke kan flyve, så jeg flyver.

Lidt om ord

 

Det er utroligt hvilken betydning ord har, for om vi får handlet på det, som vi går og drømmer om og tænker på.

Nu er jeg flere gange stødt på ordet “burde” i forskellige sammenhænge og samtaler med folk.

“Jeg burde også….”

Hvorfor er det så, at det ikke lige sker. jeg har fundet ud af at jeg i højere grad skal spørge mig selv, om det er vigtigt, og hvorfor det er vigtigt?

Jeg oplever at mange af mine “burde-opgaver” får mig til at lave overspringshandlinger.

Jeg har de første mange år af mit liv, har jeg forsøgt at please min omverden.

Derfor har jeg glemt, at mærke efter hvad jeg har lyst til, så jeg har ikke kunne mærke og definere mine egne drømme og ønsker.

  • jeg burde bage mine eget brød
  • jeg burde bage 5 slags småkager til jul
  • jeg burde rydde op hele tiden
  • jeg burde…………. og sådan kunne jeg blive ved

Jeg gjorde det, fordi det var det, som jeg troede, at der blev forventet af mig.

Nu er jeg mere afklaret med mig selv, og derfor kan jeg også lettere og hurtigere blive opmærksom på, om en burde-opgave er vigtigt for mig, så kan jeg også meget bedre handle på opgaven.

Hvis det viser sig at det er en vigtig opgave, så er det bare en opgave, som skal klares og jo hurtigere des bedre.

Hvis opgaven ikke er vigtigt, så kan det jo være, at den slet ikke er nødvendig.

Det handler om at få luet ud i alle overflødige opgave, så der er mere tid til det, det som virkelig betyder noget.

Nu er det jo ikke sådan at man bare kan skrotte en opgave fordi den ikke lige betyder noget for mig.

Jeg mener også, at jeg engang imellem må gøre noget, som har betydning for andre, uden at jeg nødvendigvis får noget ud af det.

Hvis jeg er opmærksom på, at jeg gør det for at glæde andre, så rammer det tilbage som en positiv boomerang – forskellen er nemlig, at jeg gør det for at glæde andre, ikke fordi jeg ønsker at andre skal kunne lide mig, fordi jeg gør noget for dem.

Et meget hverdagsagtigt eksempel kunne være at i mange år har min mand strøget alle sine skjorter selv – og det var mange, så en dag besluttede jeg, at stille mig med strygetøjet og stryge det hele, og jeg gjorde det fordi, jeg havde lyst til at hjælpe ham, ikke fordi jeg burde, da han kom hjem blev han rigtig glad – og det gav energi.

Jeg synes heller ikke altid at det er sjovt at lave madplaner og månedsindkøb, men det giver mig så meget mere overskud i det daglige at det prioriterer jeg og så er det lige pludselig ændret karakter til en vil-opgave. Læs også: Søndag aften – en ny uge i sigte!

Så er vi tilbage ved ordenes betydning. Jeg vil…… – det har pludselig meget mere energi.

Det handler om at tage kontrol over sit eget liv.

Nytårsforsæt

 

Så skriver vi 2018 – raketterne er fyret af og kransekagen er spist. Så er det tid til at starte på en frisk, det betyder for mange – nye vaner.

Jeg ved ikke, hvordan du har det med nytårsforsætter? Jeg selv er ikke overbevist om, at det er den bedste idé at lægge sit liv om i den mørkeste tid  på året, lige efter at alt julepynten er pillet ned, og vinterdepressionen er ved at sætte ind.

Ikke desto mindre har jeg besluttet, at jeg i det nye år – med start fra i dag, vil skrive en taknemmlighedskalender.

Jeg vil hver dag skrive et lille notat om en ting,  jeg har oplevet, som gjorde mig glad eller taknemmelig.

Da jeg skrev indlægget Mere om “to do” lister og EN ting ad gangen” opdagede jeg hvor glad det gjorde mig, at læse om de små ting, som jeg tidligere har skrevet i en taknemmelighedskalender – selvom det var flere år siden jeg havde oplevelsen.

Desværre fik jeg ikke holdt mig selv op på at fortsætte med kalenderen.

Dengang skrev jeg i en kalender, som jeg selv tegnede – det var hyggeligt             – men tidskrævende.

Måske er det derfor jeg stoppede, det skal være lige til at gå til, det vil sige at kalenderen skal ligge fremme og ikke kræve så meget arbejde.

Når den skal ligge fremme skal den også være flot at se på.

Nu har jeg dekoreret en spiralkalender, så må det komme an på en prøve om jeg får skrevet i den.

Det er endnu et forsøg på at få vendt fokus fra de negative ting, som ikke fungerer – til de positive som giver energi.

På indersiden af omslaget har jeg skrevet et enkelt personligt mål, som jeg måske fortæller om senere.

Det er vist det nærmeste jeg kommer et nytårsforsæt.

Tiden er noget underligt noget!

 

Tiden er noget underligt noget,

jeg har aldrig helt forstået,

hvad den egentlig er for noget.

(Poul Kjøller – Kaj og Andrea)

 

Jeg har altid undret mig over begrebet ”tid”

Rent teknisk hvorfor er tiden så inddelt som den er?

Johannes Møllehave skriver om tid i sin erindringsbog ”Det tabte sekund”. Der er et kapitel, som hedder ”Det tabte sekund” og der beskriver han hvorfor der er 60 minutter på en time og 60 sekunder på et minut.

Det går helt tilbage til Babylon. I Babylon arbejdede man med 60-talssytemet, det er en længere forklaring, som jeg egentligt godt kan huske, at jeg på et eller andet tidspunkt i mit skoleforløb, har hørt et eller andet om, det vil jeg ikke trætte jer med her– jeg fandt mit svar.

Johannes Møllehave fortæller i sin bog, at der står et atomdrevet ur i London, som måler tiden så nøjagtigt, at det kun taber et sekund pr. tusinde år- vildt!

Johannes fortæller at han godt kunne tænke sig det sekund, fordi han forestiller sig at det er et godt sekund.

Der kan nå at ske meget på bare et enkelt sekund, som kan ændre livets i både den ene og den anden retning, men han er overbevist om, at netop dette sekund er et godt sekund.

Desuden har han undersøgt, at der ikke er andre, som har gjort krav på det sekund, derfor kan han godt gøre det.

Johannes fortæller at han er vokset op i en managementtid, det vil sige en tid, hvor der er stor fokus på det at planlægge og udnytte sin tid mest optimalt både på jobbet og i sit privatliv, og det i en grad, så der kun er fokus på tidsmåling og planlægning, frem for kvaliteten af det som ligger i den tid man har. Sådan er det i hvert fald i den vestlige verden.

I bogen fortæller han også en lille anekdote om en ven, som får repareret sit ur i Afrika. urmageren glemmer at sætte sekundviseren på uret igen. Da vennen påpeger det, siger urmageren:

”I Afrika har vi ingen sekunder”

Det er et eget godt billede på den tilgang, man har på tid i de 2 verdener.

I min lille verden har jeg også meget fokus på tid.

Jeg startede med at befinde mig helt ovre i management-verdenen, hvor jeg skulle planlægge og have styr på alting, uden at have fokus på, hvad det er jeg fylder i mit liv.

Nu tænker jeg mere på, hvad jeg har lyst til, at fylde ind i den tid jeg er her, men også hvad jeg er nødt til at lave tid til – for sådan er livet selvfølgelig også!

Min mand så et program på DR1, som hedder ”Hjem til jul”, som blandt andet følger en familie med små børn, og moderen havde travlt og lavede en masse lister for at holde styr på det hele, så julen kunne blive ”rigtig”, og så sagde han:

”Jeg kom så’en til at tænke på dig for et par år siden”

Så bliver jeg helt glad, for det må jo betyde at jeg har fundet en lidt bedre balance.

Jeg undre mig nu stadig. Hvorfor går tiden hurtigere, når man har travlt, eller der er noget man skal nå? Og hvorfor snegler den sig afsted, når man keder sig, eller der er noget man glæder sig til? det handler jo ikke om noget teknisk men om en indre følelse – jeg mærker det tydeligst, når jeg tænker på, ugen mellem jul og nytår.

Når vi skal holde fest eller skal til fest har jeg ofte i god tid gjort mig nogle tanker om hvad der skal foregå? Hvad skal vi spise? Hvad tøj jeg skal have på? I det hele taget hvilke forberedelser der skal gøres?

Men lige præcis nytårsaften, er sådan en aften hvor forberedelserne først for alvor går i gang, når alle julearrangementerne er overstået – på én eller anden måde er tiden mellem jul og nytår længere – der er længe til nytår, selvom der lige nu kun er 4 dage til.

I kontrast til det, synes jeg, at tiden fra vi ser det første afsnit i julekalenderen den 1. december, og til vi når juleaften går lynhurtigt. Det er meget mystisk.

Tid er konkret og abstrakt på samme tid – det er nok også det der gør det så svært at sætte ord på, og derfor det fascinerer mig.

Tiden er noget underligt noget!

Julelykke

 

Jeg sidder lige nu og “slår mave”, efter at vi har været  til suppe hos min mor – gennemsigtigt suppe som yngste manden siger.

Det er efterhånden blevet en fast tradition, at min mor samler familien til gammeldags oksekødssuppe med hjemmelavet mel- og kødboller, bagefter får vi oksekød, kartofler og peberrodsovs. Det er i stedet for den helt store julefrokost.

Hm – jeg synes nu ikke, at jeg spiser meget mindre, men det er ikke helt så fed mad. 

I mange år var vi til julefrokost i min mands familie 1. juledag, og så var det befriende ikke også at skulle spise julemad 2. juledag.

Nogle år har vi været til både 3 og 4 julearrangementer i juledagene, det har været meget stressende – især med små børn, det var nok mest stressende for mig og 2 af drengene, fordi jeg og vi, har brug for at fordøje det hele hjemme i vores “hule”.

Det er jo smadder ærgerligt, at det hele skal presses sammen til kun at ligge i juledagene, for det er jo ikke fordi, at vi ikke har lyst til at se alle de mennesker, som jo også godt vil se os.

Julefrokosten 1. juledag er blevet lavet om til en sommerfest i stedet for, så nu er de hyggelige arrangementer fordelt over året, det kan jeg rigtig godt lide.

I stedet hos svigerfar en af de andre dage mellem jul og nytår, der er vi ikke så mange og det er helt stille og roligt. I år er det 3. juledag og her skal vi – i hvert fald i år, have  rigtig gammeldags julefrokost, og det glæder jeg mig til, for vi er ikke nået at blive trætte af julemad, og så vi har vi også lige nået at have juledag hjemme i vores “hule”.

Det har været en dejlig jul uden stress og råhygge helt igennem, kun et enkelt barn var lidt “oppe at køre” i hele gaveræset på selve juleaften, heldigvis kun mens gaverne blev fordelt og pakket ud, allerede dagen efter var han helt sig selv igen.

Der skal foregå så meget i juledagene – dejlige og hyggelige ting, men også ting, som gør oplevelserne meget kompakte. Det er meget ambivalent, fordi det jo betyder at vi har mennesker omkring os, som betyder noget for os, og vi betyder noget for dem.

Når der ikke er presset så mange aftaler ind, åbner det muligheder for helt nye og impulsive idéer, som da vi lillejuleaften inviterede naboerne til gløgg og en småkage juledag – helt uformelt og nede på jorden- og det blev SÅ hyggeligt.

Nu glæder jeg mig bare til en hyggelig dag hos svigerfar i morgen, forhåbentlig er maven klar til “en tur til” – måske skal jeg snart til at finde løbetøjet frem igen.

Outsourcing

 

Jeg sidder her en mandag aften i december, og kigger på at kalenderlyset brænder ned, mens jeg nyder at juleforberedelserne er ved at være klaret.

Jeg har ikke stresset i år, jeg har outsourtet flere af opgaverne til drengene, og så har jeg taget de andre opgaver lidt hen ad vejen – som jeg nu lige har haft lyst til, ingen store og lange “To do lister”. Læs også: “To do” lister og “EN ting ad gangen”

Jeg har rent faktisk en aften, hvor jeg kan gøre lige præcis det, som jeg har lyst til, så jeg vælger at skrive om det.

Outsourcing af opgaver har været vejen frem her i familien og en af grundene til at jeg har lidt tid til mig selv.

Outsourcing, udskillelse af en funktion eller aktivitet fra en virksomhed til en underleverandør. (Gyldendals – Den store danske)

Jeg blev træt af at skulle bede drengene om at gøre tingene mange gange før de blev gjort, så de 2 mindste har en seddel hængende på deres værelser med de daglige opgaver, som skal gøres hver dag. Det er opgaver som at smøre madpakke, pakke taske, fodre hamster, gå ud med vasketøj og læse 20 min.

Nu behøver jeg kun at sige: “Så er det tid til listen” – det sparer en masse konflikter, og jeg skal ikke bruge energien på at huske alle opgaverne hver dag.

Især min yngste har taget listen til sig og starter ofte på opgaverne, inden jeg når at sige noget-  det er win-win  for alle parter.

Jeg overvejer også, at lave en liste til den ældste, for han er blevet teenager, og selvom han er en meget fornuftig og selvstændigt tænkende dreng, så er der altså nogle ting, som smutter en gang imellem – det er hormonelt betinget.

Jeg elsker, at jeg har nogle drenge som hjælper til og viser initiativ også selvom det ikke altid går som forventet.

Den store satte vasketøj over, det resulterede i at en 30 graders vask ved en fejl blev sat i gang på et 60 program – heldigvis gik det ikke galt, men vi stod spændt foran vaskemaskinen da maskinen bippede og tøjet skulle hænges op.

Vi fik en lille snak om, at det er de fejl der sker, og det er super ærgerligt når det går galt, men på et eller andet tidspunkt i ens liv, skal den røde sok nok finde vej til den lyse vask – sådan er det jo.

Faktisk er det ikke så længe siden, at der her i huset blev vasket en ny selvlysende gul løbetrøje med alt det lyse tøj, og så kan man jo tænke: “Er det nu så galt?” Og JA det er det – der var et svagt selvlysende skær over alt det hvide tøj – så det kan gå galt for selv den rutinerede tøjvasker.

At drengene løser en masse opgaver selv i løbet af dagen, er ikke kommet fra den ene dag til anden.

Ofte starter det med at jeg sig til dem: “Nu skal I hører. Nu skal I til at………..”  det kunne være  at smøre deres madpakker selv, “……så det har vi fokus på det næste stykke tid”.

I starten glipper det ind i imellem, der er også nogle protester, og det kræver en del hjælp, men efter noget tid er det hverdag, og så kan vi finde noget nyt, de  selv kan klare.

“En ting ad gangen”

….det gælder også her, hvis nye rutiner skal indføres, og det skal ende ud med en succes.

Heldigvis har jeg også nogle drenge, som bare tager del i de daglige opgaver, som at dække bord og lave mad.

Jeg tror på at det er vigtig at give drengene opgaver og frihed til at løse dem, som de vil.

For eksempel hvis jeg beder dem om at lave en dressing, så er der ofte ikke opskrift at følge, så hopper de på hovedet i krydderiskuffen og så prøver de sig frem – udfaldet af det de når frem til, er som oftest rigtig godt.

I julemåneden sagde jeg til drengene, at hvis de ville have konfekt til jul, så måtte de selv i gang, det har de taget til sig – også på andre områder af juleforberedelserne.

Den yngste har lavet havregrynskuglerne i år, og han vil gerne smutte mandlerne til ris á la manden, for det synes han er ret sjovt.

Den mellemste har lavet brunkagedej, storproduceret julegaver til os allesammen og været med i byen flere gange når der skulle handles ind.

Den ældste har lavet karameller, pebermyntepastiller og er nu i gang med projekt “marcipan”.

Og mor blander sig ikke, og det frigiver en masse tid og overskud til andre ting.

Ja…. ok – det bliver måske ikke, som jeg havde tænkt – men det bliver faktisk bedre, for jeg har nogle drenge, som tager del i vores familieliv, de bliver anerkendt og respekteret for deres input – eller det er i hvert fald min tanke.

Min pointe er at jeg i mange år havde brug for at løse opgaverne selv, fordi det var vigtigt for mig at tingene blev som jeg gerne ville have dem og det så pænt ud, men det er ikke så vigtigt at gulerødderne blive skåret helt ens, eller at havregrynskuglerne er lige store – så er der nogle til enhver smag.

Når jeg giver slip på mit behov for kontrol, bliver tingene lettere fordi jeg kan outsource uden at blande mig, og det er da også sjovere for drengene at hjælpe til når der er en vis frihed til at løse opgaven, også kan jeg….

…..sidde her en mandag aften i december, og kigger på at kalenderlyset brænder ned, mens jeg nyder at juleforberedelserne er ved at være klaret.

 

Mere om “To do” lister og “EN ting ad gangen”

 

I min verden er der flere former for “to do” lister.

Da jeg startede til coach, lavede jeg rigtig mange. Jeg kalder dem for mine:

” Stress-lister”

En stress-liste er: “to do” lister uden filter.

Jeg skrev alt på listen- også de ting som egentlig bare var helt almindelige dagligdagsting eller opgaver som jeg allerede var i gang med at lave og hurtigt ville være færdig med, f.eks hvis jeg skulle tømme postkassen, så skrev jeg det på listen, gik ud for at tømme den med det samme, og så stregede jeg det igen, for nu var det gjort, det var nærmest en besættelse at have så mange ting som muligt på min liste.

Det gjorde jeg ud fra den overbevisning, at det var tilfredsstillende at sætte streg over alle de færdige ting – fuldstændig spild af god energi.

Det resulterede i en overfyldt og uoverskuelig liste, som mentalt drænede mig for energi, hver gang jeg tog den frem. Jeg nåede aldrig at strege alle opgaverne, og til sidst begyndte jeg på en ny liste. Listerne endte med at blive en stress-faktor i stedet for den hjælp de egentlig var tænkt til. De var i virkeligheden et billed på det kaos, som jeg havde indeni.

Da jeg kom hjem efter at have været hos Maibritt, min coach, første gang, fandt jeg mine ufærdige lister i skuffen, og smed dem allesammen ud – uden at kigge på dem. Sikke en befrielse (læs også “To do” lister og “EN ting ad gangen”

Jeg fandt ud af at jeg nåede meget mere – uden alle listerne.

Så gik der et par år, inden jeg turde gå i gang med at lave en liste igen, men så begyndte jeg på:

“Bullet-lister”

Jeg sad og “surfede” på Pinterest (en digital opslagstavle – frygtelig tidsrøvende, men inspirerende og sjov) og lige pludselig faldt jeg over begrebet “Bullet Journal”, den inspirerede mig til at lave min egen “Bullet Journal”.

Jeg greb de idéer, som omfattede: “To do” lister og kalender, men det er meget mere end det. Det er også en arbejdsbog, som jeg  planlagde og skrev visdomsord i.

Jeg lavede en taknemmelighedskalender, hvor min tanke var at skrive mindst én ting fra hver dag, som jeg var taknemmelig over.

Jeg kan mærke jeg bliver rigtig glad når jeg læser i den igen!

Jeg skrev også små visdomsord, planlagde kobberbryllup, fødselsdage, jul ferier, konfirmation…..

Det var en måde at få overblik over mine tanker og min udvikling.

Jeg var og er meget optaget at at få vendt mine tanker til en positiv indfaldsvinkel i stedet for en bekymret, og jeg havde fokuspunkter som: grounding, nærvær og det positive i hverdagen.

De aktiviteter, som jeg vidste ville gøre mig glad, indrammede jeg med farver. Jeg gjorde det også nogle gange på forkant. F.eks når vi skulle til arrangementer i skolen, så vidste jeg, at inden jeg skulle afsted, ville det være en af de ting, som jeg ikke havde lyst til at kører afsted til. Jeg vidste også, at når jeg kom hjem, ville jeg være glad, og have haft en dejlig aften, så for at være på forkant med situationen indrammede jeg den med farve med det samme, så skiftede den værdi, og så gik jeg til opgaven med en anden indstilling.

Jeg læste en del bøger af Sofia Manning, som er coach. En af hendes pointer er.

“Du har altid et valg!”

Det er dit ansvar, at ændre på de ting, som ikke fungere for dig. Du har ikke ret til at ændre andre, men du ændre dig selv.

Det er dig, der beslutter hvordan du vil møde verdenen: sur >< glad, negativ >< positiv, blive hvor du er >< eller flytte dig – i metaforisk betydning.

Jeg kaldte mine notesbøger “min eksterne harddisk” – alt hvad jeg skulle huske og tænkte på, blev skrevet der. Jeg har stadig sådan en bog i min taske, men den er ikke i samme omfang omdrejningspunktet i min hverdag.

I dag er min “to-do” liste kogt helt ned til et minimum, min:

“Glace-liste”

Dels er Glace et flot ord, men det er også navnet på en helt indkogt sky, som smager himmelsk til en god bøf.

Jeg købte et hæfte i “Flying-Tiger”, sidste år i december, jeg tror det kostede 20,- (jeg har set dem der igen år)

Det indeholdte 52 blade, én side for hver uge i år 2017. Siderne er inddelt i 7 felter, ét for hver dag i ugen. Jeg skriver kun de ekstra opgaver ind, det kunne for eksempel være “tjek nissegaver til drengene” eller “månedsindkøb” (forklaring på månedsindkøb følger senere). Skemaet er ikke til dagligdags opgaver.

Jeg forholder mig kun til én uge ad gangen. Hver søndag tjekker jeg ugens seddel igennem, hvis der er opgaver, jeg ikke har nået, når ugen er slut, spørger jeg altid mig selv, om de er vigtige nok, til at skulle videre på næste uges seddel. Jeg laver ikke sedlerne flere uger i forvejen, og jeg smider altid den gamle ud.

Når jeg smider den ud, er jeg færdig med den – og hvis det var vigtigt, det der ikke var streget på den, havde jeg jo gjort noget ved det.

Jeg synes, jeg er “nået i mål” med, at finde en måde, at arbejde med sedlerne på, så jeg ikke behøver at stresse over dem, og de samtidig hjælper mig.

“To do” lister og “EN ting ad gangen”

 

Jeg har altid været glad for planer og struktur. Det var vigtigt for mig, at være forberedt på alt det, som var muligt at være forberedt på.

Ingen pludselige impulsive handlinger. Det lyder meget begrænsende, det er det ikke nødvendigvis – i kraft af min planlægning som skaber overblik, og jeg er blevet meget bedre til overraskelser med årene.

Mit store behov for planlægning hænger sammen med at jeg er sensitiv – det kommer der mere om på et senere tidspunkt.

Da jeg startede til coach var mit liv ved at kortslutte, fordi jeg ikke forstod at prioritere. Jeg fyldte mere og mere ind mit liv. Jeg var mor til 3 små børn i alderen 1 til 6 år, og havde en fantastisk mand, som arbejdede meget.

Jeg kunne da lige bage en kage, til klassearrangement, sidde i klasserådet  og være med til at arrangere pakkeleg, banko og en sommerfest, der skulle være 7 slags småkager til jul, laves juledekorationer, jeg havde en dreng som skulle børstes på kroppen hver 3 time i hans vågne tid i 14 dages intervaller, fordi han var sensitiv, den mindste skreg fra kl. 17- han blev puttet – dvs i den tid hvor der skulle laves aftensmad og de store skulle bades og puttes, jeg havde 37 timer på arbejdet – jeg tror, at det store billede er trukket op.

Jeg fik dårlig samvittighed hvis jeg ikke syntes jeg slog til – og jeg slog ikke til, fordi jeg ikke havde nok timer i døgnet til at nå alt det – regnskabet gik simpelthen ikke op.

I et forsøg på at skabe mit overblik lavede jeg “To Do” lister – overalt havde jeg lister liggende.

Kunne jeg lave en liste som kunne genbruges ex. en liste over hvad jeg skulle huske når vi skulle på weekend hos mine forældre, eller hvad der skulle gøres når huset skulle gøres rent, så var jeg nærmest lykkelig.

For at nå alle de ting jeg troede, at jeg skulle nå, var jeg nødt til at multitaske og det var jeg god til – troede jeg.

Jeg kunne lave aftensmad, bade børn, sætte en vask over, smører madpakker, stryge skjorter, hjælpe med lektier, med et skrigende barn om mine ben – alt sammen på samme tid.

En dag – på arbejdet, da jeg tjekkede min mail, var der sendt en besked rundt fra min leder, om at de havde fået nogle  penge fra en pulje til et forløb med mindfulness.

Der var 20 pladser, jeg skyndte mig at skrive, at jeg var interesseret, og jeg fik en plads. Det var begyndelsen på den rejse, som jeg har været på de sidste mange år.

Vi mødtes 4 morgener med en coach Maibritt Ztrong, som guidede os igennem forløbet. Vi spiste blandt andet rosiner på en mindfull måde, mediterede – det syntes jeg var rædselsfuldt, jeg kunne næsten ikke trække vejret og fandt ikke roen, jeg kørte rundt på stolen, og syntes jeg forstyrrede alle de andre, indtil den sidste gang hvor Maibritt tog os på en mental drømmerejse.

Lige pludselig var det som om der var noget i mellemgulvet som gav slip, og jeg kunne trække vejret frit, jeg fik fornemmelsen af at falde ned i stolen.

Drømmerejsen gik kort fortalt ud på at jeg blev guidet igennem en skov, med dens dufte og lyde. Og på samme måde ned til en strand, hvor vi tog skoene af og mærkede sandet mellem tæerne. I vandet lå der en tømmerflåde. Tømmerflåden sejlede mig ud til en ø, på øen var der en kæmpe bakke og på toppen af bakken et træ. I træet var der en trappe, som snoede sig op ad stammen. Oppe i træet fik jeg at vide, at der stod en vis mand ogventede på mig, og han ville have svaret til mig. Jeg havde svaret allerede på vej op ad trappen –

én ting ad gangen!

Jeg gik derfra med tårerne løbende ned ad kinderne- det var lettelsens tåre.

Sætningen “Èn ting ad gangen”, skabte lidt ro for mig i en periode, men det var ikke løsningen på alt, da det også handlede om så mange andre ting, så et par måneder efter var den gal igen.

Det endte med at jeg fik en aftale med den Maibritt, og det var ikke uden kriller i maven, at jeg mødte op første gang, hun var ret hurtig til at hjælpe mig med at sortere i tingene og hun hjalp mig til at indse, at:

Jeg er vigtig for den jeg er, ikke for det jeg gør.

Så skulle jeg bare lige finde ud af, hvem jeg havde lyst til at være, uden at forholde mig til, hvad jeg troede alle andre gerne vil have mig til at være.

Da jeg startede med at skrive dette indlæg var det med tanke på at fortælle om mine “To do lister” men fingrene tog magten over tasteturet og lige pludselig tog ordene en drejning og dog alligevel på vej hen mod listerne for det var det første jeg gjorde da jeg kom hjem – jeg smed dem allesammen ud uden at kigge på dem og uden panik, men det kan mit næste indlæg handle om.

Jul og nærvær

 

Jeg lå til morgen og tjekkede min facebook, inden jeg skulle op og i gang med dagen – lidt sjovt tidsfordriv.

Så dukkede der et opslag fra bladet “Liv” frem på skærmen. Artiklen er fra bladet “Bolig”.

“Ekspert: Derfor er folk der pynter tidligt op til jul gladere”

Nu har jeg en undskyldning for at pynte op i dag, inden jeg skal til pakkeleg hos min mor – drengene har pyntet op.

Vi startede julen i går med den traditionelle risengrød (vi satte ikke grød op til nissen på loftet, Læs: “Spirende juleglæde”).

Juletræstændingen er jo først i næste uge, så der må jeg  finde på noget andet let aftensmad, man kan varme sig på efter en kold tur i byen (Læs: “Ups! Var det først i morgen?

Jeg elsker julen!!

…..især efter jeg har fået nedjusteret mine egne forventninger til, hvad der skal foregå.

Traditioner er vigtige, men nærvær er vigtigere, så hvis jeg ikke lige når at få kogt norske klejner og lavet sirupslagkage, så går det nok alligevel.

I mange år lavede jeg også juledekorationer – og jeg elskede det, mens jeg stod med det, men forberedelserne og oprydningen var så  omfattende – en hel uge flød bryggerset med gran, lys, kogler, julepynt i alle afskygninger.

Jeg stoppede jeg med at lave juledekorationer i  den helt store stil for et par år siden, da det gik op for mig, at forberedelser og oprydning fyldte for meget. Måske tager jeg det frem igen, hvis jeg får lyst.

Konfekt skal der jo også laves, men i år har jeg sagt til drengene, at der bliver lavet det konfekt, som de har lyst til at være med til – jeg gider ikke stå med det alene – det skal være hyggeligt!

Det handler om at udnytte den tid vi er her – sortér ud i det som ikke er vigtigt, og prioriter det du godt kan lide at lave.

I morgen skriver jeg om “To do – lister” på godt og ondt. Et redskab som jeg brugte til at skabe overblik hverdagens opgaver, men det blev også en sten min vej mod stress, fordi jeg tillagde listerne for stor værdi.

Og så lige én gang til:

“Jeg elsker julen!”

Ups! Var det først i morgen?

 

“Mor har kvajet sig!”

 

Vi skal til skole-hjem samtale med yngstemanden og det er ham, som kommer med den udtalelse, da vi står på hans skole kl. 16.15 i går.

Skolen er næsten helt mørklagt, der sidder en lærer helt alene i det eneste oplyste lokale. Vi er nye på skolen, fordi han har skiftet skole i september, så vi bliver nødt til at spørge ham, hvor de plejer at afholde skole-hjemsamtaler.

Læreren mente ikke der var andre end ham på skolen, så vi  hev telefonen frem og tjekkede forældreintra.

“Arg – det er først i morgen!”

Jeg har også skrevet pakkeleg hos min mor -forkert ind i kalendere, jeg  glemte et forældremøde, havde skrevet juletræs-tænding ind en uge for tidligt, jeg må nok til stramme op.

Jeg har 6 google-kalendere i min telefon – hele familiens plus en madplan, billedet i toppen kan give et lille indblik, og der har jeg ikke min mands kalender åbnet. Med det i tankerne, så er det rigtig mange aftaler, jeg har styr på – uden at kvaje mig, for nu at  bruge yngstemandens udtryk.

Da min søn skulle skifte skole var det fordi at den klasse han gik i ikke var god for ham, og måden de konflikter der opstod i klassen blev løst, var ikke tilstrækkelig for ham.

På hans nye  skole fungerer det, han har konflikter, men han takler det på en helt anden og god måde, fordi han bliver hørt og forstået. Vi taler meget med ham om, at man ikke kan undgå at lave fejl eller blive uvenner i livet, men det handler om, hvordan man håndtere de fejl eller konflikter man har. Han stortrives, smiler og pjatter, det er en helt ny dreng vi har fået.

Da vi kørte hjem fra skole-hjem samtalen siger han: “Jeg fik kun gode ting at vide. På min gamle skole ville jeg kun have fået klager” – jeg er så glad for at min dreng trives.

Med den lille historie vil jeg bare sige at vi fejler allesammen det er en del af det at leve og at lære mener jeg.

Jeg får tit at vide “du har styr på det”, “du er så organiseret”, det er også rigtig, men jeg laver også fejl lige som alle andre.

Jeg er glad for at jeg engang imellem laver fejl, ikke fordi jeg kan lide fejlene, men fordi jeg glæder mig over at jeg ikke får ondt i maven over dem, og at jeg ikke føler at jeg ikke slår til. Sådan havde jeg det tidligere, når det skete.

Jeg er menneske og jeg fejler engang imellem.

Da der for 14 år siden for første gang kom børn i vores lille hjem, begyndte vejen mod de 6 google kalendere, de startede i papirform, men er nu blevet digitaliserede, effektiviseret, kompliceret og forenklet.

Med de ord vil jeg afsløre at de næste indlæg kommer til at handle lidt om planlægning – i mit liv.

Forøvrigt – da min mand begyndte drille mig med mine små fejl i kalenderen, fik han at vide: “så kan du jo overtage” så mente han alligevel, at jeg jo gør et meget godt job.