Julelykke

 

Jeg sidder lige nu og “slår mave”, efter at vi har været  til suppe hos min mor – gennemsigtigt suppe som yngste manden siger.

Det er efterhånden blevet en fast tradition, at min mor samler familien til gammeldags oksekødssuppe med hjemmelavet mel- og kødboller, bagefter får vi oksekød, kartofler og peberrodsovs. Det er i stedet for den helt store julefrokost.

Hm – jeg synes nu ikke, at jeg spiser meget mindre, men det er ikke helt så fed mad. 

I mange år var vi til julefrokost i min mands familie 1. juledag, og så var det befriende ikke også at skulle spise julemad 2. juledag.

Nogle år har vi været til både 3 og 4 julearrangementer i juledagene, det har været meget stressende – især med små børn, det var nok mest stressende for mig og 2 af drengene, fordi jeg og vi, har brug for at fordøje det hele hjemme i vores “hule”.

Det er jo smadder ærgerligt, at det hele skal presses sammen til kun at ligge i juledagene, for det er jo ikke fordi, at vi ikke har lyst til at se alle de mennesker, som jo også godt vil se os.

Julefrokosten 1. juledag er blevet lavet om til en sommerfest i stedet for, så nu er de hyggelige arrangementer fordelt over året, det kan jeg rigtig godt lide.

I stedet hos svigerfar en af de andre dage mellem jul og nytår, der er vi ikke så mange og det er helt stille og roligt. I år er det 3. juledag og her skal vi – i hvert fald i år, have  rigtig gammeldags julefrokost, og det glæder jeg mig til, for vi er ikke nået at blive trætte af julemad, og så vi har vi også lige nået at have juledag hjemme i vores “hule”.

Det har været en dejlig jul uden stress og råhygge helt igennem, kun et enkelt barn var lidt “oppe at køre” i hele gaveræset på selve juleaften, heldigvis kun mens gaverne blev fordelt og pakket ud, allerede dagen efter var han helt sig selv igen.

Der skal foregå så meget i juledagene – dejlige og hyggelige ting, men også ting, som gør oplevelserne meget kompakte. Det er meget ambivalent, fordi det jo betyder at vi har mennesker omkring os, som betyder noget for os, og vi betyder noget for dem.

Når der ikke er presset så mange aftaler ind, åbner det muligheder for helt nye og impulsive idéer, som da vi lillejuleaften inviterede naboerne til gløgg og en småkage juledag – helt uformelt og nede på jorden- og det blev SÅ hyggeligt.

Nu glæder jeg mig bare til en hyggelig dag hos svigerfar i morgen, forhåbentlig er maven klar til “en tur til” – måske skal jeg snart til at finde løbetøjet frem igen.

Outsourcing

 

Jeg sidder her en mandag aften i december, og kigger på at kalenderlyset brænder ned, mens jeg nyder at juleforberedelserne er ved at være klaret.

Jeg har ikke stresset i år, jeg har outsourtet flere af opgaverne til drengene, og så har jeg taget de andre opgaver lidt hen ad vejen – som jeg nu lige har haft lyst til, ingen store og lange “To do lister”. Læs også: “To do” lister og “EN ting ad gangen”

Jeg har rent faktisk en aften, hvor jeg kan gøre lige præcis det, som jeg har lyst til, så jeg vælger at skrive om det.

Outsourcing af opgaver har været vejen frem her i familien og en af grundene til at jeg har lidt tid til mig selv.

Outsourcing, udskillelse af en funktion eller aktivitet fra en virksomhed til en underleverandør. (Gyldendals – Den store danske)

Jeg blev træt af at skulle bede drengene om at gøre tingene mange gange før de blev gjort, så de 2 mindste har en seddel hængende på deres værelser med de daglige opgaver, som skal gøres hver dag. Det er opgaver som at smøre madpakke, pakke taske, fodre hamster, gå ud med vasketøj og læse 20 min.

Nu behøver jeg kun at sige: “Så er det tid til listen” – det sparer en masse konflikter, og jeg skal ikke bruge energien på at huske alle opgaverne hver dag.

Især min yngste har taget listen til sig og starter ofte på opgaverne, inden jeg når at sige noget-  det er win-win  for alle parter.

Jeg overvejer også, at lave en liste til den ældste, for han er blevet teenager, og selvom han er en meget fornuftig og selvstændigt tænkende dreng, så er der altså nogle ting, som smutter en gang imellem – det er hormonelt betinget.

Jeg elsker, at jeg har nogle drenge som hjælper til og viser initiativ også selvom det ikke altid går som forventet.

Den store satte vasketøj over, det resulterede i at en 30 graders vask ved en fejl blev sat i gang på et 60 program – heldigvis gik det ikke galt, men vi stod spændt foran vaskemaskinen da maskinen bippede og tøjet skulle hænges op.

Vi fik en lille snak om, at det er de fejl der sker, og det er super ærgerligt når det går galt, men på et eller andet tidspunkt i ens liv, skal den røde sok nok finde vej til den lyse vask – sådan er det jo.

Faktisk er det ikke så længe siden, at der her i huset blev vasket en ny selvlysende gul løbetrøje med alt det lyse tøj, og så kan man jo tænke: “Er det nu så galt?” Og JA det er det – der var et svagt selvlysende skær over alt det hvide tøj – så det kan gå galt for selv den rutinerede tøjvasker.

At drengene løser en masse opgaver selv i løbet af dagen, er ikke kommet fra den ene dag til anden.

Ofte starter det med at jeg sig til dem: “Nu skal I hører. Nu skal I til at………..”  det kunne være  at smøre deres madpakker selv, “……så det har vi fokus på det næste stykke tid”.

I starten glipper det ind i imellem, der er også nogle protester, og det kræver en del hjælp, men efter noget tid er det hverdag, og så kan vi finde noget nyt, de  selv kan klare.

“En ting ad gangen”

….det gælder også her, hvis nye rutiner skal indføres, og det skal ende ud med en succes.

Heldigvis har jeg også nogle drenge, som bare tager del i de daglige opgaver, som at dække bord og lave mad.

Jeg tror på at det er vigtig at give drengene opgaver og frihed til at løse dem, som de vil.

For eksempel hvis jeg beder dem om at lave en dressing, så er der ofte ikke opskrift at følge, så hopper de på hovedet i krydderiskuffen og så prøver de sig frem – udfaldet af det de når frem til, er som oftest rigtig godt.

I julemåneden sagde jeg til drengene, at hvis de ville have konfekt til jul, så måtte de selv i gang, det har de taget til sig – også på andre områder af juleforberedelserne.

Den yngste har lavet havregrynskuglerne i år, og han vil gerne smutte mandlerne til ris á la manden, for det synes han er ret sjovt.

Den mellemste har lavet brunkagedej, storproduceret julegaver til os allesammen og været med i byen flere gange når der skulle handles ind.

Den ældste har lavet karameller, pebermyntepastiller og er nu i gang med projekt “marcipan”.

Og mor blander sig ikke, og det frigiver en masse tid og overskud til andre ting.

Ja…. ok – det bliver måske ikke, som jeg havde tænkt – men det bliver faktisk bedre, for jeg har nogle drenge, som tager del i vores familieliv, de bliver anerkendt og respekteret for deres input – eller det er i hvert fald min tanke.

Min pointe er at jeg i mange år havde brug for at løse opgaverne selv, fordi det var vigtigt for mig at tingene blev som jeg gerne ville have dem og det så pænt ud, men det er ikke så vigtigt at gulerødderne blive skåret helt ens, eller at havregrynskuglerne er lige store – så er der nogle til enhver smag.

Når jeg giver slip på mit behov for kontrol, bliver tingene lettere fordi jeg kan outsource uden at blande mig, og det er da også sjovere for drengene at hjælpe til når der er en vis frihed til at løse opgaven, også kan jeg….

…..sidde her en mandag aften i december, og kigger på at kalenderlyset brænder ned, mens jeg nyder at juleforberedelserne er ved at være klaret.

 

Mere om “To do” lister og “EN ting ad gangen”

 

I min verden er der flere former for “to do” lister.

Da jeg startede til coach, lavede jeg rigtig mange. Jeg kalder dem for mine:

” Stress-lister”

En stress-liste er: “to do” lister uden filter.

Jeg skrev alt på listen- også de ting som egentlig bare var helt almindelige dagligdagsting eller opgaver som jeg allerede var i gang med at lave og hurtigt ville være færdig med, f.eks hvis jeg skulle tømme postkassen, så skrev jeg det på listen, gik ud for at tømme den med det samme, og så stregede jeg det igen, for nu var det gjort, det var nærmest en besættelse at have så mange ting som muligt på min liste.

Det gjorde jeg ud fra den overbevisning, at det var tilfredsstillende at sætte streg over alle de færdige ting – fuldstændig spild af god energi.

Det resulterede i en overfyldt og uoverskuelig liste, som mentalt drænede mig for energi, hver gang jeg tog den frem. Jeg nåede aldrig at strege alle opgaverne, og til sidst begyndte jeg på en ny liste. Listerne endte med at blive en stress-faktor i stedet for den hjælp de egentlig var tænkt til. De var i virkeligheden et billed på det kaos, som jeg havde indeni.

Da jeg kom hjem efter at have været hos Maibritt, min coach, første gang, fandt jeg mine ufærdige lister i skuffen, og smed dem allesammen ud – uden at kigge på dem. Sikke en befrielse (læs også “To do” lister og “EN ting ad gangen”

Jeg fandt ud af at jeg nåede meget mere – uden alle listerne.

Så gik der et par år, inden jeg turde gå i gang med at lave en liste igen, men så begyndte jeg på:

“Bullet-lister”

Jeg sad og “surfede” på Pinterest (en digital opslagstavle – frygtelig tidsrøvende, men inspirerende og sjov) og lige pludselig faldt jeg over begrebet “Bullet Journal”, den inspirerede mig til at lave min egen “Bullet Journal”.

Jeg greb de idéer, som omfattede: “To do” lister og kalender, men det er meget mere end det. Det er også en arbejdsbog, som jeg  planlagde og skrev visdomsord i.

Jeg lavede en taknemmelighedskalender, hvor min tanke var at skrive mindst én ting fra hver dag, som jeg var taknemmelig over.

Jeg kan mærke jeg bliver rigtig glad når jeg læser i den igen!

Jeg skrev også små visdomsord, planlagde kobberbryllup, fødselsdage, jul ferier, konfirmation…..

Det var en måde at få overblik over mine tanker og min udvikling.

Jeg var og er meget optaget at at få vendt mine tanker til en positiv indfaldsvinkel i stedet for en bekymret, og jeg havde fokuspunkter som: grounding, nærvær og det positive i hverdagen.

De aktiviteter, som jeg vidste ville gøre mig glad, indrammede jeg med farver. Jeg gjorde det også nogle gange på forkant. F.eks når vi skulle til arrangementer i skolen, så vidste jeg, at inden jeg skulle afsted, ville det være en af de ting, som jeg ikke havde lyst til at kører afsted til. Jeg vidste også, at når jeg kom hjem, ville jeg være glad, og have haft en dejlig aften, så for at være på forkant med situationen indrammede jeg den med farve med det samme, så skiftede den værdi, og så gik jeg til opgaven med en anden indstilling.

Jeg læste en del bøger af Sofia Manning, som er coach. En af hendes pointer er.

“Du har altid et valg!”

Det er dit ansvar, at ændre på de ting, som ikke fungere for dig. Du har ikke ret til at ændre andre, men du ændre dig selv.

Det er dig, der beslutter hvordan du vil møde verdenen: sur >< glad, negativ >< positiv, blive hvor du er >< eller flytte dig – i metaforisk betydning.

Jeg kaldte mine notesbøger “min eksterne harddisk” – alt hvad jeg skulle huske og tænkte på, blev skrevet der. Jeg har stadig sådan en bog i min taske, men den er ikke i samme omfang omdrejningspunktet i min hverdag.

I dag er min “to-do” liste kogt helt ned til et minimum, min:

“Glace-liste”

Dels er Glace et flot ord, men det er også navnet på en helt indkogt sky, som smager himmelsk til en god bøf.

Jeg købte et hæfte i “Flying-Tiger”, sidste år i december, jeg tror det kostede 20,- (jeg har set dem der igen år)

Det indeholdte 52 blade, én side for hver uge i år 2017. Siderne er inddelt i 7 felter, ét for hver dag i ugen. Jeg skriver kun de ekstra opgaver ind, det kunne for eksempel være “tjek nissegaver til drengene” eller “månedsindkøb” (forklaring på månedsindkøb følger senere). Skemaet er ikke til dagligdags opgaver.

Jeg forholder mig kun til én uge ad gangen. Hver søndag tjekker jeg ugens seddel igennem, hvis der er opgaver, jeg ikke har nået, når ugen er slut, spørger jeg altid mig selv, om de er vigtige nok, til at skulle videre på næste uges seddel. Jeg laver ikke sedlerne flere uger i forvejen, og jeg smider altid den gamle ud.

Når jeg smider den ud, er jeg færdig med den – og hvis det var vigtigt, det der ikke var streget på den, havde jeg jo gjort noget ved det.

Jeg synes, jeg er “nået i mål” med, at finde en måde, at arbejde med sedlerne på, så jeg ikke behøver at stresse over dem, og de samtidig hjælper mig.

“To do” lister og “EN ting ad gangen”

 

Jeg har altid været glad for planer og struktur. Det var vigtigt for mig, at være forberedt på alt det, som var muligt at være forberedt på.

Ingen pludselige impulsive handlinger. Det lyder meget begrænsende, det er det ikke nødvendigvis – i kraft af min planlægning som skaber overblik, og jeg er blevet meget bedre til overraskelser med årene.

Mit store behov for planlægning hænger sammen med at jeg er sensitiv – det kommer der mere om på et senere tidspunkt.

Da jeg startede til coach var mit liv ved at kortslutte, fordi jeg ikke forstod at prioritere. Jeg fyldte mere og mere ind mit liv. Jeg var mor til 3 små børn i alderen 1 til 6 år, og havde en fantastisk mand, som arbejdede meget.

Jeg kunne da lige bage en kage, til klassearrangement, sidde i klasserådet  og være med til at arrangere pakkeleg, banko og en sommerfest, der skulle være 7 slags småkager til jul, laves juledekorationer, jeg havde en dreng som skulle børstes på kroppen hver 3 time i hans vågne tid i 14 dages intervaller, fordi han var sensitiv, den mindste skreg fra kl. 17- han blev puttet – dvs i den tid hvor der skulle laves aftensmad og de store skulle bades og puttes, jeg havde 37 timer på arbejdet – jeg tror, at det store billede er trukket op.

Jeg fik dårlig samvittighed hvis jeg ikke syntes jeg slog til – og jeg slog ikke til, fordi jeg ikke havde nok timer i døgnet til at nå alt det – regnskabet gik simpelthen ikke op.

I et forsøg på at skabe mit overblik lavede jeg “To Do” lister – overalt havde jeg lister liggende.

Kunne jeg lave en liste som kunne genbruges ex. en liste over hvad jeg skulle huske når vi skulle på weekend hos mine forældre, eller hvad der skulle gøres når huset skulle gøres rent, så var jeg nærmest lykkelig.

For at nå alle de ting jeg troede, at jeg skulle nå, var jeg nødt til at multitaske og det var jeg god til – troede jeg.

Jeg kunne lave aftensmad, bade børn, sætte en vask over, smører madpakker, stryge skjorter, hjælpe med lektier, med et skrigende barn om mine ben – alt sammen på samme tid.

En dag – på arbejdet, da jeg tjekkede min mail, var der sendt en besked rundt fra min leder, om at de havde fået nogle  penge fra en pulje til et forløb med mindfulness.

Der var 20 pladser, jeg skyndte mig at skrive, at jeg var interesseret, og jeg fik en plads. Det var begyndelsen på den rejse, som jeg har været på de sidste mange år.

Vi mødtes 4 morgener med en coach Maibritt Ztrong, som guidede os igennem forløbet. Vi spiste blandt andet rosiner på en mindfull måde, mediterede – det syntes jeg var rædselsfuldt, jeg kunne næsten ikke trække vejret og fandt ikke roen, jeg kørte rundt på stolen, og syntes jeg forstyrrede alle de andre, indtil den sidste gang hvor Maibritt tog os på en mental drømmerejse.

Lige pludselig var det som om der var noget i mellemgulvet som gav slip, og jeg kunne trække vejret frit, jeg fik fornemmelsen af at falde ned i stolen.

Drømmerejsen gik kort fortalt ud på at jeg blev guidet igennem en skov, med dens dufte og lyde. Og på samme måde ned til en strand, hvor vi tog skoene af og mærkede sandet mellem tæerne. I vandet lå der en tømmerflåde. Tømmerflåden sejlede mig ud til en ø, på øen var der en kæmpe bakke og på toppen af bakken et træ. I træet var der en trappe, som snoede sig op ad stammen. Oppe i træet fik jeg at vide, at der stod en vis mand ogventede på mig, og han ville have svaret til mig. Jeg havde svaret allerede på vej op ad trappen –

én ting ad gangen!

Jeg gik derfra med tårerne løbende ned ad kinderne- det var lettelsens tåre.

Sætningen “Èn ting ad gangen”, skabte lidt ro for mig i en periode, men det var ikke løsningen på alt, da det også handlede om så mange andre ting, så et par måneder efter var den gal igen.

Det endte med at jeg fik en aftale med den Maibritt, og det var ikke uden kriller i maven, at jeg mødte op første gang, hun var ret hurtig til at hjælpe mig med at sortere i tingene og hun hjalp mig til at indse, at:

Jeg er vigtig for den jeg er, ikke for det jeg gør.

Så skulle jeg bare lige finde ud af, hvem jeg havde lyst til at være, uden at forholde mig til, hvad jeg troede alle andre gerne vil have mig til at være.

Da jeg startede med at skrive dette indlæg var det med tanke på at fortælle om mine “To do lister” men fingrene tog magten over tasteturet og lige pludselig tog ordene en drejning og dog alligevel på vej hen mod listerne for det var det første jeg gjorde da jeg kom hjem – jeg smed dem allesammen ud uden at kigge på dem og uden panik, men det kan mit næste indlæg handle om.

Jul og nærvær

 

Jeg lå til morgen og tjekkede min facebook, inden jeg skulle op og i gang med dagen – lidt sjovt tidsfordriv.

Så dukkede der et opslag fra bladet “Liv” frem på skærmen. Artiklen er fra bladet “Bolig”.

“Ekspert: Derfor er folk der pynter tidligt op til jul gladere”

Nu har jeg en undskyldning for at pynte op i dag, inden jeg skal til pakkeleg hos min mor – drengene har pyntet op.

Vi startede julen i går med den traditionelle risengrød (vi satte ikke grød op til nissen på loftet, Læs: “Spirende juleglæde”).

Juletræstændingen er jo først i næste uge, så der må jeg  finde på noget andet let aftensmad, man kan varme sig på efter en kold tur i byen (Læs: “Ups! Var det først i morgen?

Jeg elsker julen!!

…..især efter jeg har fået nedjusteret mine egne forventninger til, hvad der skal foregå.

Traditioner er vigtige, men nærvær er vigtigere, så hvis jeg ikke lige når at få kogt norske klejner og lavet sirupslagkage, så går det nok alligevel.

I mange år lavede jeg også juledekorationer – og jeg elskede det, mens jeg stod med det, men forberedelserne og oprydningen var så  omfattende – en hel uge flød bryggerset med gran, lys, kogler, julepynt i alle afskygninger.

Jeg stoppede jeg med at lave juledekorationer i  den helt store stil for et par år siden, da det gik op for mig, at forberedelser og oprydning fyldte for meget. Måske tager jeg det frem igen, hvis jeg får lyst.

Konfekt skal der jo også laves, men i år har jeg sagt til drengene, at der bliver lavet det konfekt, som de har lyst til at være med til – jeg gider ikke stå med det alene – det skal være hyggeligt!

Det handler om at udnytte den tid vi er her – sortér ud i det som ikke er vigtigt, og prioriter det du godt kan lide at lave.

I morgen skriver jeg om “To do – lister” på godt og ondt. Et redskab som jeg brugte til at skabe overblik hverdagens opgaver, men det blev også en sten min vej mod stress, fordi jeg tillagde listerne for stor værdi.

Og så lige én gang til:

“Jeg elsker julen!”

Ups! Var det først i morgen?

 

“Mor har kvajet sig!”

 

Vi skal til skole-hjem samtale med yngstemanden og det er ham, som kommer med den udtalelse, da vi står på hans skole kl. 16.15 i går.

Skolen er næsten helt mørklagt, der sidder en lærer helt alene i det eneste oplyste lokale. Vi er nye på skolen, fordi han har skiftet skole i september, så vi bliver nødt til at spørge ham, hvor de plejer at afholde skole-hjemsamtaler.

Læreren mente ikke der var andre end ham på skolen, så vi  hev telefonen frem og tjekkede forældreintra.

“Arg – det er først i morgen!”

Jeg har også skrevet pakkeleg hos min mor -forkert ind i kalendere, jeg  glemte et forældremøde, havde skrevet juletræs-tænding ind en uge for tidligt, jeg må nok til stramme op.

Jeg har 6 google-kalendere i min telefon – hele familiens plus en madplan, billedet i toppen kan give et lille indblik, og der har jeg ikke min mands kalender åbnet. Med det i tankerne, så er det rigtig mange aftaler, jeg har styr på – uden at kvaje mig, for nu at  bruge yngstemandens udtryk.

Da min søn skulle skifte skole var det fordi at den klasse han gik i ikke var god for ham, og måden de konflikter der opstod i klassen blev løst, var ikke tilstrækkelig for ham.

På hans nye  skole fungerer det, han har konflikter, men han takler det på en helt anden og god måde, fordi han bliver hørt og forstået. Vi taler meget med ham om, at man ikke kan undgå at lave fejl eller blive uvenner i livet, men det handler om, hvordan man håndtere de fejl eller konflikter man har. Han stortrives, smiler og pjatter, det er en helt ny dreng vi har fået.

Da vi kørte hjem fra skole-hjem samtalen siger han: “Jeg fik kun gode ting at vide. På min gamle skole ville jeg kun have fået klager” – jeg er så glad for at min dreng trives.

Med den lille historie vil jeg bare sige at vi fejler allesammen det er en del af det at leve og at lære mener jeg.

Jeg får tit at vide “du har styr på det”, “du er så organiseret”, det er også rigtig, men jeg laver også fejl lige som alle andre.

Jeg er glad for at jeg engang imellem laver fejl, ikke fordi jeg kan lide fejlene, men fordi jeg glæder mig over at jeg ikke får ondt i maven over dem, og at jeg ikke føler at jeg ikke slår til. Sådan havde jeg det tidligere, når det skete.

Jeg er menneske og jeg fejler engang imellem.

Da der for 14 år siden for første gang kom børn i vores lille hjem, begyndte vejen mod de 6 google kalendere, de startede i papirform, men er nu blevet digitaliserede, effektiviseret, kompliceret og forenklet.

Med de ord vil jeg afsløre at de næste indlæg kommer til at handle lidt om planlægning – i mit liv.

Forøvrigt – da min mand begyndte drille mig med mine små fejl i kalenderen, fik han at vide: “så kan du jo overtage” så mente han alligevel, at jeg jo gør et meget godt job.

Spirende juleglæde

 

Mæt af lyde, lys, nisser, chokolade, gløgg, flæskestegs-sandwich og ikke mindst dejligt selskab.

Jeg har nydt dagen med en rigtig god veninde på Gisselfeldt juletorv, det var rigtig hyggeligt – det skal helt sikkert gentages næste jul.

Nu kan julen godt begynde for min skyld. Der skal ikke herske nogen tvivl om at:

“Jeg elsker julen”

Da jeg var barn startede julen, når vi pyntede op. Det gjorde vi d. 1. december eller 1. advent. Vi gjorde rent og så blev den store kasse med julepynt i bedste Gertrud Sand-stil hentet ned fra loftet  – julen var i gang.

Drengene har også spurgt om de måtte pynte op her i weekenden – vi starter  på torsdag.

Fredag skal vi tænde juletræ med spejderne i byen 3/5 af vores familie er spejdere og yngste spejdermedlem skal gå i fakkeloptog gennem byen sammen med julemanden.

Det er en tradition, at vi sætter risengrøden til at koge i sengen, mens vi går frysende gennem byen. Når vi kommer hjem sætter vi skeen i den varme grød og får varmen igen.

Så skal der også en portion på loftet, for ellers kommer nissen ikke med adventsgaver til drengene i december.

Nu er drengene så store, at de godt ved at det ikke er nissen som kommer med gaverne, men at mor og far har en finger med i spillet,  “Nå, men så behøver vi vel ikke at sætte risengrød på loftet til nissen mere”, sagde jeg sidste år da virkeligheden gik og for den mindste: “Jo, for ellers bliver nissen jo sulten”, svarede han – så mon vi skal åbne loftslemmen og kravle op med grød på fredag? Det vil tiden vise.

Den bedste tid på året er så småt skudt i gang!

Voksen-tid

 

Freden sænker sig over huset, alt det praktiske er ordnet, drengene puttet og kaffen er brygget. Nu er der tid til refleksion – inden dynerne kalder.

Jeg glæder mig til i morgen. Jeg har en aftale med en veninde, som jeg har kendt siden gymnasietiden, hun er et af de få mennesker, som jeg betror mine inderste tanker til, og det er ikke nemt at finde tid til at mødes i en travl hverdag – det skal prioriteres.

Det har vi gjort! Vi mødes – oftest en mandag aften.  Hun kommer og henter mig efter arbejdet, og så kører vi ned i byen og finder en Café. Mens vi spiser lidt mad og drikker den obligatoriske café latte, får vi vendt hele verdens situationen, mænd, børn, job og hvad der lige fylder i vores liv for tiden.

Det vigtigst er, at inden vi siger farvel til hinanden, har vi lavet en ny aftale, som bliver skrevet i kalenderen. Vi har været ude for at måtte aflyse, men når det står i kalenderen, så  aflyser vi ikke uden at lave en ny aftale – det virker!

Vi er også begyndt at lave andre aftaler, vi har været til lagersalg, i Andelslandsbyen og til et foredrag på biblioteket – det kunne vi nu godt have undværet, men vi nåede da den obligatoriske café latte og vigtige snak bagefter.

Jeg tanker energi, når jeg har disse “voksen-stunder”, øjeblikke hvor jeg bare kan tænke på mig selv, uden der står nogen og hiver. Det er vigtigt at prioritere sig selv engang imellem, selvom det er svært, når man har små børn, mine er efterhånden blevet store (9, 11 og 14 år), måske er det også derfor der er overskud til at tænke lidt på mig selv engang imellem.

Hvis jeg nu var sådan et menneske som lavede nytårs forsætter så ville det lyde:

Lav en aftale med de vigtige mennesker i dit liv!

I morgen skal vi på julemarked på Gisselfeldt – eller faktisk er det senere i dag, klokken er blevet mange, så jeg må hellere finde min seng.

Jeg glæder mig!

 

 

Det enkle liv med Bonderøven, “Indefra” og retreats

 

Jeg søger enkeltheden -men hvad er det egentligt?

Jeg følger trofast med i Frank Ladegård Erichsens liv. Han er også bedre kendt som”Bonderøven” på DR 1. Han siger i starten af mange af sine programmer:

“Det er ikke et forsøg på at  komme tilbage til stenalderen, det er bare et forsøg på at gøre det mere enkelt”

Det eneste jeg ikke synes det er – er enkelt. Hver gang han skal lave et projekt skal han lige lave et stykke værktøj, fremstille materiale, søge viden om en proces. Hans lade er fyldt med en masse ting som han måske – måske ikke, kommer til at bruge – det roder i mine øjne.

Der er ingen tvivl om at han er dygtig til sig håndværk og han brænder for det han laver, det er jo også derfor vi gider følge ham, men enkelt??

Han siger også selv, at andre ser hans liv som enkelt, men det er ikke spor enkelt at leve som selvforsynende og lave sin egen ost, øl, kaffe osv. (læs evt. “Bonderøven og den komplicerede enkelthed”). Til gengæld er det, det gode liv – for ham.

Han har skrevet en bog, som hedder “Det enkle liv” – den kommer jeg nok til at læse på et tidspunkt.

En anden form for det enkle liv, er det liv som katolske nonner lever. Jeg og min mand så “Anders Agger indefra – Nonne” på DR 1 i mandags.

Anders Agger følger 8 katolske nonner i et kloster på Frederiksberg. Det er en anden form for enkelt liv, hvor det er religionen der former livet og viser vejen. De må ikke eje noget, én af nonnerne fortalte, at hun havde fået udleveret et rådighedsbeløb på 800,- for over ét år siden og dem skulle hun til at reddegøre for – tænk kun at bruge 800,- på et helt år.

De bruger meget tid på at fordybe sig i deres tro – bede og trække sig ind i sig selv.

Nu skal jeg ikke til at gå i kloster, men det meditative i ikke at blive forstyrret af facebook, tv og alt det man skal nå i et moderne liv, og det langsommelige liv hvor man selv kan nå selv at følge med, kunne godt tiltale mig, men måske jeg bare skal starte med et weekend retreat.

Jeg loggede af min facebook for et par år siden i december måned – det var en stor befrielse, faktisk er det jo ret modsatrettet i forhold ,til det her projekt som jeg er igang med, hvor jeg bruger ret lang tid på at dele mine tanker, blandt andet igennem de sociale medier.

Der er nogle som mener, at hvis man lever det enkle liv, kan man klare sig med 90 ting og hvis man får en ny ting, skal man skaffe sig af med en af dem, man allerede har.

Det er nok lige ekstremt nok for mig, men jeg vil gerne forholde mig til de ting jeg omgiver mig med – betyder de noget for mig og min familie?

  • Vi har allerede afsat “det pæne bestik”
  • Vi bruger “de fine krus” i hverdagen – bare fordi det gør os glade

Jeg skal ikke til at være selvforsynende, bo på en gård, have høns og køer og høste mit eget korn, men jeg har allerede i mange år lavet hyldeblomstdrik, syltetøj, bagt vores brød og så videre. Jeg kan godt lide at vide, hvordan tingene er lavet – men samtidig, køber jeg brødet hvis tiden ikke er til at bage – hverdagen skal jo også hænge sammen.

Når jeg sidder og reflektere i dette indlæg, kommer jeg igen frem til ordet: Balance!

Det gode liv – et liv i balance!

 

 

Første uge med “Orkideer og rod”

 

Så gik den første uge på bloggen,

Jeg har lidt småproblemer med at få teknikken til at virke, det er endnu ikke lykkedes mig at få kommentarfeltet til at virke, og det kunne da være lidt sjovt hvis nogle havde lyst til at kommenterer eller komme med egne erfaringer – men alt i alt er jeg meget godt tilfreds.

Jeg har lige været sammen med nogle søde mødre i dag – vi havde i klasserådet arrangeret en eftermiddag for klassens børn i legejunglen, og en -to – tre – er – var alle børnene ude at lege, så sad vi 3 mødre tilbage og kunne få en hyggelig snak om børn, familie og livet i al almindelighed.

Vi kom også ind på havearbejde og at lue ukrudt under en bøgehæk. En af de andre fortalte at en nabo havde sagt, at det var da spild af tid, “men jeg kan egentlig ret godt lide at side der helt for mig selv – uforstyrret og luge under bøgehækken – det er mit lille åndehul” fortalte hun.

Så var det jeg tænkte:  bloggen min “bøgehæk”

Jeg glæder mig allerede til næste uge. Der er flere ting i støbeskeen  til indlæg.