Status over 2018

De sidste 12 år har jeg lavet et årsbrev, som opsumere hvad året har budt på af oplevelser, for vores famile. Jeg er lige blevet færdig med dette års årsbrev, og 2018 har været det vildeste år at tænke tilbage på.

Den første store forandring var, at jeg har fået har fået min mand “hjem”.

Det har han sådan set hele tiden været, han har bare arbejdet rigtig, rigtig meget de sidste mange år, og alt den tid jeg har kendt ham, har han arbejdet aften og weekender.

Nu har han fri hver aften og hver weekend – og telefonen har slet ikke ringet med arbejdsrelaterede opkald hele julen -det er fantastisk.

I starten må jeg indrømme at det var lidt svært “at finde sig selv”. Når jeg kom hjem fra arbejdet var tingene gjort – eller der var dage hvor jeg ikke skule sørge for aftensmad, så sagde min mand til mig, at så kunne jeg bare gøre noget for mig selv, men det eneste der skete var, at jeg blev rastløs, fordi jeg ikke vidste, hvad det så skulle være. Det gik hele foråret med.

(Læs også: http://orkideerogrod.dk/tid-i-overskud/)

Så kom den næste store forandring.Det var egentlig ikke en forandring, for det har altid været sådan, men nu blev der sat ord på: “vores søn har asberger”

(Læs også: http://orkideerogrod.dk/nu-mor-til-dreng-med-asberger/)

Han har altid været vores orkidé-dreng – et barn, som havde brug for lidt mere ro og overskuelighed, men ellers en glad, fjollet, meget intelligent, elskelig, kærlig og empatisk dreng – som psykiateren sagde, da vi fik svaret: “Han er jo stadig jeres Gustav, som I kender ham”. Det har hun jo ret i.

Det er meget godt, at vi har fået lidt mere specifikt at vide, hvad det er, han har af udfordringer, for de har vist sig tydeligt efter sommerferien. Det som er svært for vores dreng er at “læse” de signaler, som vi allesammen udsender i vores kommunikation med andre. Han kan ikke “læse mellem linierne” og ironi eller sarkasme er svært.

Derudover kommer der alle de udfordringer, som opstår i forbindelse med pubertet og hormoner. Flirt og små signaler er ikke et sprog han taler.

Kravene til at kunne arbejde i grupper og på eget initiativ stiger – endnu en udfordring, dels det sociale og dels den del der handler om at strukturere opgaverne .

Alle de udfordringer har resulteret i, han ikke kan have fuldt skoleskema, og han kan ikke altid gå i skole, fordi “hans batterier” er flade.

Tredje store udfordring er selvvalgt: Coachuddannelse.

Jeg har i mange år gået med en drøm om at læse til coach. Jeg vidste, at jeg gik ind til noget, som ville kræve noget energi, men det har været svært at forstå – hvor meget.

Uddannelsen arbejder i 2 plan. Dels er der teknikken, som vi skal lære, og så er der den indre udvikling. Der er virkelig kommet nogle erkendelser, som har gjort ondt og været svære. Jeg har været igennem en masse følelser: overraskelse, vrede, frustration, lettelse, frihed, lethed, lethed, lethed ……

Og alting bliver lettere, men jeg får fyldt så meget på, at mit hoved til tider føles som om, at det er ved at eksplodere.

Jeg har til tider været bekymret for, om jeg måske er ved at blive lidt små-dement, fordi jeg har haft svært ved at huske selv helt enkle ting, men jeg er også noget frem til den konklussion, at den mængde af ny viden, som trods alt sidder fast, nok ikke var blevet derinde, hvis det var tilfældet. Jeg tænker at min hjerne nok bare på lidt overarbejde lige nu.

Jeg elsker det, og jeg elsker når jeg coacher – særligt lige det øjeblik, hvor det menneske som jeg coacher, får en erkendelse og en aha-oplevelse, det kan give helt gåsehud. Jeg glæder mig til jeg bliver færdig til marts, selvom jeg ved, at det ikke er slut der – jeg er nødt til at lære mere.

Læs også: http://orkideerogrod.dk/naeste-stop-paa-rejsen/

og: http://orkideerogrod.dk/jeg-goer-det-sgu/

Mine ønsker for 2019

Det har været et travlt 2018, og særlig efteråret har, udover at have været booket med mange aftaler, også været mentalt booket, så jeg håber, at kunne sætte farten lidt ned, så jeg ikke føler, at jeg halser bagefter.

Jeg tror på, at jeg bliver mere afklaret omkring mange ting i mit liv – vi går med nogle tanker og ideer omkring, hvad vi vil prioriterer i fremtiden – måske kommer der mere om det i det nye år.

Jeg håber at jeg får plads til at være mere kreativ og måske finde mig en hobby.

Et håb for 2019 er at vi får flere opevelser med vores venner – det kan vi nemlig godt gøre lidt bedre, da 2018 har været et “fyldt” år, har vi i perioder været lidt mere os selv.

Så glæder jeg mig til at sidde her om et år og kigge tilbage på 2019 og se hvor jeg så befinder mig

Godt Nytår

Nu mor til dreng med Asperger

 

Vi har nu fået papirerne, som fortæller, at vi er forældre til et barn med autisme.

Vi vidste det godt et eller andet sted – vi havde selv nævnt ordet Asperger, før vi kom til psykiateren. Alligevel var det hårdt, at få papirerne og se det sort på hvidt -hold nu op jeg græd snot. Der er jo ingen forældre, der ønsker, at deres børn skal udfordres ud over det nødvendige,og på den anden side skal han jo stadig kæmpe med med det, nu ved vi bare hvad det er, vi skal arbejde med.

Det er en hel ny verden at sætte sine ben i. Pludselig skal man til at forholde sig til PPR, bevillinger, kurser og spørgsmål som “hvem er jeres sagsbehandler?” – “Øh, det ved jeg ikke”.

Lærer som siger “det kommer ikke helt bag på mig” og hvorfor har de så ikke handlet noget før? – Han går i 5. kl. Det er os selv, som har kontaktet egen læge og der igennem fået en henvisning til en børnepsykiater.

Allerede i børnehaven sagde vi, at der var noget, som ikke var, som det var med de 2 andre børn, der var det også os, som sagde at vi ville have gjort noget.

Der kom en meget dygtig ergoterapeut, som fortalte os, at han er sensitiv – hvilket han også er, det er nok også derfor at han ikke er “faldet igennem” før, fordi de tiltag, som man er nødt til at tage omkring et sensitivt barn, er nogle af de samme, som et barn med autisme har brug for, og ergoterapeuten var rigtig dygtig til at give os redskaber til at håndtere de udfordringer, som vores søn oplevede i sin hverdag.

Vi har brugt meget tid på at fortælle vidt og bredt at han er sensitiv, og hvad det betyder.

Han har brug for pauser og hans “kiksepakke” bliver hurtigere brugt op, i “Og barnets navn er” bliver “kiksepakken” forklaret.

Alt det har vi fortalt til lærerene, klassekammeraterne og forældrene i hans klasse – vi har ringet til forældrene hver gang, han har været involveret i episoder i klassen og forklaret, undskyldt og selvfølgelig fortalt, at vi tager hånd om der herhjemme også.

Det som vi hører er, at han fungere rigtig godt i sin klasse, “fordi de andre i klassen er gode til at tage hensyn til hans særlige behov”, det var faktisk denne udtalelse fra klasselæreren til en skole-hjem samtale, som for alvor fik sat gang i vores overvejelser om, at få udredt om der lå andet end hans sensitivitet til grund for hans udfordringer.

I hans videre færden, altså efter folkeskolen, kan det være svært at navigere i, hvis der ikke er en forklaring.

At få papirerne, som jo symbolisere diagnosen, har også været en lettelse, for det er samtidig en anerkendelse af, at vi ikke er curlingforældre, men at vi forsøger at gøre vores søns verden så overskuelig som muligt, og som psykiateren siger: “Vi er med til at sænke hans stress niveau”

Jeg har allerede fundet ud af at tingene ikke er så lette hele tiden, pludselig er man en del af hele den snak om inklusion i folkeskolen – set fra den anden side med alt hvad det indebærer af nedskæringer mv.

Forhåbentlig får han nu den hjælp, som han har brug for, og vi har lige pludselig en anden tilgang, når der opstår konflikter mellem vores drenge, fordi vi havde nogle forventninger til, hvordan en dreng på 12 bør agere, men han er udfordret – ikke fordi han er uopdragen eller dårligt opdraget, han har bare brug for lidt ekstra hjælp til at “læse” de sociale interaktioner, som han indgår i, og når hans brødre ved det, er deres “snor” også lidt længere – det mærker vi allerede.

Heldigvis har vi en fantastisk, humoristisk, imødekommende, charmerende veltalende dreng, som tilfældigvis også har et handicap, og er det ikke sådan at de fleste af os har nogle udfordringer af den ene eller anden slags – det er mangfoldigheden der gør livet spændenede.

Han er vores orkidé-dreng og vil altid være det, han bliver til den smukkeste blomst, hvis vi sørger for de rette vilkår. Hvis du ikke allerede har læst om orkidé-børn, kan du læse om dem i mit blogindlæg “Og barnets navn er”