Rotten flytter ind

 

En tidlig kold morgen i cykelskuret mødte min mand et af de små skravl med en grim hale.

den tittede lige frem fra bag nogle brædder som vi havde stående. Den havde fundet ud af, at der var dejlig læ for kulden.

Den havde ikke nået at bygge rede, og den var ikke så gammel – vurderet på størrelsen af kræet, så skaden var ikke så stor, men vi syntes alligevel ikke, at vi havde lyst til, at have den som logerende i vores cykelskur, så….

…vi brugte en times tid i weekenden på at rydde op i vores cykelskur og værkstedet, og inden vi fik set os om, havde vi fyldt traileren – endnu engang, med ting som egentlig ikke rodede, men det var heller ikke ting, som vi havde brug for – flere gange sagde vi til hinanden:

“Hvorfor har vi gemt det??”

Så tænker jeg bare – kan man blive blind for sit eget rod, eller er det fordi ens behov ændre sig?

Det er sikkert en kombination.

og så kørte tankerne videre – der er også det rod, som man ikke ser, fordi det er opbevaret steder hvor man ikke ser det til daglig.

Vi har ad flere omgange fået opmagasineret nogle af vores ting hos mine forældre, det har været når vi har bygget ud og om. Det er ikke det hele vi har fået hjem endnu, på trods af at vi er færdige – det er jo så nemt bare at lade det stå, så skal vi ikke forholde os til det, men…

…det er jo ikke rimeligt at fylde andre menneskers liv, med sit rod.

Så nu afsætter vi en dag hvor vi kører til min mor og henter vores ting på loftet, så er vi også fri for at skulle ringe og spørge og vi har det ene og det andet stående på loftet, når vi synes vi mangler nogle ting, så kan vi kombinerer dagen med at hjælpe i haven, så laver min mor nok lidt mad til os – det er win-win for alle parter.

Smykker, minder og “kikse-pakken”

Så kom jeg til smykkeskrinet.

Jeg har nogle få smykker, som betyder rigtig meget for mig. Først og fremmest min vielsesring fordi den jo symboliserer det den gør.

Så har jeg en ring, som jeg har fået af min mor – den fik hun af min far den første jul de var gift. Da vi havde kobberbryllup havde jeg ringen på, og da vores ældste skulle konfirmeres var den også på fingeren, så var min far også på en måde med til det hele, på trods af at vi mistede ham i 2014 – de smykker betyder alverden for mig.

Så har jeg nogle smykker som jeg bruger i hverdagen og dem jeg bruger til fest, dem er jeg også rigtig glad for

Derudover fandt jeg en del, som jeg aldrig bruger, og aldrig kommer til at bruge. Flere af dem er uden betydning for mig, dem vil jeg gerne smelte om til en ring med 3 små sten i én for hver af mine drenge.

Der var også nogle, som jeg har beholdt  fordi de gemte på en historie, et minde eller fordi jeg ikke ville gøre nogen kede af det ved at skille mig af med dem.

Det ene smykke var en halskæde, som jeg havde fået af min mor og far i studentergave – det var en broche som min mor havde, den var lavet om til en halskæde. Jeg endte med at spørge min min mor, om hun kunne tænke sig den, det ville hun gerne og hun har allerede haft den på.

Der var også et andet smykke som skal bruges i en lille juleoverraskelse, så den vil jeg ikke fortælle mere om her for det kunne jo være at hemmeligheden bliver afsløret.

Når man læser om Feng Shui så tales der meget om energier. De ting som ikke bliver brugt, som roder, som er “ikke ønsket”, de skaber dårligt energiflow – den forklaring er stadig lidt for flower-power til mig – måske jeg bliver omvendt engang, men jeg kan omsætte det til de termer, som vi bruger i vores familie med kikse-pakken (læs “Og barnets navn er” for at få en forklaring på kikse-pakken):

De mange ting som fylder, roder og ikke bliver brugt “spiser” kiks fra pakken.

Omvendt, når jeg ser min gamle halskæde blive brugt, så bliver jeg rigtig glad og “kikse-pakken bliver fyldt”

På samme måde håber jeg at de smykker som jeg vil smelte om til en ring kan få fornyet energi når de sidder på min finger.

Endnu et område i huset er ryddet op.