Jeg gør det sgu – snart

 

Er der en dybere mening med det som vi gør?

Det er et lidt større filosofisk spørgsmål, som jeg har stillet mig selv i den sidste tid.

Jeg har i mange år været af den overbevisning, at jeg blev pædagog, fordi jeg blev presset til at vælge uddannelse på det tidpunkt, som jeg gjorde.

Jeg var ikke parat til at tage stilling til mit videre liv, og da jeg arbejdede, som medhjælper i et fritidshjem, var det meget nærliggende, at vælge lige netop den uddannelse.

At jeg startede på den uddannelse var første skridt på vejen, til at finde ud af hvem jeg selv er. Uddannelsen lærte mig at stå frem, og turde stå ved det, som jeg tror på.

Det kunne en anden uddannelse sikkert også have gjort – jeg tror at al uddannelse er med til at udvikle og definere dig som menneske, men at jeg havnede på netop den hylde, er bare så heldigt i forhold til, at skulle takle de udfordringer, som vi møder lige nu i forhold til vores søn, som har Asberger læs også “Nu mor til dreng med Asberger”

Det giver så meget mening i det store billede

Jeg tog selv beslutningen om at søge ind som pædagog, det kan jeg ikke give andre “skylden for”.

Jeg sagde ikke fra og sagde “Jeg vil noget andet, jeg ved bare ikke hvad”.

Jeg famler stadig lidt efter, hvem jeg er, hvis jeg bare får lov til at være “Anne”, som ikke gør ting, kun fordi jeg tror det forventes af mig.

Måske havde jeg aldrig fået en uddannelse, hvis jeg ikke var blevet presset til det og så havde jeg måske aldrig udviklet mig personligt, eller i hvertfald ikke i den grad som jeg gør nu – hvem ved? Og så er det jo en god ting at jeg kom i gang på det tidspunkt som jeg gjorde.

I forhold til mine drenge, synes jeg nogle gange, det kan være en udfordring at balancere mellem at bakke op om deres ønske og samtidig ikke presse så meget på, at de glemmer at mærke om de er på rette vej.

Sidste år flyttede 2 af mine drenge til en ny gymnastikklub. De gik der det meste af en sæson, inden den ene af mine drenge fortalte mig, at han ikke kunne lide at gå til gymnastik, der hvor han gjorde, fordi han følte sig udenfor. Da jeg spurgte ham hvorfor han ikke havde sagt noget før, svarede han: “Jamen jeg troede, at du syntes det var rigtig godt”, og så kunne jeg jo godt genkende mig selv tale meget rosende omkring den nye klub og dens trænere, og så havde han ikke turde sige noget – jeg ku’ ha’ bidt tungen af mig selv, men så fik vi en god snak om, at det er vigtigt at han tør sige tingene, på trods af min mening, og det som jeg giver udtryk for, for jeg har ikke nødvendigvis ret.

Jeg synes ellers, at jeg gør et stort nummer ud af at sige til dem, at om de bliver professor eller renovations-arbejder har ikke den store betydning for mig, bare de er glade for det, som de laver – det gælder også fritidsinteresser, fik vi så lige fastslået

Jeg øver mig i at holde af de kompetencer, som jeg har fået gennem årene, netop fordi jeg er god til at mærke hvad andre ønsker og forventer af mig, har jeg også en meget god radar, som fortæller mig hvordan andre har det, og jeg kan mærke stemninger i et rum.

Jeg ved at den jeg er i dag, og de valg jeg træffer i dag, træffer jeg på baggrund af den erfaring, jeg har med mig.

Jeg ville ikke kunne gå den sti jeg er på vej af nu, for 20 år siden – der havde jeg ikke været parat.

Der er noget nyt i vente i nærmeste fremtid, noget som kan hjælpe mig endnu mere på vej i min udvikling – en drøm som jeg har haft i flere år, men som jeg ikke har turde sige højt, og jeg glæder mig til at fortælle om det, når det hele falder mere på plads

Jeg føler mig klar til at tage springet!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.