Lidt royal har man vel lov til at være

 

Vi møder hver dag mange mennesker både “in real life” og som billeder. Nogle printer sig lettere ind i ens bevidsthed end andre, på den ene eller den anden måde.

Jeg læste på et tidspunkt om skyggebilleder- jeg kan ikke rigtig huske hvor det var, men det handle om at man i mødet med andre mennesker, skal prøve at forholde sig til, hvilke følelser de fremkalder i en.

Jeg synes det er rigtig interessant, når man møder et menneske, som på en eller anden måde tricker noget inde i mig, som ikke nødvendigvis er positivt.

Det er her, jeg finder ud af mine egen værdier og holdninger, hvis jeg skulle være i tvivl – det er her mine skyggesider bliver tydelige for mig, og sommetider finder jeg årsagen til min reaktion og måske opdager jeg at det er et meget interessant menneske, som jeg står overfor – en person som kan give mig en masse input.

I virkeligheden skal jeg se indad, og se på mig selv og min skyggeside.

Når det er positive følelser, prøver jeg at holde lidt fast i dem, det kan være et udtryk for nogle sidder i mig selv, som jeg er glad for eller noget jeg mig ønsker mere af.

Jeg studere den pågældende mere indgående, og prøver at overføre deres kompetencer til mig selv – jeg bruger det specielt i situationer, hvor jeg er lidt udfordret.

Jeg har mine helt egne rollemodeller som jeg hiver frem i forskellige situationer.

For eksempel så er en af mine rollemodeller Kronprinsesse Mary – det er jo ikke fordi jeg har lyst til at være kronprinsesse eller overtage hende opgaver, det passer nok også meget dårligt til den introverte person jeg er.

Det som jeg kan bruge fra hende, er hendes ro og værdige fremtoning, når hun indtager et rum. I virkeligheden handler det nok om grounding, jeg bruger det i situationer, hvor jeg skal være “på”.

På en eller anden måde er det lettere for mig at finde fornemmelsen frem indeni, når jeg har billeder på.

Det kan være både det indre og det ydre, som jeg søger inspiration til f.eks tøjstil, indretning eller “mod”.

Jeg har mine helt egne rollemodeller fra mine nærmeste omgivelser, som jeg spejler mig i og lærer af, afhængigt af situationen.

Prøv en gang at se dig omkring og studer dine nærmeste – måske finder du “guld”.

Sunde vaner – er det nu?

 

Jeg har indtil nu, undgået det næste punkt på min liste, men nu må jeg vist lidt videre:

“Sunde vaner”

Det er ikke fordi jeg lever specielt usundt, men der er  mange ting som sagtens kunne blive bedre – specielt mit sukkerindtag altså hyggespisning.

Det sker ofte når jeg jeg et svagt øjeblik, og jeg synes at det er lidt synd for mig – og der skal ikke så meget til, når det gælder om at trøste mig med sukker.

Og så motionen, som er nærmest ikke eksisterende lige nu, er et kapitel for sig.

Sidste år var jeg godt igang med yoga, cirkeltræning og noget træning som hedder PassuSego,.

Det var fantastiske, og når jeg var i gang, så fik jeg også løbet nogle småture og var i det hele taget meget aktiv.

Men så skete der nogle ting, der hvor jeg trænede, som gjorde at jeg stoppede, og vupti så var jeg på nul igen -er der andre der kender det??

heldigvis er det sådan at når man har brug for noget, så kommer det til én.

Så kan man jo argumentere for, at det er fordi man er åben overfor at få øje på det – det er i hvert fald sket for mig.

I sidste uge, da jeg åbnede min facebook, dukkede der et opslag frem fra Kræftens bekæmpelse, de tilbyder, at man kan melde sig til 10-kampen.

10-kampen er et forløb på 10 uger hvor man modtager en udfordring hver uge med henblik på at  få indarbejdet  nogle sunde vaner – det har jeg meldt mig til. Jeg har delt deres opslag på min facebook, så der kan du finde det.

Jeg ved ikke rigtig hvad udfordringerne kan være, men det må vi jo se.

Vi er nogle stykker på mit arbejde, som har talt om, at det kunne være hyggeligt at gøre det til et fælles projekt, for dem som har lyst.

Jeg glæder mig til at komme i gang, men det starter først d. 5. marts, så nu vil jeg lave mig et krus kaffe og en  “kop kage” i micro, smide mig på sofaen og slappe af.

TID – i overskud?

 

Min kære mand har altid arbejdet meget, og specielt i de senere år. Det har betydet, at det er mig, som har taget sig af det meste herhjemme.

Vi har aftalt, at det skulle være sådan, og af samme grund gik jeg ned i tid  på mit arbejde.

Jeg har taget udfordringen op omkring det at få en hverdag til at hænge sammen, med fritidsaktiviteter, indkøb, madlavning, forældreråd og alt hvad der hører til et liv med børn.

Det har været nødvendigt at finde en model, som kunne hænge sådan sammen, at jeg kunne klare det hele selv, i de perioder hvor jeg var meget alene.

Det var faktisk først, da jeg tog beslutningen om, at jeg med min planlægning skulle kunne klare det selv,  at jeg fik ro i min hverdag, fordi i stedet for at være irriteret over at stå med tingene selv, så kunne jeg glæde mig over at være 2, når vi var fælles om tingene – det skaber positiv energi frem for negativ.

Jeg føler ikke at jeg har været overladt til mig selv, for min mand har altid været en del af alt det som skulle laves hverdagen – når han havde fri.

Selvom han først var kommet hjem sent om natten, er han altid stået op for at spise morgenmad med os, og sige farvel til drengene når de kørte i skole. Vi har været sammen om det projekt som hedder: “vores familie”

Jeg må da indrømme, at når jeg endnu engang, har været den som har stået alene med rengøring af huset, så har jeg ikke været den gladeste kone at komme hjem til.

Lige for tiden har min mand meget mere tid herhjemme. Det betyder, at når jeg kommer hjem fra arbejde, har han handlet ind, fundet på hvad vi skal have at spise og lavet mad, vasket tøj, malet paneler, og så er der ikke noget tilbage at lave for mig – og du skal ikke høre at jeg beklager mig – for det er dejligt (og lidt grænseoverskridende), at give slip på den kontrol, som jeg har holdt min hverdag sammen i flere år.

Dog har min mand bemærket, at jeg bliver rastløs når jeg kommer hjem, og når han spørger, hvorfor jeg har det sådan, så kan jeg kun svare, at jeg ikke ved, hvad jeg skal lave, fordi jeg føler det er forkert at sætte mig og lave noget jeg har lyst til – jeg er vant til at der altid er et eller andet som jeg burde lave (læs også “Lidt om ord”). Jeg er ikke vant til, at jeg kan lave noget – bare fordi!

Måske skulle jeg begynde at strikke eller sy igen, jeg kan læse eller … der er mange muligheder.

Jeg har i mange år nedprioriteret den del af mig, som hedder Anne, til fordel for den del som hedder mor.

Jeg har følt mig privilegeret over, at få lov til at være helt tæt på mine drenges hverdag og opvækst. Jeg ville ikke for noget i verdenen undvære det som jeg har fået, og vi har været enige om fordelingen langt hen ad vejen.

Nu skal jeg bare finde ud af at lave lidt mere plads til “Anne” – der er allerede sat gang i tankerne – humlebierne summer i mit hoved, denne gang på den gode måde (læs også “Humlebier på spil”)

Stille eftertænksomhed

 

Jeg har taget afsked med et familiemedlem i denne uge.

Til begravelsen talte præsten om, at sorgen aldrig bliver mindre, men mennesket som bærer sorgen bliver større – at vi udvikler os og bliver stærkere, når vi møder livet, med at hvad det indebærer af glæder og sorger.

Det ramte mig i forhold til tabet af min egen far, som jeg mistede for 4 år siden. Hans helbred havde igennem flere år været svingende. Jeg havde flere gange fornemmelsen af, at nu var det tid.

Da det skete, og far sagde farvel til livet, var det ubeskrivelig hårdt, og samtidig gik jeg igennem det med en følelse af at blive styrket – hvis jeg kunne klare det her, kunne jeg klare alt.

Det er ambivalente følelser, som jeg lige pludselig forstod betydningen af, da jeg sad der og lyttede til præsten ved begravelsen.

Min far popper stadig op i mine tanker og er nærværende i mit liv – jeg kan tænke på ham uden at blive helt vildt ked af det, men det betyder ikke at sorgen er blevet mindre, jeg er bare blevet større, som præsten sagde.

Tænk at der skulle gå 4 år, før jeg rigtig forstod.

Humlebier på spil

 

Selvom det ydre ikke roder, og der ER kommet styr på en masse ting, så kan hovedet alligevel godt være fyldt med “humlebier”, som – også selvom det ikke lige er sæson for de små fyre, summer og forstyrer.

Det er bare ikke bier, men tanker der flyver omkring:

Bzzzzzz!         Kan jeg……!          Bzzzzzz!       Hvad nu hvis….?         Bzzzzzz!  Har jeg styr på….?

De tingene som “summer” rundt i hovedet er nogle, som jeg synes er lidt svære at kaste mig ud i – kan jeg nu klare det?

Så skubber jeg dem foran mig, også selvom jeg skriver om at få ryddet ud i opgaverne, og få gjort noget ved dem, jeg er jo også bare et menneske.

Jeg kan rigtig godt lide humlebien, den for mig et symbol på, at man bare skal gøre tingene og kaste sig ud i det, uden at tænke for meget på, hvad der kan gå galt – Humlebi-syndromet:

Jeg ved ikke, at jeg ikke kan flyve, så jeg flyver.

I virkeligheden er det en sejlivet myte, at Humlebien ikke kan flyve.

Det var en tysk ekspert i aerodynamik tilbage i 1930’erne, som ikke havde taget højde for at humlebiens vinger var ru på overfladen og bøjelige – det er derfor de alligevel er i stand til at komme i  luften (jeg har været på google – og læst illustreret videnskab)

Jeg synes bare Humlebien et lidt sejere, når jeg tænker på humlebi-syndromet.

Jeg vil have humlebien i tankerne, og så få taget hul på nogle af de lidt sværere ting på min uskrevne to do-liste, måske de så bliver lidt mere stille i mit hoved.

Jeg ved ikke, at jeg ikke kan flyve, så jeg flyver.

Lidt om ord

 

Det er utroligt hvilken betydning ord har, for om vi får handlet på det, som vi går og drømmer om og tænker på.

Nu er jeg flere gange stødt på ordet “burde” i forskellige sammenhænge og samtaler med folk.

“Jeg burde også….”

Hvorfor er det så, at det ikke lige sker. jeg har fundet ud af at jeg i højere grad skal spørge mig selv, om det er vigtigt, og hvorfor det er vigtigt?

Jeg oplever at mange af mine “burde-opgaver” får mig til at lave overspringshandlinger.

Jeg har de første mange år af mit liv, har jeg forsøgt at please min omverden.

Derfor har jeg glemt, at mærke efter hvad jeg har lyst til, så jeg har ikke kunne mærke og definere mine egne drømme og ønsker.

  • jeg burde bage mine eget brød
  • jeg burde bage 5 slags småkager til jul
  • jeg burde rydde op hele tiden
  • jeg burde…………. og sådan kunne jeg blive ved

Jeg gjorde det, fordi det var det, som jeg troede, at der blev forventet af mig.

Nu er jeg mere afklaret med mig selv, og derfor kan jeg også lettere og hurtigere blive opmærksom på, om en burde-opgave er vigtigt for mig, så kan jeg også meget bedre handle på opgaven.

Hvis det viser sig at det er en vigtig opgave, så er det bare en opgave, som skal klares og jo hurtigere des bedre.

Hvis opgaven ikke er vigtigt, så kan det jo være, at den slet ikke er nødvendig.

Det handler om at få luet ud i alle overflødige opgave, så der er mere tid til det, det som virkelig betyder noget.

Nu er det jo ikke sådan at man bare kan skrotte en opgave fordi den ikke lige betyder noget for mig.

Jeg mener også, at jeg engang imellem må gøre noget, som har betydning for andre, uden at jeg nødvendigvis får noget ud af det.

Hvis jeg er opmærksom på, at jeg gør det for at glæde andre, så rammer det tilbage som en positiv boomerang – forskellen er nemlig, at jeg gør det for at glæde andre, ikke fordi jeg ønsker at andre skal kunne lide mig, fordi jeg gør noget for dem.

Et meget hverdagsagtigt eksempel kunne være at i mange år har min mand strøget alle sine skjorter selv – og det var mange, så en dag besluttede jeg, at stille mig med strygetøjet og stryge det hele, og jeg gjorde det fordi, jeg havde lyst til at hjælpe ham, ikke fordi jeg burde, da han kom hjem blev han rigtig glad – og det gav energi.

Jeg synes heller ikke altid at det er sjovt at lave madplaner og månedsindkøb, men det giver mig så meget mere overskud i det daglige at det prioriterer jeg og så er det lige pludselig ændret karakter til en vil-opgave. Læs også: Søndag aften – en ny uge i sigte!

Så er vi tilbage ved ordenes betydning. Jeg vil…… – det har pludselig meget mere energi.

Det handler om at tage kontrol over sit eget liv.

Mit Lykke projekt – step 2

 

Hvad skal næste skridt være?

Jeg ved, hvad det burde være, men hm – synes ikke lige overskuddet er der, specielt ikke når jeg sidder her og kigger ud på det grå og våde vejr. Hvis jeg venter en måneds tid (eller 2), kan det være, at der er lidt flere forårsnoter i luften, så jeg bliver lidt mere motiveret til lidt motion i det fri. Den gemmer jeg lidt.

Nu har jeg ryddet op i det fysiske rod, men der er faktisk også:

Det mentale rod

Det er alle de opgaver som flyder – lidt som en bi sværm som summer og larmer – det forstyrre i dit hoved.

Lidt af den mentale rod er blevet klaret i oprydningen og  noget er bare kommet af sig selv fordi overskuddet pludselig var der.

F.eks det tøj som jeg har lagt i skabet med tanke om,  at det skal reparerers inden for nærmeste fremtid, og det så ligger der et halvt år og bunken vokser, til den bliver helt uoverskuelig – det er jeg faktisk blevet rigtig god til at få klaret med det samme, det er meget tilfredsstillende.

Jeg har også været ved lægen og fået et allround helbredstjek og puha jeg var helt rask, det havde jeg nu også regnet med, men jeg bliver nu alligevel en lille smule syg, når jeg sidder der og venter på svar på prøverne.

Det var en opgave jeg havde skubbet ,foran mig fordi jeg ikke rigtig synes det er så sjovt at komme til lægen – syg eller ej

Jo mere man skal skubbe foran sig, des tungere bliver det at komme frem.

Jeg har stadig opgaver at tage mig af.

Vi lånte for en del år siden en blitz til vores kamera, den har vi stadig og vi har hverken købt eller fået den, det skal jeg gøre noget ved.

Da børnene var små lavede jeg fotobøger til dem, der mangler jeg at få lavet for de sidste par år – det skal jeg også have gjort.

Jeg vil gerne have gemt billeder af kvitteringer på de dyre ting inde i e-boks.

Jeg har en ødelagt computer i skabet med billeder på, som jeg gerne vil have gemt.

Gamle videobånd som jeg vil have overspillet til digitalt.

Vinduer der skal males.

Og……og…..og…..

Når jeg har lagt dette blogindlæg op, vil jeg med det samme sætte mig og lave en liste over opgaver – faktisk tror jeg, at jeg vil involvere min mand i at lave listen, han ved det bare ikke endnu.

Nå, men nu må jeg videre….

 

Jeg er stadig igang med mit lille lykke projekt. Jeg har fået ryddet op og ud rigtig mange steder.

Jeg er ikke helt færdig – jeg har stadig områder i huset som kunne trænge til en lille overhaling, men vi er jo også 2 (voksne) som bor i huset, så min mand skal jo også være med til oprydningen nogle af stederne.

Heldigvis er han meget godt på linie med mig.

Lige for tiden har han lidt tid herhjemme, og når jeg kommer hjem, har han lige skruet en dørstopper i gulvet, sat knager op forskellige steder, spartlet paneler og proklameret at i morgen maler han dem – alle de der ting, som vi har gået og sagt, at det skal man også have gjort og ting som han måske er blevet lidt irriteret over.

Jeg havde egentligt ikke tænkt så meget over lige de ting men nu det hele er der, så er det rart på en befriende måde – hvis en knage kan være befriende (her kunne jeg godt bruge en smiley).

Jeg har mine egne små ting, som jeg stadig gerne vil gøre noget ved i forhold til oprydning, og de står nu på gule sedler, som jeg kan pille ned efterhånden, som de bliver gjort.

Jeg vil f.eks gerne have en stor bogreol til alle vores bøger og kontorartikler. Det ville betyde, at jeg kunne få ryddet nogle hylder i skabet i alrummet, som så kunne indeholde, vores vinglas, som lige nu står oppe i et skab, som vi ikke rigtig har overblikket over, men sådan en reol koster penge, som vi ikke har lyst til at bruge – lige nu. Sådan er livet jo også en gang imellem…..eller for det meste.

Jeg er nået dertil hvor jeg må videre med mit lykkeprojekt, jeg kan godt rumme den sidste oprydning samtidig med det næste – skal bare lige beslutte mig for, hvad det næste skal være.

Nytårsforsæt

 

Så skriver vi 2018 – raketterne er fyret af og kransekagen er spist. Så er det tid til at starte på en frisk, det betyder for mange – nye vaner.

Jeg ved ikke, hvordan du har det med nytårsforsætter? Jeg selv er ikke overbevist om, at det er den bedste idé at lægge sit liv om i den mørkeste tid  på året, lige efter at alt julepynten er pillet ned, og vinterdepressionen er ved at sætte ind.

Ikke desto mindre har jeg besluttet, at jeg i det nye år – med start fra i dag, vil skrive en taknemmlighedskalender.

Jeg vil hver dag skrive et lille notat om en ting,  jeg har oplevet, som gjorde mig glad eller taknemmelig.

Da jeg skrev indlægget Mere om “to do” lister og EN ting ad gangen” opdagede jeg hvor glad det gjorde mig, at læse om de små ting, som jeg tidligere har skrevet i en taknemmelighedskalender – selvom det var flere år siden jeg havde oplevelsen.

Desværre fik jeg ikke holdt mig selv op på at fortsætte med kalenderen.

Dengang skrev jeg i en kalender, som jeg selv tegnede – det var hyggeligt             – men tidskrævende.

Måske er det derfor jeg stoppede, det skal være lige til at gå til, det vil sige at kalenderen skal ligge fremme og ikke kræve så meget arbejde.

Når den skal ligge fremme skal den også være flot at se på.

Nu har jeg dekoreret en spiralkalender, så må det komme an på en prøve om jeg får skrevet i den.

Det er endnu et forsøg på at få vendt fokus fra de negative ting, som ikke fungerer – til de positive som giver energi.

På indersiden af omslaget har jeg skrevet et enkelt personligt mål, som jeg måske fortæller om senere.

Det er vist det nærmeste jeg kommer et nytårsforsæt.

Tiden er noget underligt noget!

 

Tiden er noget underligt noget,

jeg har aldrig helt forstået,

hvad den egentlig er for noget.

(Poul Kjøller – Kaj og Andrea)

 

Jeg har altid undret mig over begrebet ”tid”

Rent teknisk hvorfor er tiden så inddelt som den er?

Johannes Møllehave skriver om tid i sin erindringsbog ”Det tabte sekund”. Der er et kapitel, som hedder ”Det tabte sekund” og der beskriver han hvorfor der er 60 minutter på en time og 60 sekunder på et minut.

Det går helt tilbage til Babylon. I Babylon arbejdede man med 60-talssytemet, det er en længere forklaring, som jeg egentligt godt kan huske, at jeg på et eller andet tidspunkt i mit skoleforløb, har hørt et eller andet om, det vil jeg ikke trætte jer med her– jeg fandt mit svar.

Johannes Møllehave fortæller i sin bog, at der står et atomdrevet ur i London, som måler tiden så nøjagtigt, at det kun taber et sekund pr. tusinde år- vildt!

Johannes fortæller at han godt kunne tænke sig det sekund, fordi han forestiller sig at det er et godt sekund.

Der kan nå at ske meget på bare et enkelt sekund, som kan ændre livets i både den ene og den anden retning, men han er overbevist om, at netop dette sekund er et godt sekund.

Desuden har han undersøgt, at der ikke er andre, som har gjort krav på det sekund, derfor kan han godt gøre det.

Johannes fortæller at han er vokset op i en managementtid, det vil sige en tid, hvor der er stor fokus på det at planlægge og udnytte sin tid mest optimalt både på jobbet og i sit privatliv, og det i en grad, så der kun er fokus på tidsmåling og planlægning, frem for kvaliteten af det som ligger i den tid man har. Sådan er det i hvert fald i den vestlige verden.

I bogen fortæller han også en lille anekdote om en ven, som får repareret sit ur i Afrika. urmageren glemmer at sætte sekundviseren på uret igen. Da vennen påpeger det, siger urmageren:

”I Afrika har vi ingen sekunder”

Det er et eget godt billede på den tilgang, man har på tid i de 2 verdener.

I min lille verden har jeg også meget fokus på tid.

Jeg startede med at befinde mig helt ovre i management-verdenen, hvor jeg skulle planlægge og have styr på alting, uden at have fokus på, hvad det er jeg fylder i mit liv.

Nu tænker jeg mere på, hvad jeg har lyst til, at fylde ind i den tid jeg er her, men også hvad jeg er nødt til at lave tid til – for sådan er livet selvfølgelig også!

Min mand så et program på DR1, som hedder ”Hjem til jul”, som blandt andet følger en familie med små børn, og moderen havde travlt og lavede en masse lister for at holde styr på det hele, så julen kunne blive ”rigtig”, og så sagde han:

”Jeg kom så’en til at tænke på dig for et par år siden”

Så bliver jeg helt glad, for det må jo betyde at jeg har fundet en lidt bedre balance.

Jeg undre mig nu stadig. Hvorfor går tiden hurtigere, når man har travlt, eller der er noget man skal nå? Og hvorfor snegler den sig afsted, når man keder sig, eller der er noget man glæder sig til? det handler jo ikke om noget teknisk men om en indre følelse – jeg mærker det tydeligst, når jeg tænker på, ugen mellem jul og nytår.

Når vi skal holde fest eller skal til fest har jeg ofte i god tid gjort mig nogle tanker om hvad der skal foregå? Hvad skal vi spise? Hvad tøj jeg skal have på? I det hele taget hvilke forberedelser der skal gøres?

Men lige præcis nytårsaften, er sådan en aften hvor forberedelserne først for alvor går i gang, når alle julearrangementerne er overstået – på én eller anden måde er tiden mellem jul og nytår længere – der er længe til nytår, selvom der lige nu kun er 4 dage til.

I kontrast til det, synes jeg, at tiden fra vi ser det første afsnit i julekalenderen den 1. december, og til vi når juleaften går lynhurtigt. Det er meget mystisk.

Tid er konkret og abstrakt på samme tid – det er nok også det der gør det så svært at sætte ord på, og derfor det fascinerer mig.

Tiden er noget underligt noget!