Voksen-tid

 

Freden sænker sig over huset, alt det praktiske er ordnet, drengene puttet og kaffen er brygget. Nu er der tid til refleksion – inden dynerne kalder.

Jeg glæder mig til i morgen. Jeg har en aftale med en veninde, som jeg har kendt siden gymnasietiden, hun er et af de få mennesker, som jeg betror mine inderste tanker til, og det er ikke nemt at finde tid til at mødes i en travl hverdag – det skal prioriteres.

Det har vi gjort! Vi mødes – oftest en mandag aften.  Hun kommer og henter mig efter arbejdet, og så kører vi ned i byen og finder en Café. Mens vi spiser lidt mad og drikker den obligatoriske café latte, får vi vendt hele verdens situationen, mænd, børn, job og hvad der lige fylder i vores liv for tiden.

Det vigtigst er, at inden vi siger farvel til hinanden, har vi lavet en ny aftale, som bliver skrevet i kalenderen. Vi har været ude for at måtte aflyse, men når det står i kalenderen, så  aflyser vi ikke uden at lave en ny aftale – det virker!

Vi er også begyndt at lave andre aftaler, vi har været til lagersalg, i Andelslandsbyen og til et foredrag på biblioteket – det kunne vi nu godt have undværet, men vi nåede da den obligatoriske café latte og vigtige snak bagefter.

Jeg tanker energi, når jeg har disse “voksen-stunder”, øjeblikke hvor jeg bare kan tænke på mig selv, uden der står nogen og hiver. Det er vigtigt at prioritere sig selv engang imellem, selvom det er svært, når man har små børn, mine er efterhånden blevet store (9, 11 og 14 år), måske er det også derfor der er overskud til at tænke lidt på mig selv engang imellem.

Hvis jeg nu var sådan et menneske som lavede nytårs forsætter så ville det lyde:

Lav en aftale med de vigtige mennesker i dit liv!

I morgen skal vi på julemarked på Gisselfeldt – eller faktisk er det senere i dag, klokken er blevet mange, så jeg må hellere finde min seng.

Jeg glæder mig!

 

 

Det enkle liv med Bonderøven, “Indefra” og retreats

 

Jeg søger enkeltheden -men hvad er det egentligt?

Jeg følger trofast med i Frank Ladegård Erichsens liv. Han er også bedre kendt som”Bonderøven” på DR 1. Han siger i starten af mange af sine programmer:

“Det er ikke et forsøg på at  komme tilbage til stenalderen, det er bare et forsøg på at gøre det mere enkelt”

Det eneste jeg ikke synes det er – er enkelt. Hver gang han skal lave et projekt skal han lige lave et stykke værktøj, fremstille materiale, søge viden om en proces. Hans lade er fyldt med en masse ting som han måske – måske ikke, kommer til at bruge – det roder i mine øjne.

Der er ingen tvivl om at han er dygtig til sig håndværk og han brænder for det han laver, det er jo også derfor vi gider følge ham, men enkelt??

Han siger også selv, at andre ser hans liv som enkelt, men det er ikke spor enkelt at leve som selvforsynende og lave sin egen ost, øl, kaffe osv. (læs evt. “Bonderøven og den komplicerede enkelthed”). Til gengæld er det, det gode liv – for ham.

Han har skrevet en bog, som hedder “Det enkle liv” – den kommer jeg nok til at læse på et tidspunkt.

En anden form for det enkle liv, er det liv som katolske nonner lever. Jeg og min mand så “Anders Agger indefra – Nonne” på DR 1 i mandags.

Anders Agger følger 8 katolske nonner i et kloster på Frederiksberg. Det er en anden form for enkelt liv, hvor det er religionen der former livet og viser vejen. De må ikke eje noget, én af nonnerne fortalte, at hun havde fået udleveret et rådighedsbeløb på 800,- for over ét år siden og dem skulle hun til at reddegøre for – tænk kun at bruge 800,- på et helt år.

De bruger meget tid på at fordybe sig i deres tro – bede og trække sig ind i sig selv.

Nu skal jeg ikke til at gå i kloster, men det meditative i ikke at blive forstyrret af facebook, tv og alt det man skal nå i et moderne liv, og det langsommelige liv hvor man selv kan nå selv at følge med, kunne godt tiltale mig, men måske jeg bare skal starte med et weekend retreat.

Jeg loggede af min facebook for et par år siden i december måned – det var en stor befrielse, faktisk er det jo ret modsatrettet i forhold ,til det her projekt som jeg er igang med, hvor jeg bruger ret lang tid på at dele mine tanker, blandt andet igennem de sociale medier.

Der er nogle som mener, at hvis man lever det enkle liv, kan man klare sig med 90 ting og hvis man får en ny ting, skal man skaffe sig af med en af dem, man allerede har.

Det er nok lige ekstremt nok for mig, men jeg vil gerne forholde mig til de ting jeg omgiver mig med – betyder de noget for mig og min familie?

  • Vi har allerede afsat “det pæne bestik”
  • Vi bruger “de fine krus” i hverdagen – bare fordi det gør os glade

Jeg skal ikke til at være selvforsynende, bo på en gård, have høns og køer og høste mit eget korn, men jeg har allerede i mange år lavet hyldeblomstdrik, syltetøj, bagt vores brød og så videre. Jeg kan godt lide at vide, hvordan tingene er lavet – men samtidig, køber jeg brødet hvis tiden ikke er til at bage – hverdagen skal jo også hænge sammen.

Når jeg sidder og reflektere i dette indlæg, kommer jeg igen frem til ordet: Balance!

Det gode liv – et liv i balance!

 

 

Smykker, minder og “kikse-pakken”

Så kom jeg til smykkeskrinet.

Jeg har nogle få smykker, som betyder rigtig meget for mig. Først og fremmest min vielsesring fordi den jo symboliserer det den gør.

Så har jeg en ring, som jeg har fået af min mor – den fik hun af min far den første jul de var gift. Da vi havde kobberbryllup havde jeg ringen på, og da vores ældste skulle konfirmeres var den også på fingeren, så var min far også på en måde med til det hele, på trods af at vi mistede ham i 2014 – de smykker betyder alverden for mig.

Så har jeg nogle smykker som jeg bruger i hverdagen og dem jeg bruger til fest, dem er jeg også rigtig glad for

Derudover fandt jeg en del, som jeg aldrig bruger, og aldrig kommer til at bruge. Flere af dem er uden betydning for mig, dem vil jeg gerne smelte om til en ring med 3 små sten i én for hver af mine drenge.

Der var også nogle, som jeg har beholdt  fordi de gemte på en historie, et minde eller fordi jeg ikke ville gøre nogen kede af det ved at skille mig af med dem.

Det ene smykke var en halskæde, som jeg havde fået af min mor og far i studentergave – det var en broche som min mor havde, den var lavet om til en halskæde. Jeg endte med at spørge min min mor, om hun kunne tænke sig den, det ville hun gerne og hun har allerede haft den på.

Der var også et andet smykke som skal bruges i en lille juleoverraskelse, så den vil jeg ikke fortælle mere om her for det kunne jo være at hemmeligheden bliver afsløret.

Når man læser om Feng Shui så tales der meget om energier. De ting som ikke bliver brugt, som roder, som er “ikke ønsket”, de skaber dårligt energiflow – den forklaring er stadig lidt for flower-power til mig – måske jeg bliver omvendt engang, men jeg kan omsætte det til de termer, som vi bruger i vores familie med kikse-pakken (læs “Og barnets navn er” for at få en forklaring på kikse-pakken):

De mange ting som fylder, roder og ikke bliver brugt “spiser” kiks fra pakken.

Omvendt, når jeg ser min gamle halskæde blive brugt, så bliver jeg rigtig glad og “kikse-pakken bliver fyldt”

På samme måde håber jeg at de smykker som jeg vil smelte om til en ring kan få fornyet energi når de sidder på min finger.

Endnu et område i huset er ryddet op.

 

 

Hawaiiblomstens farvel

 

På mit barndoms værelse havde jeg en hawaiiblomst stående. Hawaiiblomsten blev nusset om, den skulle klippes ned hvert år og til gengæld kvitterede den med de smukkeste røde blomster.

Hawaiiblomsten fulgte mig, da jeg flyttede hjemmefra og hver gang jeg flyttede, kom den med mig.

Da vi flyttede i vores nuværende hus, startede den med at få en plads i stuen og endte i et af drengenes værelser i mangel på et bedre sted – degraderet fra stuen.

Hver sommer blev den flyttet på terrassen, men da vi for et par år siden lavede ny terrasse så faldt den mig i øjnene, den var sølle og gav ingen blomster mere.

Hvad er det så der gør at det er så svært at skille sig af med en blomst på trods af at man er “vokset” fra den?

For mig er jeg ikke i tvivl om handler det symbolske i at sige farvel til barndommen og den rolle som har fulgt mig i mange år.

Jeg er efternøler og oveni købet også den yngste af alle kusinerne og fætrene. Jeg tror jeg ofte er blevet betragtet som “lille” Anne, som man skal passe lidt på, det var rigtig svært at slippe den rolle – også for mig selv.

Da jeg blev mor, skete der et skifte, men jeg tror først jeg for alvor blev “rigtig” voksen, da jeg startede til coach, og “Hawaiblomstens farvel” blev  symbolet på afskeden med den rolle, som jeg i flere år har kæmpet med at slippe ud af.

…..og tænk at blive rigtig voksen – i en alder af 42.

Jeg lavede min egen lille ceremoni ude ved  skraldespanden. Det var en stor lettelse at slippe den plante, som jeg havde slæbt rund på i så mange år, den følelse inspirerede mig til, at ville rydde mere op i flere aspekter af mit liv,

Jeg tror, at det var der, at jeg tog det første skridt til at lave mit eget lille Lykke Projekt.

 

 

Første uge med “Orkideer og rod”

 

Så gik den første uge på bloggen,

Jeg har lidt småproblemer med at få teknikken til at virke, det er endnu ikke lykkedes mig at få kommentarfeltet til at virke, og det kunne da være lidt sjovt hvis nogle havde lyst til at kommenterer eller komme med egne erfaringer – men alt i alt er jeg meget godt tilfreds.

Jeg har lige været sammen med nogle søde mødre i dag – vi havde i klasserådet arrangeret en eftermiddag for klassens børn i legejunglen, og en -to – tre – er – var alle børnene ude at lege, så sad vi 3 mødre tilbage og kunne få en hyggelig snak om børn, familie og livet i al almindelighed.

Vi kom også ind på havearbejde og at lue ukrudt under en bøgehæk. En af de andre fortalte at en nabo havde sagt, at det var da spild af tid, “men jeg kan egentlig ret godt lide at side der helt for mig selv – uforstyrret og luge under bøgehækken – det er mit lille åndehul” fortalte hun.

Så var det jeg tænkte:  bloggen min “bøgehæk”

Jeg glæder mig allerede til næste uge. Der er flere ting i støbeskeen  til indlæg.

Alder – hvad er det?

 

Vi har fødselsdag i huset i morgen. Morgenbordet er pyntet med flag og servietter – vi er klar til at fejre ham fra morgenstunden af.

Når jeg ser på yngste skud på stammen – han bliver 9 år i morgen, så synes jeg ikke, at det er særlig lang tid siden, at jeg sad og puttede med et lille nyfødt myr, med to stolte storebrødre på 2 og 5 år stående omkring mig, mens de kæmpede om at give lillebror sutten og hente ting til mor, når hun sad i sofaen og ammede.

Han er skudt i vejret, vi er lige ved at være fri for selepuder i bilen, han læser Harry Potter, laver sin egen madpakke hver dag  – han er et synligt bevis på at tiden er gået.

…men jeg føler ikke, at jeg er blevet ældre – og jeg kan til nød opretholde den illusion, hvis jeg ikke tænder alt  for meget lys på badeværelset om morgenen.

På den ene side føler jeg mig ikke som en på 43, på den anden side har jeg heller ikke lyst til at være 34 igen, men det handler om at jeg ikke ville være foruden den erfaring jeg har fået på min vej.  Tænk hvis man kunne leve livet baglæns! 

Der er mange ting som jeg havde gjort anderledes i forhold til børnene, men det er jo et ret filosofisk spørgsmål, for jeg ville jo kun gøre tingene anderledes, i kraft af den viden jeg har i dag, og hvis jeg havde gjort det anderledes, hvad ville jeg så have ændret, for der er altid noget der kan gøres om – jeg tror på at jeg gjorde det bedste jeg kunne, det sted i livet jeg var…

…og hvor er det godt at børnene kunne få et pusterum hos bedsteforældrene en gang imellem.

Jeg ved, at vi selv har været med til at fokusere på alder: “Nu er du 3 år, så må du……” og “når du bliver 5 år så kan du…..”

Alderen motivere til at stræbe efter udvikling, når man er barn, måske er det også derfor at det er lettere at nyde den alder man har, når man bliver ældre.

Et fødselsdagsønske fra mig til vores fødselsdagsbarn er:

Tag det roligt! Nyd livet nu!

Blogge? Hvem – mig??

 

Midt i oprydning og sortering, vil jeg fortælle baggrunden for, hvorfor jeg nu vil til at blogge.

Det tog mig lang tid at få fortalt til andre, at jeg synes det kunne være sjovt at lave min  egen blog.

Da jeg endelig fik sagt det ud i verdenen, var der ikke så lang vej til at gøre det.

Velovervejet som jeg er – måske for velovervejet i nogle situationer, var jeg lige nødt til at sætte mig ned og formulere, hvorfor det er, at jeg vil det her.

Selvfølgelig var jeg det, det er jo derfor, at jeg skal blogge.

Jeg vil det her, fordi når jeg skriver falder tingene i hak for mig – mit eget lille rum til refleksion.

Jeg er også optaget af at finde ud af, hvordan man finder sin egen vej → en måde at finde ud af, “hvem jeg er” og “hvem vil jeg gerne være”.

Det er en proces, som har taget mange år. Den startede for alvor for ca. 8 år siden, da jeg som mor til 3 fantastiske drenge i alderen 1, 3 og 5 år, var lige ved at brænde sammen, fordi jeg prøvede at leve op til alt det, som jeg troede, alle andre forventede af mig. I alt det glemte jeg mig selv, og mine ønsker og drømme, det er dem jeg skriver mig hen imod nu.

Jeg fik hjælp af en rigtig dygtig coach, som hjalp mig på rette vej. Det har været starten på en proces, som gør, at jeg er, hvor jeg er i dag.

Jeg er ikke i mål, og det kommer jeg heller aldrig, for livet er en forunderlig ting i forandring- det er jo også det, som gør det spændende at leve.

Lige nu har jeg bare lyst til, at gøre det lidt mere enkelt

“Hvile mere i at leve”

…..ja, jeg tror faktisk det at handler om, at finde det sted hvor jeg er i balance.

“Balance” må være målet!

Loftet – hvem sagde fremtiden?

 

Når man læser om oprydning, så har de forskellige rum i ens hjem en særlig betydning.

Loftet handler om ens fremtid.

Er loftet fyldt, kan det sætte en begrænsning på ens tanker og ambitioner. Karen Kingston (“Ryd op i dit rod”) beskriver det som:

“Det er som om, du saboterer dig selv ved at sætte en falsk begrænsning. Du vil have en tendens til at bekymre dig mere om fremtiden end andre mennesker; som om problemerne hænger lige over dit hoved på vej til at falde ned når som helst!”

Mandagen i efterårsferien havde jeg sat af til at rydde op på loftet.

Jeg fandt mange sjove ting deroppe. Projekter som jeg har tænkt måske engang kunne blive til noget. Skistøvler – som vi måske  kunne bruge til drengene hvis de da lige passer dem,  når vi engang skal på skiferie – de var lyserøde! Nej de kommer aldrig på dem, og jeg kunne ikke passe dem.

Det mest overaskende jeg fandt deroppe var ikke mindre end 3 kasser fyldt med ting, som jeg har tænkt jeg kunne sælge på et bagagerums-loppemarked. Tja, idéen er sikkert meget god, hvis man får det gjort. Jeg tror jeg har samlet ting i 4-5 år, og nej jeg har ikke været til bagagerums-loppemarked,  ikke engang for at kigge, så sandsynligheden for at det kommer til at ske er nok nærmest ikke tilstede.

Et af principperne  omkring at rydde op er:

Gør det med det samme!

Jeg har faktisk snydt mig selv for når jeg har lagt de ting ned i kasserne har jeg tænkt: “Hvor dejligt! Så fik jeg ryddet op”, og nej det gjorde jeg ikke, jeg fik bare flyttet rodet udenfor mit synsfelt, men det er der stadig.

Jeg fandt også girafsliber – det er sådan en som man bruger til at pudse gipsvægge med når man spartler, den er tung som et ondt år, og vi har bygget det om vi skal lige nu – desuden fik vi en maler til klare det sidste gang, for det er bare et møgarbejde.

Jeg fandt en gammel køletaske fyldt med mug, fliser som vi ikke skal bruge og mange flere “sjove” ting:

Der blev faktisk til en hel trailerfuld, som jeg og min mand kørte på genbrugen dagen efter – det kunne have været ret fedt at kunne sige, at jeg også havde gjort det selv, men at køre med trailer er en af de ting som han kan, og jeg helst ikke gør.

Tjek lige vores loft efter oprydning (desværre fik jeg ikke taget et før billed):

Nu kommer det mest overraskende.

Jeg havde ikke forestillet mig, at tirsdag aften i efterårsferien, skulle blive den aften hvor jeg endelig fik taget mod til  at fortælle min mand mine tanker om at skrive en blog, men ordene væltede nærmest ud af munden på mig, da vi sad på en dejlig restaurant – bare os to. Det havde taget mig flere år at nå dertil.

Og nu er jeg i gang!

Soveværelset – mit værste mareridt!

 

Noget af det første jeg har gjorde, da jeg besluttede at nu skulle der ske noget, var at tage fat på soveværelset, i håb om at det skulle blive lettere at komme tidligere i seng.

Indretningen er nok aldrig for alvor blevet prioriteret derinde.

Det første man så, når man kom ind i soveværelse var et bjerg af rod på en stol – vores gamle fjernsyn gemt under en bunke af tøj som var smidt henover og vores Wii stående under stolen.

Fjernsynet har nu fundet et “hjem” hvor det bliver brugt, tøjet er fjernet, Wii’en pakket væk, og stolen er fjernet, og nej det var ikke min mand og jeg som spillede inden vi skulle sove, men vores 3 drenge, som en sjælden gang hoppede rundt i vores seng sammen med deres legekammerater, når de spillede Super Mario – til stor irritationen for mig, når jeg kom ind og skulle sove mellem spil, controllers, sand fra lommerne og en dyne som var helt rullet sammen i sit betræk – det sker ikke mere….

Min seng er min egen – og min mands selvfølgelig!  

Vi havde ingen rigtige sengeborde, alt det som jeg havde liggende ved sengen lå på gulvet – det var jeg rigtig træt af.

I mangel af bedre fandt jeg en gammel ølkasse, som jeg i tidernes morgen har malet hvid, den blev mit nye sengebord og vupti, så så det allerede meget bedre ud. Jeg syntes der manglede lidt hygge og så fandt jeg en glaskrukke med sten, som indtil nu, havde stået lidt i vej en på bordet i bryggerset – jeg synes bare at stenene var for smukke at smide ud, men nu har de fundet deres plads.

   

På min mands side af sengen stod en stol med en stak bøger, for måske at blive de læst engang, men det gør de ikke. De ligger der bare, og giver grund til dårlig samvittighed, som så i sidste ende ender med søvnløshed.

Jeg fandt endnu en ølkasse – den manglede en klat maling, men er nu lige så fin som den anden. Børgerne kom ind på vores alt for lille reol, og nu ligger der kun  én bog, et lille hæfte til at skrive nattens idéer ind i og så står der en lille figur fra Grønland, som ser lidt hyggelig ud.

Det har betydet at oftest er sengen redt om morgenen inden vi tager afsted gulvet er ryddet, vasketøjet fjernet – en masse gode vaner som er lettere at overholde, da først kilden til rod var væk.

Det lyder måske af lidt, men i det store billede, betyder det betyder det rigtig meget for mig. 

 

Og “barnets” navn er…

 

Og hvorfor hedder min blog  så “Orkideer og rod”?

For nogle år siden gik det op for mig, at jeg er sensitiv – det skriver jeg helt sikkert mere om på et  andet tidspunkt.

Jeg er ikke den eneste i familien, som har den gave, og da jeg skulle prøve at forklare min lille søn på 5 – som var ret ulykkelig over, at mange ting var svært,  faldt jeg over udtrykket:

“Orkidé-børn”

Orkidé-børn er et udtryk, som betegner børn, som er udfordret på deres sanser. Hvis disse børn bliver “gødet” og “vandet” i passende mængder, vokser de sig store, smukke og blomstrene.

I alt dette her mødte vi en meget dygtig ergoterapeut. Hun brugte hun en sød metafor om en kiksepakke:

Alle mennesker har en kiksepakke til rådighed – kiksepakken illustrerer den mængde energi vi bruger på en dag. Når ikke sensitive mennesker står i en ny situation bruger de måske 3 kiks af deres kiksepakke. Når en sensitiv person står i en lignende situation, vil han bruge en halv kiksepakke. Der skal ikke meget hovedregning til at finde ud af, at så er pakken hurtigt tom.

Jeg tænker, at hvis jeg ikke skal bruge en masse energi på alle de ting som roder rundt omkring mig, både det fysiske rod og det psykiske rod, så skal jeg ikke bruge så mange “kiks” på at leve livet, deraf: “Rod”

“Orkideer og rod” var blevet født!