Spirende juleglæde

 

Mæt af lyde, lys, nisser, chokolade, gløgg, flæskestegs-sandwich og ikke mindst dejligt selskab.

Jeg har nydt dagen med en rigtig god veninde på Gisselfeldt juletorv, det var rigtig hyggeligt – det skal helt sikkert gentages næste jul.

Nu kan julen godt begynde for min skyld. Der skal ikke herske nogen tvivl om at:

“Jeg elsker julen”

Da jeg var barn startede julen, når vi pyntede op. Det gjorde vi d. 1. december eller 1. advent. Vi gjorde rent og så blev den store kasse med julepynt i bedste Gertrud Sand-stil hentet ned fra loftet  – julen var i gang.

Drengene har også spurgt om de måtte pynte op her i weekenden – vi starter  på torsdag.

Fredag skal vi tænde juletræ med spejderne i byen 3/5 af vores familie er spejdere og yngste spejdermedlem skal gå i fakkeloptog gennem byen sammen med julemanden.

Det er en tradition, at vi sætter risengrøden til at koge i sengen, mens vi går frysende gennem byen. Når vi kommer hjem sætter vi skeen i den varme grød og får varmen igen.

Så skal der også en portion på loftet, for ellers kommer nissen ikke med adventsgaver til drengene i december.

Nu er drengene så store, at de godt ved at det ikke er nissen som kommer med gaverne, men at mor og far har en finger med i spillet,  “Nå, men så behøver vi vel ikke at sætte risengrød på loftet til nissen mere”, sagde jeg sidste år da virkeligheden gik og for den mindste: “Jo, for ellers bliver nissen jo sulten”, svarede han – så mon vi skal åbne loftslemmen og kravle op med grød på fredag? Det vil tiden vise.

Den bedste tid på året er så småt skudt i gang!

Én kommentar til “Spirende juleglæde”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.