Stille eftertænksomhed

 

Jeg har taget afsked med et familiemedlem i denne uge.

Til begravelsen talte præsten om, at sorgen aldrig bliver mindre, men mennesket som bærer sorgen bliver større – at vi udvikler os og bliver stærkere, når vi møder livet, med at hvad det indebærer af glæder og sorger.

Det ramte mig i forhold til tabet af min egen far, som jeg mistede for 4 år siden. Hans helbred havde igennem flere år været svingende. Jeg havde flere gange fornemmelsen af, at nu var det tid.

Da det skete, og far sagde farvel til livet, var det ubeskrivelig hårdt, og samtidig gik jeg igennem det med en følelse af at blive styrket – hvis jeg kunne klare det her, kunne jeg klare alt.

Det er ambivalente følelser, som jeg lige pludselig forstod betydningen af, da jeg sad der og lyttede til præsten ved begravelsen.

Min far popper stadig op i mine tanker og er nærværende i mit liv – jeg kan tænke på ham uden at blive helt vildt ked af det, men det betyder ikke at sorgen er blevet mindre, jeg er bare blevet større, som præsten sagde.

Tænk at der skulle gå 4 år, før jeg rigtig forstod.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.