“To do” lister og “EN ting ad gangen”

 

Jeg har altid været glad for planer og struktur. Det var vigtigt for mig, at være forberedt på alt det, som var muligt at være forberedt på.

Ingen pludselige impulsive handlinger. Det lyder meget begrænsende, det er det ikke nødvendigvis – i kraft af min planlægning som skaber overblik, og jeg er blevet meget bedre til overraskelser med årene.

Mit store behov for planlægning hænger sammen med at jeg er sensitiv – det kommer der mere om på et senere tidspunkt.

Da jeg startede til coach var mit liv ved at kortslutte, fordi jeg ikke forstod at prioritere. Jeg fyldte mere og mere ind mit liv. Jeg var mor til 3 små børn i alderen 1 til 6 år, og havde en fantastisk mand, som arbejdede meget.

Jeg kunne da lige bage en kage, til klassearrangement, sidde i klasserådet  og være med til at arrangere pakkeleg, banko og en sommerfest, der skulle være 7 slags småkager til jul, laves juledekorationer, jeg havde en dreng som skulle børstes på kroppen hver 3 time i hans vågne tid i 14 dages intervaller, fordi han var sensitiv, den mindste skreg fra kl. 17- han blev puttet – dvs i den tid hvor der skulle laves aftensmad og de store skulle bades og puttes, jeg havde 37 timer på arbejdet – jeg tror, at det store billede er trukket op.

Jeg fik dårlig samvittighed hvis jeg ikke syntes jeg slog til – og jeg slog ikke til, fordi jeg ikke havde nok timer i døgnet til at nå alt det – regnskabet gik simpelthen ikke op.

I et forsøg på at skabe mit overblik lavede jeg “To Do” lister – overalt havde jeg lister liggende.

Kunne jeg lave en liste som kunne genbruges ex. en liste over hvad jeg skulle huske når vi skulle på weekend hos mine forældre, eller hvad der skulle gøres når huset skulle gøres rent, så var jeg nærmest lykkelig.

For at nå alle de ting jeg troede, at jeg skulle nå, var jeg nødt til at multitaske og det var jeg god til – troede jeg.

Jeg kunne lave aftensmad, bade børn, sætte en vask over, smører madpakker, stryge skjorter, hjælpe med lektier, med et skrigende barn om mine ben – alt sammen på samme tid.

En dag – på arbejdet, da jeg tjekkede min mail, var der sendt en besked rundt fra min leder, om at de havde fået nogle  penge fra en pulje til et forløb med mindfulness.

Der var 20 pladser, jeg skyndte mig at skrive, at jeg var interesseret, og jeg fik en plads. Det var begyndelsen på den rejse, som jeg har været på de sidste mange år.

Vi mødtes 4 morgener med en coach Maibritt Ztrong, som guidede os igennem forløbet. Vi spiste blandt andet rosiner på en mindfull måde, mediterede – det syntes jeg var rædselsfuldt, jeg kunne næsten ikke trække vejret og fandt ikke roen, jeg kørte rundt på stolen, og syntes jeg forstyrrede alle de andre, indtil den sidste gang hvor Maibritt tog os på en mental drømmerejse.

Lige pludselig var det som om der var noget i mellemgulvet som gav slip, og jeg kunne trække vejret frit, jeg fik fornemmelsen af at falde ned i stolen.

Drømmerejsen gik kort fortalt ud på at jeg blev guidet igennem en skov, med dens dufte og lyde. Og på samme måde ned til en strand, hvor vi tog skoene af og mærkede sandet mellem tæerne. I vandet lå der en tømmerflåde. Tømmerflåden sejlede mig ud til en ø, på øen var der en kæmpe bakke og på toppen af bakken et træ. I træet var der en trappe, som snoede sig op ad stammen. Oppe i træet fik jeg at vide, at der stod en vis mand ogventede på mig, og han ville have svaret til mig. Jeg havde svaret allerede på vej op ad trappen –

én ting ad gangen!

Jeg gik derfra med tårerne løbende ned ad kinderne- det var lettelsens tåre.

Sætningen “Èn ting ad gangen”, skabte lidt ro for mig i en periode, men det var ikke løsningen på alt, da det også handlede om så mange andre ting, så et par måneder efter var den gal igen.

Det endte med at jeg fik en aftale med den Maibritt, og det var ikke uden kriller i maven, at jeg mødte op første gang, hun var ret hurtig til at hjælpe mig med at sortere i tingene og hun hjalp mig til at indse, at:

Jeg er vigtig for den jeg er, ikke for det jeg gør.

Så skulle jeg bare lige finde ud af, hvem jeg havde lyst til at være, uden at forholde mig til, hvad jeg troede alle andre gerne vil have mig til at være.

Da jeg startede med at skrive dette indlæg var det med tanke på at fortælle om mine “To do lister” men fingrene tog magten over tasteturet og lige pludselig tog ordene en drejning og dog alligevel på vej hen mod listerne for det var det første jeg gjorde da jeg kom hjem – jeg smed dem allesammen ud uden at kigge på dem og uden panik, men det kan mit næste indlæg handle om.

8 kommentarer til ““To do” lister og “EN ting ad gangen””

  1. Jeg kan bare genkende Så mange af de ting du beskriver Anne. Er heldigvis også blevet bedre til at være mindre”perfekt”, selv om jeg godt kunne blive endnu bedre .

    1. Det “sjove” er at jo mindre jeg prøver stræbe efter det perfekte, des mere når jeg og jo tættere er jeg på målet. Eller også er det målet som har nok ændret sig fra “at være perfekt” og til at bare “at være”
      Tak for din kommentar – min første her på siden. Det er dejligt at der er nogen som læser og kommer med indspark.

  2. Og a apropos oprydning er jeg helt på linje med dig i det terapeutiske i at få ryddet op og ud, men er ved at indse at det muligvis først sker her, når børnene flytter hjemmefra .

    1. Bare rolig,jeg tror dine børn lidt yngre end mine – der er håb endnu,
      Jeg har også måtte indse at mine idéer om hvad der er opryddeligt er (er der noget der hedder det??), ikke nødvendigvis er de samme som mine børns, men så har de jo deres værelser.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *