billede af et forstørret Coronavirus

Dilemmaer i en Coronatid – vol. 1

Verdenshistorien udfolder sig lige udenfor vores dør i disse dage. Jeg tror ikke at der var nogen som kunne forestille sig denne situation, da vi skålede i champagne og ønskede hinanden godt nytår.

Statsministeren talte i går om alle de etiske og grundlovsmæssige overvejelser, hun har gjort sig omkring det at begrænse vores frihed.

I vores lille familie var jeg også ude i nogle seriøse overvejelser i fredags.

Vi havde fået et weekendophold i sommerhus af nogle, som ikke kunne komme afsted alligevel (ikke Coronarelaterede årsager).

Da vi fik opholdet gik børnene stadig i skole, og forsamlinger under 1000 var tilladt.

2 ud af 5 af vores familie skulle på et spejderløb i weekenden (det blev dog sidenhen aflyst, men det vidste vi ikke på det tidspunkt), så jeg ringede til min svigerinde og spurgte, om hun ville med sammen med drengenes kusiner, for det var der plads til i huset, og det ville være lidt sjovere at være lidt flere sammen i vandland. Så kunne vi få nogle hyggelige dage sammen.

Som situationen udartede sig, blev vi ret hurtigt enige om, at vandlandet ville vi ikke benytte – ingen grund til at udfordre skæbnen.

I løbet af sidste uge udviklede situationen sig som bekendt, så da vi nåede fredag morgen, var jeg voldsomt i tvivl om vi overhovedet skulle tage af sted.

Jeg havde ringet til sommerhusudlejningen, og spurgt om huset havde været udlejet ud, i ugen op til vi skulle komme – det havde det ikke, så evt. virus i huset ville være væk.

Vi aftalte ingen kram, og at vi skulle sove familievis i de 2 værelser, der var i huset.

Vi ville køre derover uden stop – sommerhuset lå i vestjylland, og vi bor i Slagelse.

Vi endte med at tage derover.

Vi havde en fantastisk weekend, der blev leget en masse lege, især udenfor. bl.a rundbold og en leg, som drengene kalder “nældekrig” – den går ud på skyde en fodbold mellem benene på hinanden.

Vores børn var gode til ikke at kramme og falde rundt oveni i hinanden, og vi vaskede hænder i ét væk.

Jeg har skrevet sammen med min svigerinde i dag, og vi er begge enige om, at hvis det var i dag vi skulle træffe beslutningen, ville vi nok træffe en anden.

Vi har ikke været i en lignende situation før, og derfor vil der være nogle gråzoner hvor det er svært at træffe et valg.

Jeg tænker tilbage på dengang i december 1999, hvor orkanen raserede Danmark.

Der skulle jeg til julefrokost med arbejdet. Vi skulle mødes på vores arbejdsplads, og derfra køre med taxa til en kro – vi skulle køre langt ud over landet.

Da vi mødtes talte vi lidt om de forskelliges strabadser på vej til julefrokosten. Nogle fortalte om nedfaldne tagsten, der ramte jorden lige ved siden af hvor de gik, andre fortalte om væltede træer, og at de måtte opgive at cykle.

Vi grinede lidt og fortsatte festen til taxaen kom.

Ud over landet i taxaen, var det vilde scener der udspillede sig: træer som væltede lige foran os, el-ledninger der faldt ned, radioen som fortalte om taget på et indkøbscenter der var blæst af.

Når en vej blev spærret, talte vi om, hvilken vej vi så kunne køre for at nå frem.

Snakken gik livligt i taxaen, og på et tidspunkt blev vi enige om, at vi hellere måtte vende næsen hjem til Slagelse, for der var ikke flere veje, vi kunne komme frem til kroen på.

Vi sad som tilskuere til en film i taxaen, og så ikke os selv som en del af filmen.

Ikke før der var nogen som bemærkede et vejskilt – et af de runde kilometerbegrænsningsskilte, hvor selve pladen kun sad fast i den øverste skrue, så det blafrede vildt i vinden.

“Tænk hvis det går løs – det kan halshugge et menneske hvis det flyver afsted”

Der blev helt stille i bilen og der blev ikke sagt et ord på resten af turen tilbage

I dag når meteologerne fortæller at der er risiko for orkan, så tænker jeg mig lige en ekstra gang om, inden jeg går ud af døren. Det er den erfaring jeg tager med mig fra den gang, når jeg skal træffe en beslutning, så jeg kommer ikke til at sidde i en taxa midt i en orkan ude på en eller lille vej lukket inde af et væltet træ.

Jeg har ikke negligeret situatioen og talt Corona ned som en influenza.

Jeg har taget de forholdsregler, som vi har fået udstukket af regeringen, men jeg tror at flere af mine “grå områder” er blevet farvet sorte, ligesom udenrigsministeriet løbende har farvet verdenskortet orange og rødt.

For mig blev forskellen de sidste tiltag, som regeringen er kommet med, ligesom vejskiltet blev det skærende punkt under orkanen.

  • Max 10 personer samlet
  • Centre og butikker skal lukke
  • Restauranter og caféer skal lukke

Der er mange overvejelser og beslutninger der skal tages i disse tider.

For den enkelte dansker er det måske ikke lige på højde med de dilemmaer som statsministeren står i, men det ændre ikke på at det er nyt land vi betræder allesammen.

Lad os være åbne omkring de overvejelser vi gør os, også når vi ikke er helt tilfredse, med de beslutninger vi har truffet.

Det er menneskeligt at fejle. Det er måden vi håndterer fejlene efterfølgende, som betegner os, som de mennesker vi er.

Dengang i 1999 da der var orkan, kan jeg tydeligt huske, da jeg nogle timer senere gik igennem byen på vej hjem. Det var helt stille, orkanen var drevet over og alt var normalt, bortset fra de ødelagte tagsten på vejen.

Jeg glæder mig til, vi når dertil med Coronakrisen.

Pas på jer selv og hinanden – hyg jer derhjemme.

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

%d bloggers like this: