Jeg er her stadig…..

….. og meget er sket siden sidst jeg skrev.

Lyt til min oplæsning af indlægget

For ca.10 mdr. siden sad jeg i et sommerhus ved Ebeltoft og skrev “Sommerfugleeffekten”. Det blev mit sidste indlæg i lang tid.

Familielivet har været i fokus – det har der været behov for.

Når jeg kigger tilbage på det sidste halve år, kan jeg se, at jeg har været stressramt, og det er først indenfor den seneste måned, at jeg føler, jeg er ved at være tilbage igen.

Lige nu går jeg hjemme for at kunne støtte vores søn. Det gør jeg med hjælp fra kommunen. Da vi først havde kæmpet den kamp der hedder: “Hør os nu – vi har brug for hjælp” – og indrømmet, det var en hård og sej kamp, så har vi nu fået hjælpen, på alle mulige fronter – jeg føler mig dybt taknemmelig. (læs også: Nu mor til dreng med Aspergers

Når jeg siger, at jeg har været stressramt, så udmunder stressen af følelsen af ikke at slå til. Lige meget hvor meget jeg anstrengte mig, så kunne jeg ikke rigtig nå hele vejen rundt. Jeg nåede heldigvis ikke at blive sygemeldt, men der var ikke langt, til jeg var “knækket”.

Det kan være svært at sidde på arbejdet, og vide at ens søn har brug for, at man er der for ham, og samtidig være på arbejdet og ikke føle man yder sit optimale.

Det har været en meget personlig proces, jeg har været igennem. Jeg opdagede, at jeg havde enormt meget modstand på at bede om hjælp, når det handlede om mig selv – altså at spørge om hjælp til, at kunne gå hjemme med vores søn.

Det var på en gang grænseoverskridende, at skulle indrømme, at der var noget, som jeg ikke havde styr på, men det handlede også om, at regne mig selv, som vigtig nok til at få hjælpen, det var faktisk så svært, at jeg ikke engang sagde det til mine aller nærmeste, før jeg faktisk havde fået hjælpen.

Jeg havde brug for, at der var nogle, som satte tingene i perspektiv, og sagde “Hvordan er din søn og din familie stillet, hvis du går ned på det her?”

Sjovt nok kan jeg jo høre mig selv sige det samme til alle mulige andre – bare ikke til mig selv.

Da jeg først fik det på plads, så kunne jeg tage imod hjælpen.

At jeg for alvor erkender, at jeg har været stressramt, er først kommet til mig for nyligt, men jeg har haft alle tegnene, grådlabil, manglende søvn (den kæmper jeg stadig lidt med), jeg mangler ordene (de forsvinder også stadig en gang imellem), mindre tålmodighed, manglende overblik, glemmer ting, spændingshovedpine, træthed, uro i kroppen……..

Det har taget et halvt år at nå dertil, hvor jeg kan mærke, at jeg slipper stressen. Nu kan jeg lettere være til stede i nuet – sikke en forskel.

En del af den proces, at nå hertil hvor jeg er lige nu, har også været, at jeg har lært en masse om Enneagrammet – en livsændrende teori (i hvert fald for mig)

Enneagrammet beskriver 9 forskellige personlighedstyper, og nu hvor jeg har opdaget, hvilken type jeg relaterer mig til, har jeg fået en meget større accept, tålmodighed, omsorg og i virkeligheden “kærlighed” til mig selv, og det smitter af i alle mulige sammenhænge i mit liv, også i forhold til “Orkidéer & Rod”, så nu har jeg også fået lyst til at dele og skrive mine tanker om stort og småt i livet, og jeg har masser af idéer.

1 kommentar til “Jeg er her stadig…..”

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

%d bloggers like this: